Med undtagelse af en lille smuttur til en Stormzy koncert i Dubai, har den seneste måned primært budt på studie.
En arbejdsuge i Oman går fra søndag til torsdag og vi har undervisning alle dage fra 9-15. Hård kost, når man kommer fra humaniora på Københavns Universitet og kan slippe afsted med at møde op en gang om ugen (har jeg hørt..)
På universitetet går både mænd og kvinder og de har undervisning sammen. For at undgå de unge går og føjter for meget med hinanden, har de dog hver deres kantine og venteområdet til bussen er også kønsopdelt.
Når man studerer arabisk, sondrer man som regel mellem to “slags” arabisk – fusha og dialekt.
Fusha er standard, klassisk arabisk og så har de fleste lande i Mellemøsten deres egen arabiske dialekt.
Sprogene er relativt forskellige og kan derfor ikke sammenlignes med dialekter, som vi kender hjemme fra DK.
Inden jeg kom til Oman, havde jeg kun fået undervisning i fusha og meningen med udlandsopholdet er, at vi skal specialisere os i en landets dialekt.
Min umiddelbare tanke om at hvert land har sit eget arabisk var, at det var åndsvagt. Det ville jo være betydeligt nemmere for folk at kommunikere, hvis de talte samme sprog i hele regionen (og betydeligt nemmere at lære).
Men så igen: Forestil dig hvilket ramaskrig der ville lyde, hvis man foreslog alle i Europa skulle tale samme sprog…
I dag er det torsdag og weekenden står derfor for døren. Solen skinner og vejrudsigten lover +30 grader, så det er alletiders!
/Thilde Asmussen
