Man siger, at lyset i Norden er noget særligt. Årstidernes skiften fra de mange mørke timer i vinterhalvåret til sommerens lyse nætter bringer de smukkeste øjeblikke med sig. Solen og lyset spiller en helt central rolle i disse forandringer.
Det ved man godt, når man er vokset op i Danmark. Men efter at have opholdt mig i Tromsø i blot to måneder (læs evt. mere i mit første blogindlæg her), må jeg erkende, at lyset i denne del af Norden er noget virkelig særligt! Det hele er lidt mere ekstremt og ændrer sig bare hurtigere – det må det jo, når døgnet på blot fire måneder skal gå fra 0 til 24 timers dagslys. Fra mørketid til midnatssol. Den forandring er jeg vidne til netop nu, og det er helt fantastisk at bo midt i. Intet mindre.
Derfor har jeg også valgt at dedikere et helt blogindlæg til dette tema: solen, lyset og farverne i Norden. Med fare for at det bliver lidt små-poetisk bliver jeg nødt til at vise nogle af de landskabsbilleder, jeg har taget siden min ankomst nytårsaften.
Mine første tre uger heroppe (dvs. de første tre uger i januar) var i slutningen af “mørketiden”, som begynder i slutningen af november. I denne periode stod solen slet ikke op, og de lyseste timer på døgnet var tre-fire timers tusmørke midt på dagen. Disse timer var præget af et væld af forskellige blå nuancer. På trods af de mange mørke timer var det smukt på sin helt egen, særlige måde.
Den 21. januar stod solen op over horisonten for første gang i to måneder. Den kom ikke højere op end på billedet nedenfor, men i et par sekunder var det næsten, som om jeg kunne mærke dens stråler mod mit ansigt. Det var et dejligt gensyn, som også blev markeret med begivenheder i byen og “solboller” hos bagerne.
Gensynet med solen bød også på nogle meget smukke og usædvanligt langvarige solopgange. I starten var det, som om solen gik direkte fra at stå op til at gå ned, og alle døgnets lyse timer blev badet i et skiftevis rosa, orange og rødligt skær.
Solen hang lavt på himlen i den første tid efter sin genkomst. Den skulle ligesom tage sig mod til. Men i løbet af februar har jeg tydeligt kunnet mærke en forskel på begyndelsen og slutningen af måneden. Der er blevet mærkbart flere lyse timer dag for dag. Det giver også lidt flere muligheder for at tage på tur i fjeldene, når dagene bliver længere. De muligheder forsøger jeg efter bedste evne at benytte mig af.
Selv om solen tager til i styrke om dagen, er der stadig lange, mørke nætter. Og her kommer et helt særligt lys ind i billedet: nordlyset. Hvis vejret er klart og man befinder sig på et mørkt sted, kan man være heldig at se det danse på himlen. Det er en helt utrolig oplevelse.
Det er dog langt fra hver dag, man er heldig at have klart vejr. Men selv på dage med tæt skydække, kan man sommetider ane solen omme bagved et sted. Og det giver også et helt særligt, smukt lys.
Først her i slutningen af februar oplevede jeg, at solen har taget så meget til i styrke, at dens lys reelt bragte varme med sig. Det minder mig om smukke vinterdage, som jeg kender det fra skiferier i marts – og vidner om, at foråret er på vej.
Heldigvis bliver sneen liggende længe endnu, og jeg glæder mig til næste kapitel i fortællingen om lyset i Norden: lange dage på fjeldet med blå himmel og korte ærmer.
