Af

Tina Hougaard Friis

Jeg hedder Tina, er 32 år gammel og har netop taget hul på mit forårssemester på University of Lapland i det nordlige Finland. Her kommer jeg til at tilbringe de næste fem måneder, hvor jeg blandt andet skal studere mediebrug, kønsidentitet og andre spændende fag. Hjemme i Danmark læser jeg Æstetik og Kultur ved Aarhus Universitet. Jeg er et af de heldige asener, der har fået tildelt Middelfart Sparekasses Studielegat og jeg glæder mig til at dele mine oplevelser med jer her på bloggen! 🙂

På tur med ESN: Vasatokka

I starten af marts var jeg på en fem dages tur til Inari i det nordligste Finland med ESN (Erasmus Student Network). ESN Lapland arrangerer i løbet af semestret forskellige ture, som man som Erasmus-studerende kan købe sig med på, f.eks. til Skt. Petersborg, krydstogt i Østersøen og vandretur på Lofoten – og så altså Vasatokka ved Inari.

Vi var 16 studerende fra University of Lapland, som havde meldt os til turen. Derudover var der nogle udvekslingstuderende fra andre universiteter i Finland, en enkelt fra Tallinn og sågar også en udvekslingstuderende, som er på DTU dette semester. Vi blev indlogeret på Youth Center Vasatokka omkring 10 km fra Inari. Stedet minder mest af alt om en forladt lejrskolebygning, som lige var blevet støvet af i forbindelse med at vi skulle være der. Vi sov på 4-8-personers stuer med køjesenge. Der var hyggeligt og vi kom hinanden meget ved, idet alle 25 mennesker skulle deles om samme tekøkken med kun to kogeplader. Teambuilding-øvelserne i køkkenet tog vi alle som en del af oplevelsen, for vi var jo netop på udflugt for at opleve noget nyt og være tætte på naturen i det nordligste Lapland.

Samere

Den første udflugt, jeg var med på i Inari, gik ud til en samisk familie, som lever af at holde rensdyr. De lever til dels også af turisme i den forbindelse, for de har indrettet deres gård som besøgsgård, hvor man kan komme og se rener og lære om samerne. Samerne er det indfødte folk i Lapland, som traditionelt har ernæret sig ved at holde rensdyr og diverse håndværk. Der er flere samiske folk i forskellige dele af Lapland – alene i Inari-regionen tales fire forskellige samiske sprog, udover finsk. Jeg vil forsøge at holde politik ude af bloggen her, for det bliver hurtigt partisk at beskrive Lapland og samerne. Lapland er ikke et særskilt land, men et område der går på tværs af både Norge, Sverige, Finland og ind i Rusland. Til gengæld er samerne et anerkendt folk med eget flag.

Det første, vi fik at vide, da vi ankom til gården, var at man ALDRIG spørger en samer om, hvor mange rener han/hun ejer – det svarer til at spørge om, hvor mange penge, de har stående på deres bankkonto. Til gengæld blev vi opfordret til at stille alle andre tænkelige spørgsmål, for familien på gården ønsker mere vidensdeling om samere og samisk levevis.

Under vores besøg på gården fik vi mulighed for at køre i rensdyrslæde, håndfodre rensdyr samt forsøge at fange rensdyr(attrap) med lasso. Desuden fik vi te og småkager i en traditionel ‘kota’ – en bålhytte.

Ham her hedder ‘white loaf’, dog på samisk (altså ‘hvid humpel brød’). Ikke alle renerne har navne, men ejerens søn har et særligt forhold til netop White Loaf – derfor har han et navn.

Alle rensdyr, som man møder i Finland, er ejet af nogen. Der findes ingen vilde rensdyr. Derfor må de heller ikke jages. Hver ejer har sin måde at afmærke rensdyrene på. Det er et bestemt snit i ørerne, som laves når rensdyret er kalv. Når rensdyrene drives ind, så driver man ALLE rensdyr sammen som en fælles indsats, hvorefter dyrene sorteres ud til de respektive ejere, netop ved hjælp af mærkerne.
Slædetur i det fineste vinterlandskab
White Loaf får en velfortjent håndfuld mad – jeg fik lov til at være den glade giver.

Rensdyr er ikke tamme, så jeg havde fået nøje instruktioner i at passe på geviret og ikke røre ved White Loaf – rensdyr er nemlig ret temperamentsfulde. Det kan ellers være svært at forestille sig, når man er vokset op med at synge om Rudolf og høre historier om julemanden og hans rensdyr.
Solnedgang ved Vasatokka

