Dublin, 26-11-2013

Kære venner

Nu er det jo ikke så lang tid siden sidst, og alt det jeg har oplevet i mellemtiden er af så detaljeret og mikroskopisk karakter, at jeg egentlig ikke har så frygteligt mange store, håndgribelige begivenheder at fremhæve. Men det er samtidig meget hyggeligt at sidde her og fortælle historier, særligt når vinterstormene er begyndt at feje ind over den lille ø, så her kommer et lille postkort.

For nylig tog jeg til Kilkenny og gjorde alting baglæns. Uanset hvor jeg tog hen, så var alting lige lukket. Var jeg nu bare startet, hvor jeg i stedet sluttede, så havde jeg nok set meget mere. I stedet endte jeg på en kirkegård, fordi det var det eneste sted, jeg kunne komme ind, men som til dens forsvar lige skal siges er rigtig flot. Her ligger hele Smithwick-klanen samlet på Kilkenny’s bedste udsigtspunkt, for deres bryggeri, som næst efter Guinness er Irernes favorit, har mere eller mindre skabt byen. Så de er evigt populære. Til deres ære besøgte jeg dernæst det eneste andet sted i Kilkenny, der aldrig lukker, nemlig deres pub, hvor jeg fik en pint Smithwicks. Og den var god.

Se en kirke Billede af: Philip Strammer

Se en kirke
Billede af: Philip Strammer

Jeg gruede en anelse for at vende tilbage til Dublin, og med god grund. Det går ikke just fremad med rugby’en nemlig, ja faktisk er det som om, at jeg kun bliver værre. Holdet bliver nok også sløjfet snart, desværre, om end det har mere at gøre med, at vi er for få spillere, end med hvor ringe jeg er. Sidst dukkede kun jeg og holdets to scholarship-spiller op. Det vil altså sige kvinder, der er så frygtindgydende til rugby, at de kan leve af det, så at sige. Nå, men vi blev transporteret ud i en øde forstad på en dunkel parkeingsplads, hvor vi blev mødt af mændenes rugby-hold, idet vores træner havde fået den strålende idé at slå os sammen, når nu vi ikke var flere. Og hvis kvinderne på mit hold er bygget robust, er det intet i forhold til mændene, der er brede som gaffeltrucks. 20 mænd, alle af samme kropsbygning som svampebob firkant, luntede altså med hen på den her rugbybane, hvor de fordelte sig på to hold og bad mig vælge et. Det, kan man sige, var det letteste, jeg skulle gøre den aften, idet mine chancer for overlevelse vel var lige gode uanset hvilket hold, jeg valgte. Vi stod derpå på to parallelle rækker, som man jo gør i rugby, og ventede på at træneren fløjtede, så vi kunne spæne fremad og smadre ind i hinanden, som man jo gør i rugby. Det lød vældigt spændende, sagde jeg, for hvad ellers kan man sige? Og i samme nu lød fløjten, hvorpå hvad der lignede en flok vrede gnuer kom stampende imod mig. ‘Løb for fanden’ råbte mit hold, og det gjorde jeg så, hurtigere end vinden, hele vejen af banen og ud på parkeringspladsen. Så fik jeg lov til at se resten af kampen fra siden, og ellers bare træne lidt afleveringer resten af tiden.
Ja. Det var så min rugby-karriere.

Efterfølgende valgte jeg en hobby lidt tættere på mit naturlige element, og tog derfor på museum for at se en meget gammel bog. Der er noget rigtigt rart ved at søge i ly på museum, både for gnuer og efterårsvejret, og på Trinity College i Dublin skulle de efter sigende opbevare Book of Kells, som er en næsten 1200 år gammel mursten af en bog skrevet af munke på en ø ud for Skotlands kyst. De her munke har været overordentlig dedikerede, og selvom ingen har nogen anelse om, hvor lang tid det tog dem, må man gå ud fra 680 sider håndskrevet latin på kalvehud med blækpen ikke har været nogen fest at skrive. Dertil kom så, at vikinger gang på gang på gang angreb og ødelagde munkenes kloster. Og ikke bare hvilke som helst vikinger, men åbenbart specifikt danske. Godt nok havde vi ingen umiddelbar interesse i bogen, men de konstante plyndringer og nedbrændinger var alligevel nok til at munkene efter godt 100 år på den måde flygtede til Irland, nærmere bestemt Kells, deraf bogens navn. Men gæt hvad, vi fulgte bare efter og fortsatte godt 300 år endnu, indtil munkene ved et uheld selv kom til at brænde stedet ned, hvorpå de endelig gav op og flyttede bogen til Dublin, hvor jeg kom og så den. Mit umiddelbare indtryk er, at det er en rigtig fin bog med nogle rigtig pæne håndmalede billeder i. Omend de alle forestiller mænd og dyr, som af uransagelige årsager alle har enormt akavede ansigtsudtryk. Det virker lidt mystisk.

Som det fremgår af billedet er denne mand tydeligvis meget ubehageligt til mode.  Rettigheder: Trinity College

Som det fremgår af billedet er denne mand tydeligvis meget ubehageligt til mode.
Rettigheder: Trinity College, Dublin

Det var alt, jeg havde lyst til at fortælle for nu.

Næste gang vi læses ved har jeg besøgt landsbyen Dalkey, som har en havn, hvor man kan drikke kaffe med en sælkoloni. Og haft min mor på besøg, hurra!

Glædeligt efterår,

kærlig hilsen Karna

1 kommentar til “Om gnuer og munke”

  1. Troels Emborg skriver:

    Tak for postkortet 🙂

Skriv en kommentar