Signe Haugaard
Af

Signe Haugaard

Jeg er en 20 årig pige med mod på at opleve verden på en ny og anderledes måde.
Jeg vil grave mig ned i en fuldstændig anden kultur og efterstræbe at denne kultur får en smagsprøve på danskheden.
Jeg vil videregive de oplevelser og erfaringer jeg gør mig, i håb om at nedbryde fordomme og skabe større grad af solidaritet.
Jeg rejser til Kenya med Global Contact – en organisation under Mellemfolkeligt Samvirke.

Det er mandag d.30 juli, klokken er 15.35 og jeg stiger på flyet. Det tager mig til Qatar for øjeblikke efter at lette med retning mod Karen Blixens Kenya.

På min seng ligger rygsækken parat. Den er godt pakket med forventninger, nysgerrighed og håb. En smule nervøsitet har også blandet sig med en enorm spænding, der fylder så meget, at rygsækken næsten eksploderer. For hvad er det egentlig, jeg står overfor? Vil næsten 5 måneder i Kenya føles som en evighed, eller vil rygsækken og jeg selv være tilbage, før jeg når at se mig om?

En hvid mand, som ville sige os noget smukt, ville skrive: “Jeg kan aldrig glemme Dem.” Men afrikaneren siger: “Vi tror ikke om dig, at du nogensinde kan glemme os.””

Således skriver Karen Blixen i ”Den afrikanske farm” fra 1937, og således ikke blot håber, men ved jeg, at det vil blive. Jeg vil aldrig nogensinde glemme, det jeg står overfor. Gode såvel som dårlige oplevelser. Rejsen jeg begiver mig ud på handler i høj grad om netop det, Karen Blixen i citatet understreger. En kæmpe stor forskel på den Afrikanske og den Europæiske kultur. En kæmpe forskel på Kenya og Danmark, på kenyanere og danskere.

Jeg rejser af sted med organisationen ”Global Contact”, som har forberedt mig godt på afrejsen ved en uge på platform i København. De første 4 uger skal jeg tilbringe på en global platform, beliggende 5 timers kørsel nord for Nairobi. Platformen er desuden 45 minutters kørsel væk fra enhver form for civilisation. Her skal jeg undervises i alt fra kulturforståelse og kropssprog til swahili, projekt design og ligestilling. Jeg skal, sammen med 3 andre frivillige, besøge lokale stammer og undervise på en lokal skole.

Efter fire ugers intensiv forberedelse er jeg forhåbentligt godt rustet til det, det virkelig handler om: Kakamega. Jeg rejser til byen Kakamega, beliggende i Vestkenya for at undervise på en skole med 400 elever i alderen fra 7-14 år. Jeg har dog allerede lært noget om arbejdet som frivillig, og jeg forstår ikke, at nogle organisationer sender uerfarne unge, som mig selv, ud, uden at forberede dem. Mit arbejde som frivillig består ikke udelukkende i at undervise og fremme børnenes kundskaber i engelsk, matematik og sport. Det består også i at nedbryde fordomme og skabe solidaritet. Solidaritet mellem jer hjemme i Danmark, og de personer, jeg møder på min rejse. Jeg vil fortælle om Danmark – på godt og på ondt, og jeg vil fortælle om Kenya – på godt og på ondt. Muligheden for et globalt samarbejde fremmes netop heraf. Chancen for at lokalbefolkningen vil bruge deres stemme og øge presset for mere demokrati fremmes heraf. De værdier det danske samfund bygger på, kan være med til at inspirere, og ligeledes vil nogle kenyanske værdier måske inspirere mig.

Karen Blixen forelskede sig i Kenya, jeg håber, jeg vil gøre det samme.

 

 

 

 

1 kommentar til “Kenya kalder”

  1. Leslie Drost skriver:

    Jeg er helt tosset med Karen Blixen. Jeg finder det fornøjeligt, at du så ung en alder, går i hendes fodspor!

Skriv en kommentar