Ida i det israelske_2: Afrejse

Man skal være i lufthavnen to timer før afgang. Det hedder det sig. Faktisk skal man være der tre timer før, når man skal til Israel – men det var jeg heldigvis lykkeligt uvidende om. Så når ens fly går kl 6 om morgenen, så skal man være der kl 4, og så skal man køre fra sin farmors lejlighed kl 3.15. Hvilket betyder, at vi stod op kl 2.30. Sådan startede rejsen, søvndrukne familiemedlemmer steg ind i bilen og grødede fraser som “Har du nu husket det hele?” blev blandet med kufferter, der skubbes sammen og den dumpe lyd af bagsmækken, der lukkes.

Rejsen hertil gik smertefrit og helt efter planen. Men det er, som altid, en underlig fornemmelse at rejse så langt på så kort tid, det skal både kroppen og sindet vænne sig til.

Lige nu sidder jeg på min solbeskinnede altan lige på kanten af det ortodokse Mea Shearim kvarter og det, der selv for israelerne blot kaldes “Inner City”. Det er ret lækkert.  Men man må nyde de 28 grader, mens man kan, for her går solen ret tidligt ned. Og pludselig sidder man i skumringen, ser ud over den oplyste by og lytter til en sælsom violin, der mest spiller jødiske lieder, men også kan finde på at slå over i temaet fra Titanic.

Jeg er ankommet lige inden de jødiske helligdage Sukkot. Sukkot betyder “løvhytter”, og her bygger man små pavilloner, som man spiser i og af og til sover i. Det er for at mindes dengang jøderne flygtede fra slaveriet i Egypten. Det hedder sig, at man skal invitere folk ind særligt i denne tid, og derfor rejser jeg til Haifa i morgen. Jeg er blevet inviteret til Sukkot hos min roomie Yaar’s familie, som bor oppe nordpå. Det glæder jeg mig til!