Viktor Gram Thomsen
Af

Viktor Gram Thomsen

Mit navn er Victor Gram Thomsen,  jeg er 22 år, og jeg studerer til dagligt Software Engineering på SDU i Odense. Jeg skal tilbringe efterårs-semestret 2019 på Pohang University of Science and Technology (POSTECH), i Pohang Sydkorea. Middelfart Sparekasse har været så fantastiske at støtte turen med et studielegat, og mit eventyr i den sydkoreanske kystby kan derfor følges her på bloggen.

Min oplevelse med den Sydkoreanske studiekultur

Efter lidt over en måned som POSTECH-studerende, og som bosiddende på campus i Sydkorea, vil jeg nu forsøge at give en lille redegørelse for min oplevelse med studiekulturen herovre. Som udvekslings-studerende har jeg selvfølgelig ikke det fulde billede af hvordan de lokale fuldtidsstuderende oplever tingene, men jeg vil give et forsøg på opsummere hvad jeg har set, hørt og oplevet. Første halvdel kommer til at dække hverdagen herovre, og anden halvdel er en lille rapport over POKA Science War 2019, der på sin egen måde er et glimrende eksempel på en af de virkelig fede ting ved studiekulturen herovre.

Hverdagen som studerende

Livet som udvekslings-studerende er markant anderledes end det som lokal studerende. Hver gang jeg snakker med en lokal studerende, eller en international der tager hele sin grad herovre, er det faktum blevet påpeget. De behandler os anderledes, da internationale studerende er gode for et universitets ry, og hvis vi kommer hjem med en positiv oplevelse, så bliver vores universitet ved med at have dem som partner. Det er selvfølgelig ikke ren PR det hele, men der er en grad af det, og den påvirker hvordan min hverdag herovre kan sammenlignes med en lokal’s.

Hverdagen som international studerende, bosiddende i DICE (Dormitory of International Cultural Exchange), er helt fantastisk. Næsten hver dag har vi et eller andet nyt på programmet, hvad end det er madlavning fra forskellige af verdens køkkener, at se en Koreansk film, fælles sport på campus, at drikke Jäger Bombs og diskutere verdens-situationen, eller præsentationer om folks hjembyer, så sker der altid et eller andet i vores bygning. Hvis man vil være social, er der alle muligheder for at være det, for lige meget hvad man planlægger, er der næsten garanteret at være en af de andre der har lyst til at slutte sig til en.

Måden der undervises på er markant anderledes end hvad jeg er vant til hjemmefra. Der er betydeligt færre planlagte timer til hvert kursus, og de planlagte moduler er korte, og meget intense. Her er der nærmest ingen kommunikation mellem studerende og undervisere. Typisk er det bare 1 time og 15 minutters bombarderen med information, og så videre til næste modul der har samme facon. Det kan godt være lidt anstrengende for en vestlig studerende, der er vant til at der typisk er indlagt tid til praktisk arbejde og diskussion i undervisningen. Den type mere fordybende arbejde skal klares som en del af ens selvstudie herovre, og det kan godt være udfordrende at lave den rette fordeling af sin tid, når man nærmest hver dag har et lidt sjovere alternativ til rådighed i DICE.

En anden lille finurlighed ved undervisningen, er det formelle forhold mellem studerende og underviser. Det var jeg allerede forberedt på, da det afslappede forhold vi har i norden er ret unikt, men jeg synes stadigvæk det er en lidt spøjs oplevelse at blive kaldt ved mit efternavn, og at henvende mig til mine undervisere med “professor” eller “sir”.

De lokale studerende arbejder enormt hårdt på deres studier, og det er tydeligt, at POSTECH kræver mere af dem, end af os internationale. Det jeg har hørt fra de lokale er, at de fleste af dem får deres uddannelse betalt af POSTECH via legater, så de slipper for at sidde i gæld efter deres uddannelse. Til gengæld skal de vedligeholde et snit på mindst B, svarende til et dansk 10-tal, for at blive ved med at modtage deres legater. Så deres uddannelse er gratis, lige indtil de ikke holder niveauet der forventes af POSTECH. Det ligger selvfølgelig et vist pres på de lokale, som vi internationale slet ikke oplever.

Min roomate herovre er igang med at tage sin Ph.d., og jeg ser ham reelt set aldrig. Jeg går i seng før han når hjem, og står op imens han sover. Resten af tiden er han i sit laboratorie, hvor han også overnatter nogle nætter. Så overall har de studerende der tager hele deres grad herovre det til tider ret hårdt, og slider for at være her.

Det store pres viser sig også i statistikkerne, hvor universitetet, på vores første introduktions-dag selv informerede os om, at 60% af deres elever udviste symptomer på stress og/eller depression. Det kan virke meget skævt at de tilsyneladende er klar over situationen, og stadig bevarer status quo, men den barske virkelighed er, at deres studiesystem i høj grad bare forbereder dem på det arbejdsmarked de efterfølgende skal ud i. Her fortsætter stressen, der i høj grad er en bidragende faktor til Sydkoreas voksende befolknings-krise.

