Af

Clara Katrine Sydow

Hejsa! Mit navn er Clara, jeg er 24 år gammel og til dagligt læser jeg historie på Aarhus Universitet. Fra midten af januar tager jeg afsted mod Dublin for at starte mit udvekslingsophold på UCD, hvilket jeg glæder mig meget til 🙂

Om en 10 dages tid, er der kun en måned tilbage af mit udvekslingsophold, og det føles godt nok mærkeligt. Tiden er gået både ekstremt hurtigt men også langsomt. At skabe en hverdag i et andet land havde jeg aldrig forestillet mig muligt, men nu er snart tre måneder gået og hverdagsrutinen kører for fuld udblæsning!

Overståede mid-terms og spring break

I marts fik jeg afleveret og overstået mine mid-terms, og det føles skønt. De blev efterfulgt af to ugers spring break, american-style, som jeg fik udfyldt med en masse gode oplevelser! Jeg havde besøg hjemmefra af mine forældre, og vi tog et smut vest på til Galway, naturvidunderet Cliffs of Moher og the Atlantic Way. Jeg nåede lige præcis hjem til Dublin igen d. 17 marts, og hvis datoen i sig selv ikke siger jer noget, så gør dens navn måske: St. Patricks day. Byen var fuld af glade (og fulde) grønklædte mennesker; en stor parade blev opført gennem byens gader (der dog primært bestod af amerikanske high school marching bands) og pubbene servede en kæmpe mængde guinness. Det var yderst festligt!

Den sidste uge blev brugt på mere udforskning af Dublin, herunder Kilmainham Gaol – fængslet hvor flere af lederne, der havde underskrevet proklamationen af den Irske Republik i 1916 blev straffet med døden til følge. Interessant for en historiestuderende som mig, men også meget grusomt. En heldagsbustur til Glendalough og Wicklow mountains var der også lige tid til. Sikke en masse flot natur! Helt anderledes end det danske flade land.

Selvom det ikke føles som lang tid siden jeg afleverede mid-term (og det var det jo ærligt talt heller ikke), så er jeg allerede nu så småt gået i gang med mine Final Essays, for dem venter der tre af, samt en sit-down eksamen i midt-maj.

Jeg har slet ikke fået skrevet om de lidt længere weekendsture jeg har begivet mig ud på, men det må jeg hellere lave et seperat opslag om snart! For en trejde af dem, og endda til et andet land, venter lige om hjørnet!

Skriv en kommentar