Hvide Ris, Blæksprutter, og Spisepinde

Det sydkoreanske køkken, som oplevet af en jysk udvekslings studerende

Hej derhjemme – long time, no posts!

Siden sidste indlæg er der gået lidt over en måned, og det er en måned der er gået vanvittigt, grænsende til ubehageligt, hurtigt. Den har budt på en tur til Seoul med min kæreste, midtvejs eksamener, fyrværkerifestival i Busan og en tur til Vietnam, bare for at nævne de store overskrifter.

Da vi kom til Pohang fra Vietnam (mere om den tur i et senere indlæg), havde jeg en slags light version af følelsen man ofte får efter at være vendt hjem fra noget nyt og, på den gode måde, fremmed. Bare en rar følelse af at være tilbage i trygge og vante rammer. Jeg begynder lige så stille at have fundet mig rigtig godt til rette i Sydkorea, Pohang, POSTECH og DICE, hvilket jeg selv syntes er ret fedt.

Et andet eksempel på mine oplevelser med ændringer i hvad “hverdag” og “det normale” dækker over for mig, havde jeg i Vietnam. I Vietam var vi på en bådtur i Halong Bay, hvor vi fik serveret en frokost. Da det primært var turister der var med på turen, var det udleverede bestik kniv og gaffel. Nu er det jo ikke fordi jeg har glemt hvordan disse to værktøjer fungerer, men jeg blev virkelig, virkelig glad da de spurgte om vi hellere ville have spisepinde. Al kærlighed til kniv og gaffel, men efter 3 måneder ude af DK finder jeg det godt nok svært ikke at foretrække den hellige treenighed af koreansk spise-udstyr: Spisepinde og en ske. Maden skal selvfølgelig være lavet til formålet at blive spist med pinde, men når det ene krav er opfyldt, så har du faktisk kun én hånd optaget af dit spisudstyr – følelsen af frihed.

Og i forlængelse af koreansk spise-udstyr, når vi nu til opslagets egentlige emne: Det koreanske køkken. Hvad render jeg egentlig og spiser herovre? Hvad kommer jeg til at savne? Og hvad kommer jeg ikke til at savne?

Hvide Ris

Fortjener hvide ris virkelig en hel overskrift for sig selv?

Ja.

Ja, det gør de.

Jeg spiser hvide ris to gange om dagen. I snit måske 1,9 gange om dagen, grundet de virkelig få dage jeg måske får nudler i stedet. Men hvis vi ser bort fra dem, så spiser jeg en portion hvide ris til min frokost og til min aftensmad, hver evigt eneste dag.

Det er sådan set ikke engang et problem for mig, de er nemme at spise med pinde, og de giver noget fylde. Tit og ofte er størrelsen på den portion ris jeg har taget det der afgør om jeg bliver mæt eller ej.

Kommer jeg til at savne dem? Nej, ikke ligefrem.

Ville jeg kunne fortsætte med at spise dem 1,9 gange om dagen på ubestemt tid? Ja, helt uden problemer. Jeg glæder mig dog til at komme hjem i juledagene, og få lidt kartofler og sovs – det får de ikke så grufuldt meget af herovre.

Apropos mangel på kartofler, får I lige en sjov historie fra Seoul: Jeg var ude og spise med min kæreste på en tempel-restaurant ved navn Sanchon. Her fik vi +20 små retter. På et tidspunkt prøver jeg en ret før hun gør: Den indeholder to runde råvarer i noget rød sovs. Jeg snupper mig en bid af denne runde madvare. Efter nøje overvejelser konstaterer jeg: “Jeg ved virkelig ikke hvad det er, men det smager godt”. Min kæreste prøver samme ret, og kan så afsløre for mig: “Det er en kartoffel”.

Så ja, “hvide ris”-overskriften får følgende konklusion: Jeg, en jyde, er ikke længere i stand til at identificere en kogt kartoffel.

Korean BBQ

Korean barbeque er fantastisk. Hvis jeg skulle anbefale én ting at prøve herovre kulinarisk, ville jeg vælge det her fantastiske koncept.

Måden det som regel fungerer på er, at man betaler en fast pris i døren, for at have 2 timers all you can eat. Alt det kød du kan nå at grille, og alt det tilbehør du kan nå at spise på 2 timer. Der findes også varianter hvor man køber tallerkener med kød løbende – den her variation er typisk dyrere, men med bedre kød, så det er lige hvad man har lyst til.

Vores stamsted her i Pohang har primært svinekød, tager 75 kr. for to timers all you can eat, og for 30 kr. ekstra kan man tilføje alt det øl man kan drikke indenfor samme tidsperiode.

Fælles for dem alle sammen er, at man har en lille gasgrill stående på, eller indbygget i, bordet, som man så selv tilbereder maden på. Der er typisk et udvalg af forskellige dyppelser til (min personlige favorit er en slags tappenade lavet af bønner og chili kaldet ssamjang), og noget tilbehør, der typisk involverer sød koreansk kartoffelsalat (lidt hen ad sød kartoffelmos), en slags pastasalat, og chili.