Men selv med stressen og presset, har de studerende en skoleånd, og en følelse af et tilhørsforhold, som jeg aldrig har mødt i Danmark. Det har jeg blandt andet oplevet i form af POKA Science War, som jeg har været heldig nok til at deltage i som supporter – mere om det lige nedenunder.

POSTECH KAIST Science War

Når man i Sydkorea vil uddanne sig inden for teknologi, og i highschool har formået at være en top-elev, er der som regel to steder man overvejer først: POSTECH og KAIST (Korean Advanced Institute of Science and Technology).

De to universiteter er begge grundlagt som nogle af landets første research baserede universiteter (KAIST som landets allerførste), tilbyder internationalt førende forskningsmiljøer, og har begge dybe rødder i hele Sydkoreas tech-industri. Så hvis det er teknologiens vej man vil, og hvis man har snittet, er det næsten altid disse to institutioner der vil være på tegnebrættet.

Derfor er der helt naturligt opstået en rivalisering imellem de to institutioner, og den giver sig allerbedst til udtyrk i form af den årlige POKA Science War, der afvikles hvert år i september.

De to universiteter skiftes til at være værter for denne to-dages event, hvor der dystes både atletisk og akademisk. I år var det 18. år i streg, denne gang med KAIST som værter, og POSTECH’s udvalgte hold, der havde ofret deres sommerferie for at træne til eventen, tog afsted til Daejeon med en hær af medrejsende supportere, cheerleadere, POSTECH’s nyvalgte præsident, og vores maskot Ponix – i alt 650 af os.

Aftenen før afrejsen, var vi til en aftenceremoni, hvor der blev delt merchandise ud, blandt andet t-shirts, klappere og drikkedunke. Her startede POSTECHs cheerleadere festen, hvor vi blev introduceret for de hold der skulle repræsentere os imod KAIST.

Kategorierne var som følger:

  • E-Sport (League of Legends)
  • Hacking
  • AI (kunstig intelligens) programmering
  • Videnskabs quiz
  • Fodbold
  • Baseball
  • Basketball

Det universitet med flest sejre overall, blev kronet som vinderne af krigen.

Da KAIST har små 10.000 studerende, imod POSTECH’s 3500, har de typisk været POSTECH overlegne i alt der hedder sport, grundet den markant større talentmasse. På den anden side har det næsten altid været mere reglen end undtagelsen at POSTECH vinder de akademiske, hvor specielt videnskabs quizzen næsten altid har været en sikker sejr (rygtet gik på en 15-2 føring efter de første 17 år af begivenheden).

Det første indtryk af KAIST var at det var frygtindgydende stort. Jeg fandt i forvejen POSTECH imponerende stort, men KAIST var en hel by for sig selv, og vi tog busser imellem mange af kampene, da det ganske enkelt var den nemmeste måde at komme rundt på deres campus.

Dagen startede med en cheerleading event, hvor de to cheerleading-hold skiftedes til at performe, blandt andet med smædesange om det andet universitet. Allerede her var det meget tydeligt hvem der havde de mest tændte fans, nemlig POSTECH. Størstedelen af vores medrejsende fans var os internationale, og vi gjorde vores bedste for at udradere alt der kunne minde om en hjemmebanefordel til KAIST. Iklædt vores “Make POSTECH Great Again” t-shirts og headbands, udstyret med klappere, og falske tatoveringer på halsen og i ansigtet, var vi klar til den “war” vi blev lovet.

Fodboldkampen var første rigtige kamp og chance for point, og udviklede sig til en intens affære. POSTECH kom tidligt foran 1-0, men smed den væk 5 minutter inde i en overtid der blev angivet som 2 minutter (slet ikke en dommer der fiskede efter en KAIST udligning), efter noget kluntet forsvarsspil på en dødboldssituation. Den forlængede spilletid bar præg af, at begge holds spillere kørte på dampe, og da vi nærmede os slutningen af den forlængede spilletid, var der et spilstop hvor intet mindre end 5 spillere lå på græsset i smerte.

På det her tidspunkt virkede KAIST til at have det psykiske overtag på banen. På tribunerne var POSTECHs hær af fans stadigvæk klart mest højlydte, men KAIST var det eneste hold der virkede for alvor farlige i den forlængede spilletid, så det var med dårlige nerver at vi begyndte straffesparks konkurrencen. Men uanset hvor dårlige vores nerver var, så må man sige at de tilsyneladende var markant værre hos KAIST.

KAIST’s skytter gravede deres egen grav, da de missede intet mindre end 3 straffespark, og første sejr gik til POSTECH. Nedenunder er der et lille klip fra da KAIST missede deres afgørende spark, og et klip indefra menneskemængden der stormede banen:

Dagen fortsatte med en tæt sejr i AI, hvor vi hovedsageligt vandt på, at KAISTs AI havde det med at gå i stykker. På alle måder et fair kriterie at vinde på – en AI der bare cirkler rundt om sig selv misser hele pointen med I’et. 2 – 0 til POSTECH.

