Emil Weimar
Af

Emil Weimar

Jeg hedder Emil Weimar, er 23 år, og studerer til dagligt HA Generel Erhvervsøkonomi på SDU i Odense. Jeg blev i sommers færdig med de to første år af min bachelor (4 semestre) og har valgt at læse 5. semester på Portsmouth Business School i England. Det er noget jeg har set utrolig meget frem til, og jeg er sikker på, at det bliver en fantastisk oplevelse at bo i Portsmouth. Jeg vil forsøge, at opleve så meget som muligt i de måneder jeg er afsted, og jeg glæder mig til at dele mine oplevelser og erfaringer med jer her på bloggen.

Den 20. december satte jeg igen fødderne på dansk grund. Forud var gået tre måneder fyldt med oplevelser i England. Det var på mange måder en dejlig fornemmelse at være hjemme igen, men omvendt var det også lidt uforståeligt. Var min rejse ind i den britiske verden allerede ovre? Havde jeg allerede set og oplevet alt det, jeg skulle? Ja… eller jeg havde ihvertfald forsøgt.

De sidste uger i England gik, som resten af tiden, rigtig stærkt. Den 8. til 11. december havde jeg besøg af to venner hjemmefra hvilket var utroligt hyggeligt. Jeg kunne dermed få chancen for at vise rundt i Portsmouth, og give dem et indtryk af byen. Samtidig besøgte vi også mange steder (primært pubs), hvor jeg endnu ikke selv havde været. Efter de var rejst hjem, ventede den sidste uge i Portsmouth, og her gik det meste af tiden med at mødes med venner og bekendte og få sagt ordentligt farvel… og forhåbentlig på gensyn.

portsmouth-venner-2

Lørdag den 17. december forlod mine to housemates og jeg så vores hus i Portsmouth og drog til London sammen med en ven fra Indien. Her tilbragte vi de efterfølgende tre dage, hvor vi blandt andet besøgte et par julemarkeder, Winter Wonderland samt et James Bond museum. Især sidstnævnte var rigtig sjovt at se. Derudover fik vi også oplevet lidt af nattelivet i London. Vi var blandt andet en tur oppe i Sky Garden, hvor vi drak drinks med udsigt over hele London. Vi besøgte naturligvis også en del pubs, som man nu gør, når man er i England. Vi fik altså på mange måder sat et fint punktum for vores udlandsophold, inden vi tirsdag morgen drog hjem til Danmark.

james-bond-collage-2

Mit ophold i England er nu slut. Det har været en begivenhedsrig tid med utrolig mange mindeværdige oplevelser. Jeg vil huske tilbage på min tid i Portsmouth med glæde, og jeg er sikker på, det ikke er sidste gang, jeg er på eventyr i udlandet. Nu er det dog tid til at holde jul i Danmark med hele familien, og hvor jeg dog glæder mig.

Glædelig jul og tak fordi i ville følge mig på min rejse.

Skriv en kommentar