Snescooter og nordlys

En af de vildeste oplevelser, jeg indtil videre har haft i Lapland, var klart at jeg fik mulighed for at komme ud og køre på snescooter by night. Turen gik ud over frosne søer og ad snoede stier gennem skove. Pludselig begyndte aftenhimlen at vågne lidt op til dåd med svage bølger af grønligt lys, så vi gjorde holdt midt ude på en sø, som vi havde helt for os selv – der var ingen lys at se og ingen mennesker eller motorer at høre. Der stod vi så i -27 grader og drak dampende varm blåbærsaft. Jeg forsøgte at tage et par billeder af nordlyset, men måtte hurtigt pakke telefon og kamera væk igen, for at kunne pakke mine hænder godt ind igen. Derefter stod vi bare og nød at se himlen lyse op i hvide, grønne, blålige og lilla nuancer. Nordlyset dansede i bølger med stjernerne og en næsten fuld måne som baggrund.
Efter en lille halv time blev vi dog nødt til at køre tilbage, fordi det simpelthen er for koldt at opholde sig udenfor uden at bevæge sig i de temperaturer. Man sidder jo helt stille på sådan en snescooter, så det kan blive en meget lang køretur, hvis man allerede fryser før man sætter sig for at køre hjem. Turen hjem var dog også helt særlig: Man skal ikke have særlig meget hang til adrenalinrus for at synes at det giver et skønt sug i maven at blæse afsted for fuld smadder ud over en åben sø med nordlyset dansende på himlen over sig.

Starten på en helt fantastisk nordlys-oplevelse

Arktisk dukkert

Vi holdt os ikke helt til det finske. Vi fik mulighed for en udflugt til den lille Nordnorske fiskerby Bugøynes, som ligger ved en bugt ud til Barentshavet. Her ligger blandt andet en træfyret sauna ved stranden og en hyggelig bistro i byen – begge mål for vores udflugt. Vi kørte i bus i fire timer hver vej, men turen var ubeskriveligt smuk. Mit personlige mål var at komme i vandet mindst én gang, men jeg var på forhånd afklaret med at jeg måske ikke ville turde når det kom til stykket.
Da vi ankom til saunaen startede vi med at få en masse informationer om, hvordan det fungerede, hvis vi gerne ville kombinere saunaoplevelsen med et eller flere dyp i ishavet – der er nogle sikkerhedshensyn.

1. Ingen løber – kun ud i vandet og helst ikke på vej ind igen.
Det kan altså være lidt svært at overholde, når man er iført badedragt og klipklappere i 20 cm sne med en lufttemperatur på -11 grader, vel at mærke uden wind chill-faktor. Jeg følte at cirka samtlige atomer i min krop tryglede mig om at skynde mig indenfor i en pokkers fart, selv før jeg var i vandet.

2. Hovedet må ikke komme med under vandet.
Det var til gengæld ikke så svært at overholde!

3. Der er én indgang til saunaen og den må ikke spærres.
Når folk har gået 150 meters pingvin-gang gennem tyk sne efter at have badet i 0,9 grader ‘varmt’ vand, så vil de frygteligt gerne ind i varmen.

4. Ingen må skubbe, gribe fat i andre eller spærre vejen op af vandet.
Det betyder at man går ud i vandet i en lang række, så ingen går ud lige bag andre. Man skal kunne komme ind lige så snart, man har brug for det.

Der var naturligvis flere regler, men jeg må indrømme at resten er gået i glemmebogen.

Sammen med en god håndfuld af de andre studerende valgte jeg den finske fremgangsmåde: Dukkert før sauna.
Aldrig har jeg tvivlet mere på mig selv, end da jeg gik gennem sneen fra omklædningsrummet og ned til stranden. Allerede inden jeg nåede til vandkanten var mine tæer blå. Da jeg stod ved vandkanten og trådte ud af mine klipklapper var jeg stadig ikke sikker på, om jeg ville kunne gøre det. Men da den norske saunaejer, Thor, med sin gjaldende manderøst talte ned fra tre, mærkede jeg mine ben løbe ud i vandet i takt med folk omkring mig – og det var vildt fedt!
Jeg kom i vandet tre gange. Første gang var voldsom, anden og tredje gang var det en rigtig god oplevelse. Jeg ville helt klart gøre det igen!

Stranden og saunaen ved Bugøynes. Længst til højre i billedet ses bygningen med omklædningsrummene. Til venstre for den ses bygningen med saunaen. For at komme i vandet skulle man tilbagelægge strækningen fra saunaen og ned ad den lille stigning, for at komme helt ud til venstre side af billedet. Det er lidt svært at se for sneen.
Sejrsbillede efter tredje dyp i Barentshavet

Bugøynes

Ejeren af saunaen ved Bugøynes er tilfældigvis også ejer af byens spisested: Bistroen. Efter vores tur i Barentshavet og saunaen stod der frokost på programmet. Menuen bød på frisklavet fiskesuppe af lyssej, som var trukket op af vandet lidt ud for Bugøynes blot fem timer tidligere. Suppen var helt fantastisk og ejeren underholdt med fortællinger om byen og borgerne undervejs.
Efter frokosten fik vi tid til at gå lidt rundt og se os omkring, inden der påny ventede fire timers bustur.

Udsigt over Bugøynes
Havnen i Bugøynes
Havnen i Bugøynes

Skriv en kommentar