Mine øjne er lige ved at falde i. Togets blide vuggen. Stilheden i kupéen. Børn i skoleuniformer, unge i deres smarteste skrud og voksne i presfolder og slips. Latter, et kvalt nys, lavmælt samtale og et host er støj i kupéens larmende tavshed. Luften er indelukket, den søger desperat friheden i klimaanlæggets pust. Ansigter gemmer sig i knasende, friske aviser eller smarte telefoner. At være samlet uden at være sammen. En spillemand kæmper forgæves i et tidligt tog fra Placa Catalunya. Mine øjne faldt i.
Ud af toget. Endelig! Den første mundfuld friske bjergluft er befriende. Skyggerne er lange i morgensolen og luften er kølig sammenlignet med byens lumre kvælertag. Jeg savner en fugl, der kvidrer. Duer der klukker, er bare ikke det samme. Jeg tager benene på nakken, og sætter kurs mod campus – selvom friskbrygget kaffe og croissanter fra den lokale bager er som slik for et barn. Telefonen op af lommen, musik, kunstnere, Efterklang og inden jeg ser mig om, vader jeg over for rødt lys. FUCK!(Fuldstændig Uansvarligt Charge Konsekvens, Red.). Jeg løfter blikket. Sorte sko. Presfolder. Knippel, pistol og håndjern. Neon farver. Peter Frödin? Nej, desværre. En vaskeægte spansk politibetjent. Jeg er midt på de hvide striber. Min forseelse kan ikke reddes. Flugten? Nej, glem det, formen er elendig. Blodet pumper. Adrenalin. Jeg forbereder undskyldende fraser på spansk. Hvad hedder ‘at se’ i datid? Tænk, tænk, TÆNK!
Politimanden kigger op på mig, smiler og nikker. Jeg tror jeg vrider et smil ud af min fugtige T-shirt. Det har ikke været kønt, men skum er også øl, og jeg fortsætter min spadsertur. Spanske politimænd har åbenbart flere gryn end de nitten, som de danske tjenestesmænd gemmer godt væk i en knyttet næve. Har spanierne et hul i økonomien? Ja, bevares. Er spanierne glade? Måske, måske ikke. Men de kan i det mindste nyde, at gå over for en rød mand i ny og næ, og så er vi jo tilbage ved skummet.
