Så er det igen blevet tid til en opdatering fra Cape Town. I denne omgang er jeg tidligt på den. Grunden er, at min kære familie kommer i aften for at besøge mig. Dét er jo dejligt. Jeg glæder mig til at vise dem rundt i den by, jeg er blevet ret forelsket i i løbet af de sidste snart tre måneder.

Som I har kunne læse i mine sidste to indlæg, så har byen enormt meget at byde på. Det er en fed by at være turist i. Det er en fed by at have sit praktikophold i. Det er en fed by at have penge i. Men sandheden er, at der er rigtig mange mennesker, der ikke har mulighed for at opleve den by, jeg oplever. Rigtig mange mennesker bor i fattigdom, i townships uden arbejde, nogle gange uden adgang til rent vand.

Fra Lion’s Head, en af de smukke bjerge, der indkapsler byen, er der en 360 grader udsigt over Cape Town. Så smukt. Dette her er udsigten over Camps Bay, der er en af de aller rigeste områder i Cape Town.

Townshipsne blev oprettet op igennem 1960’erne af det hvide apartheidstyre. Store bydele i det centrale Cape Town blev ryddet, og enorme menneskemængder blev tvangflyttet til townships langt uden for byen. Det centrale Cape Town, der bliver kaldt City Bowl, blev et whites-only område, hvor sorte og farvede kun måtte komme, hvis de havde dokumenter, der beviste, at de havde arbejde. Inden solen gik ned, skulle de være ude igen. Townshipsne blev kaldt Cape Flats, da der blev bygget en masse små, ensartede huse, hvor familierne kunne bo. Dog var der ikke i nærheden af nok huse, og således byggede man blikhuse – shacks – der den dag i dag stadig gør det ud for hjem for rigtig mange mennesker. Shacksne er oftest utætte, uden isolation og usikre.

Tilbage i 1994, da Nelson Mandela blev valgt som præsident, lød der jubel verden over. En nation var befriet – et demokrati var opstået, og tingene kunne kun blive bedre, tænkte man dengang. Det er ganske rigtigt, at Nelson Mandela gav Sydafrika politisk frihed. Dog lader den økonomiske frihed vente på sig.

Her kører jeg forbi hver dag på vej til arbejde. Dette er ikke et township, men en gruppe af hjemløse, der bor her langs togbanen. Og selvom man er hjemløse, så klarer vasketøjet jo ikke sig selv.

D. 8. maj er der valg her i Sydafrika. Det er virkelig spændende at følge, hvordan folk forholder sig til det. Der er valgplakater over alt, og det har der i øvrigt været al den tid jeg har været her. Men selvom man næppe glemmer, at der er valg, så er stemmeprocenten meget lav. Knapt 50% af befolkningen går til stemmeurnerne. Særligt de unges stemmeprocent er lav. Som dansker klinger det helt mærkeligt. Man skal da yde sin demokratiske pligt – og særligt i et så nyt demokrati, kan man tænke. Men mange unge er demotiveret. Man har ventet på, at tingene skulle ændre sig i 25 år. Man er blevet lovet forandring år efter år, valg efter valg, men ikke meget har ændret sig.

Arbejdsløsheden i townshipsne er ca. 50%. Der er ikke noget arbejde at få inde i townshipsne, og i Sydafrika kan man for alvor diskutere, om det kan ‘betale sig at arbejde’. Ofte går størstedelen af ens løn til at transportere sig frem og tilbage fra arbejdet, og arbejdsdagene er lange og inkluderer også lørdag.

Og hvad gør man så, når man sidder dér i sin shack og sidder. Og venter. Og keder sig. Man (læs: nogen) drikker, ryger, tager stoffer og laver kriminalitet. Ikke fordi, at man er et dårligt og/eller brutalt menneske, men fordi, at man intet har at tage sig til. Måske kan alkoholen og stofferne endda hjælpe en til at glemme netop dét. Denne problematik er i øvrigt en af grundene til, at FASD er så stort et problem i Sydafrika. For de gravide kvinder keder sig også i townshipsne, og så kan man jo lige så godt tage en øl eller fem for at få tiden til at gå, og tankerne til at flyve.

Jeg vil i anledning af ovenstående slå et slag for, at man ikke beskylder, ser ned på, eller stigmatiserer de mennesker, der bruger store dele af deres liv på at glemme, eller på at lave kriminalitet. Det er ikke en undskyldning. Jeg retfærdiggører ikke kriminalitet, men jeg prøver at forstå og forklare, hvorfor det er som det er. I stedet for at kategorisere menneskerne i townships som farlige eller dovne, så skal man huske, at de er født ind i et liv med meget få muligheder. De er en del af den globale tendens til, at nogle bliver rigere, mens flere bliver fattigere. Lad os bekæmpe det!

Her er Sizwe og Luyiso. De er top seje! De har lavet en urban garden i Khayelitsha, der er en af townshipsne uden for Cape Town. Projektet handler både om at skabe arbejdspladser, få fornyet fokus på madproduktion, og få en debat om land, og hvem, der har adgang til land.
Forresten betyder ‘Khayelitsha’ ‘vores nye hjem’ på xhosa, der er en af Sydafrikas mange sprog.

Her får jeg lige behov for at understrege, at der selvfølgelig er massere af mennesker, der bor i townships, som lever et liv, der på mange måder minder om mit. Arbejde, venner, familie, måske en øl i weekenden og hvad livet ellers byder på. F.eks. bor de fleste af mine kollegaer i townships. Jeg har også fået flere venner hernede, der bor i townships. Seje venner, der hver dag prøver at gøre en forskel i deres community.

Således opløftet vil jeg runde af. Husk at værdsætte jeres priviligeret liv, og send en tanke til dem, der ikke har de samme muligheder.

Kh Nynne

Skriv en kommentar