Det er helt fantastisk lækkert, kan gøres for ingen penge, og man bliver som regel ubehageligt mæt. Derudover passer det perfekt både til før, under og efter en bytur.

Kommer jeg til at savne det? Helt vildt, og sådan har nærmest alle i DICE det. Vi har allerede planlagt, at det her bliver vores sidste fælles måltid når den tid kommer.

Bibimbap

En ret med utrolige mange variationer, men med nogle nogenlunde faste fælles træk der gør det til bibimbap: En stor skål med ris i bunden, med et blandet udvalg af grøntsager ovenpå, forskellige sovse eller tapenader, og et spejlæg på toppen. Nogen steder kommer der også kød i, og hvert sted har som regel deres egen idé til yderligere tilbehør. Nogen steder serveres det i en skål af sten der er blevet opvarmet over ild, andre i en mere almindelig skål af metal. Der er mange små variationer, og det hele hører under hatten bibimbap.

Bibimbap betyder egentlig bare ris med blandede ingredienser (Bibim: “at blande forskellige ingredienser”, bap: “ris”), og denne simple ret kan både være fantastisk lækker eller fantastisk kedelig, alt efter stedet man får den. Uanset hvad, mætter den som regel godt.

På POSTECH er den ganske udmærket, og en ret jeg som regel bestiller hvis der ikke er noget spændende i vores kantiner. Jeg kommer til at savne god bibimbap, men det er heldigvis ikke noget der er uden for rækkevidde at lave derhjemme.

Kimchi

Sydkoreas nationalret, bestående af fermenteret kål, hvidløg og chili, med variationer hvor der også tilføjes andre ingredienser. Kimchi fungerer som tilbehør, hører med til nærmest alle måltider herovre, og er en selvfølge for specielt koreanerne. Hvis jeg ville, kunne jeg få kimchi lige så ofte som jeg får ris. Mit forhold til kimchi er blandet: Virkelig god kimchi er virkelig godt, men så snart det er bare middelmådig kimchi, synes jeg virkelig ikke det er spændende. På POSTECH synes jeg ikke de laver det specielt godt, så jeg får det kun når jeg spiser ude.

Kimchi bruges også som base i både kimchi-pandekager (virkelig lækkert hvis der ikke bruges alt for meget olie til stegningen), kimchi suppe, og kimchi stuvning, som også kan være en virkelig lækker, godt varmende, ret.

Kommer jeg til at savne kimchi? Restaurants kvalitet, ja, gennemsnitlig, nej, slet ikke.

Tteok (Riskager)

Jeg tror det var på min tredje dag herovre jeg første gang prøvede tteok. Tteok kan bedst oversættes til riskager, og er små pudeformede madvarer produceret ved at gentagende gange at banke ris, indtil det får en fast, sej konsistens. Jeg fik det for første gang i en karryret, og jeg fattede intet af hvad de her seje, smagløse klumper lavede i min mad.

Jeg kan ikke sætte min finger på hvornår skiftet kom, men i dag er mit forhold det totalt modsatte. Jeg elsker de her seje, smagløse klumper! Tteok serveres i mange variationer, med forskelligt fyld, som for eksempel ost. De er gode i wok-retter, supper, grillede – de kan det hele.

En variation jeg kommer til at savne er den klassiske street food-variation ttekbokki, hvor stegt tteok serveres i en rød sovs bestående af paprika og chili. Virkelig lækkert, virkelig billigt.

Så ja, jeg kommer virkelig til at savne tteok.

Blæksprutte Situationen

Jeg ved ikke hvad det er med Sydkorea, Japan og blæksprutter. Den japanske ret takoyaki (dejkugler med blæksprutte stykker i, toppet med japansk mayonnaise, flager af tørret fisk, og takoyaki sovs) er indtil nu det eneste format jeg virkelig har nydt blæksprutte i, og der har blæksprutten egentlig ikke så meget at gøre med min kærlighed til den japanske street food klassiker.

Blæksprutte spises på mange forskellige måder herovre, den mest inhumane af dem en variation hvor blæksprutten spises imens den stadig er levende. Der er intet at opnå ved at spise dyret levende, og det er ondt. Det er også farligt, og tager livet af et par mennesker årligt.

Det er heldigvis en stille og roligt døende tradition, og i min hverdag er blæksprutte mest til stede i forskellige retter. En helt klassisk ret på POSTECH er stegte grøntsager, svin, og blæksprutte. Derudover kan man i den kinesiske del af kantinen købe sig en suppe, med en hel blæksprutte i.

Kommer jeg til at savne blæksprutte, der af ukendte årsager skal tilføjes til ellers ganske udmærkede retter? Nej.

---

Det var alt for min lille mad-blog. Det her er selvfølgelig bare overfladen på det helt fantastisk sydkoreanske køkken, hvor nogle retter der ikke kom med, men fortjener at blive nævnt er: Dumplings, gimbap, bulgogi, jajangmyeon, stegt kylling og øl – bare for at nævne nogle få.

Næste indlæg tror jeg bliver et lille overblik over de rejser jeg har været på, et slags “Mit udlandssemester i Pohang – uden for Pohang” indlæg.

Jeg smækker det sammen så snart jeg får tid, men indtil da:

Annyeong!