Om aftenen kom der så spænding i kampen igen, da vi først tabte i hacking, og derefter blev fuldstændig udraderet i League of Legends. Altså som i virkelig en ydmygelse. Der var heldigvis gratis øl hele aftenen, så vi havde en fest alligevel.

Så dag et sluttede altså med en samlet stilling på 2 – 2, og en krig der stadig var åben.

Dag 2 havde en sløv begyndelse, da vores hær af internationale mødte om til baseball kampen med massive tømmermænd (forbandede gratis øl), og et søvnunderskud der ville noget. Oven i det havde vi glæde af det yderste af en tyfon, der var på vej gennem landet, så regnen blev kun værre jo længere igennem dagen vi kom. Så en hård start, hvor POSTECH også startede skidt ud i baseball kampen.

Menmenmenmen – da det lignede at vi skulle starte dagen med et nederlag, begyndte POSTECH at slå igen, og lige pludselig var matchen blevet lige, og comebacket blev fuldendt med en sejr til POSTECH. 3 – 2 til POSTECH, og med sejr i enten quizzen eller basketball (gud ske tak og lov indendørs events), ville vi være garanteret en sejr overall.

Som nævnt tidligere har POSTECH historisk været dominerende i quizzen, og der var ingen nye udviklinger på den front her på det 18. år. Vores hold af genier fra forskellige fakulteter på universitetet dominerede fra start til slut, og der var efter 4-5 spørgsmål ingen tvivl om hvem vinderen ville være. En sejr på +1000 point senere var en sejr overall i krigen sikret, og basketball kampen var derfor en ren formalitet.

Formalitet eller ej: Vi var ikke kommet for at nøjes. POSTECH spillede en forfærdelig første halvdel, men leverede et nærmest fænomenalt comeback, og sikrede endnu en sejr til POSTECH, der fuldendte vores overall 5 – 2 sejr i krigen, og et højest overaskende atletisk clean sweep til os, med sejr i både fodbold, baseball og basket.

Til afslutningsceremonien var tyfonen pludselig blevet alvor, og imens vi druknede i regnvejret blev der overrakt pokaler, og afholdt koncerter.

Fra start til slut var det to helt fantastiske dage, med en vild stemning. Vores cheerleadere og os supportere lod aldrig festen dø, og baseret på støj fra tribunerne, ville man ikke have gættet at KAIST var på hjemmebane, og reelt set kunne have stillet med 10.000 supportere mod vores 650. Tilbage på POSTECH går vi alle sammen stadig i vores “Make POSTECH Great Again” t-shirts, hører sangene cheerleaderne optrådte til, og “KAIST sucks” er blevet et slags motto blandt de internationale studerende.

Det var fedt at opleve den skoleånd de studerende på POSTECH føler, og hvordan vi alle sammen var afsted som enheden POSTECH. Det engagement og den følelse af et tilhørsforhold til ens universitet, er ikke noget jeg personligt har oplevet hjemme i Danmark, hvilket er synd, for det var en fantastisk oplevelse.

POSTECH fejrede sejren ved at holde en fest d. 1. oktober, hvor vi traditionen tro fik gratis øl og fried chicken (en Koreansk specialitet).


Det var alt for tredje indlæg, der blev uforskammet langt. Det viste sig at der alligevel var meget at sige om specielt POKA Science War.

Jeg er i skrivende stund lige hjemvendt fra en tur til fantastiske Taiwan, der i høj grad er et land, der går under for mange menneskers radar i forhold til rejsedestinationer – så smukt og spændende et land, som jeg ikke er i tvivl om at jeg kommer til at besøge igen!

De næste ugers tid kommer til at gå med blandt andet 8 dage i Seoul med min kæreste, og midtvejs eksamener. Så tiden går helt uden problemer, og der er allerede gået vanvittige 25% af tiden herovre.

Næste indlæg har pt. ikke noget planlagt emne, så jeg er åben over for forslag!

Jeg glæder mig til de næste dages eventyr!

Annyeong!

2 kommentarer til “Sydkoreansk Studiekultur På Godt og Ondt”

  1. Mor skriver:

    Så dejlig læsning , meget levende beskrevet , din mor sidder med lettere fugtige øjne .. følte næsten jeg også var med til konkurrencen ? det bliver nogle oplevelser , du aldrig kommer til at glemme , og det er fedt at se som du trives i et land så forskelligt fra vores .. glæder mig altid til at høre mere ??

  2. Mormor skriver:

    Hej Victor. Tusind tak for endnu en fantastisk beretning, og billeder samt video, jeg måtte lige læse og se det et par gange for at forstå det hele. Det der med tømmermænd og øl kendte jeg en del til.? Du får nogle helt vilde oplevelser, og jeg kan godt forstå hvis du glæder dig til næste uge. Jeg skal hilse fra Bent. Vi glæder os til at høre flere beretninger fra dig ?

Skriv en kommentar