Hej med dig – eller marhaba som man ville sige her i Libanon, hvor jeg befinder mig. Her har jeg foreløbig boet i halvanden måned, og jeg er allerede solgt til stanglakrids.
Jeg hedder Amalie, er 24 år og studerer journalistik på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Mit ophold her i Libanon udgør et semester af min uddannelse, som jeg efter planerne afslutter til februar næste år. Hernede læser jeg på Lebanese American University i Beirut, hvor jeg har forskellige fag inden for statskundskab, sociologi og kønsstudier. Mange af fagene tager udgangspunkt i den arabiske verden, og det er smadderinteressant! Før jeg tog til Libanon, havde jeg aldrig besøgt Mellemøsten, men verdensdelen har været i min bevidsthed – og på listen over mine drømmedestinationer – i en god rum tid. Jeg har længe villet opleve lidt af den virkelighed, som vi hører, ser og læser så meget om.
Med et areal mindre end Jyllands er Libanon et lillebitte land blandt dets noget større nabolande, men det gør bestemt ikke landet mindre interessant. Hernede er kontrasterne store, både mellem by og land, rig og fattig – og sol og tordenstorm. Jeg kunne skrive side op og side ned om dette skøre, skønne og på mange måder særegne land, men istedet er her en række billeder, der viser lidt af min hverdag.
Alt godt – og læs endelig med i de kommende måneder – fra Beirut.
Da jeg ankom til Beirut i begyndelsen af januar, var det med torden og lynild som velkomst. I de første uger var her så mægtigt et uvejr, at gaderne svømmede over, og strømmen gik i tide og utide (sådan er det nu stadigvæk engang imellem. Foruden de tre timer om dagen, hvor staten kapper strømmen for at spare penge, så går den også for et godt ord på andre af døgnets tidspunkter. Det lærer man at leve med). På billedet ses byens strandpromenade, Corniche. …Men her kan heldigvis også være solskin! Her er det byen Byblos, som ligger en lille times kørsel nordpå fra Beirut. Her er meget smukt – og byen er verdens ældste beboede by, hvorfor den er på UNESCO’s verdensarvsliste. I det sydlige Libanon er der nu også ganske pænt; her er det badebyen Sour. En lokal herre sidder lige på havnen og nyder livet.Fordi landet har så beskeden en størrelse, er det nemt at tage på ture til andre byer i weekenderne, når vi har fri fra universitet. I det nordlige Libanon ligger landets andenstørste by, Tripoli. Den er vældig interessant og meget anderledes end den festlige hovedstad. Jeg bor i en lejlighed i Beirut med tre andre unge kvinder, som også studerer her i byen. Vi bor i bydelen Hamra, men byen er ikke større, end at man snildt kan tage på slentreture i andre nabolag. Her er det Mar Mikhael, der tager sig godt ud på en solskinsdag.På Libanons flag kan man se, at der er et slags juletræ i midten. Det er et cedertræ, og dem er der mange af her i landet. Især oppe i bjergene, hvor dette billede er taget. I vintermånederne er der masser af sne heroppe, og folk står på ski og vandrer i de hvide landsskaber. (Og luften er SÅ REN heroppe sammenlignet med den tykke gadeos i de store byer. Det føles pludselig himmelsk at trække vejret!)Om søndagen er der hestevæddeløb i midten af Beirut, og det er altså en fornøjelse at deltage i. Her mødes byens aldrene mænd og satser penge, ryger vandpibe og råber og skriger – både af glæde og frustration. Jeg har allerede været der nogle gange, men har endnu ikke vundet noget som helst. Det skal nok komme; jeg satser på et blive stenrig en søndag i den kommende fremtid. Lyset over Beirut er noget særligt, synes jeg – let rosa og ganske magisk. Lyset alene er nok til, at jeg snildt kan bære over med tvivlsom strømforsyning og landets på mange måder kaotiske tilstande. Her er det bydelen Geitawi.
Jeg accepterer, at Middelfart Sparekasse må kontakte mig på e-mail om relevante emner som pension og investering samt alle de kultur- og sportsarrangementer Middelfart Sparekasse arrangerer eller støtter. Jeg accepterer desuden, at mine data behandles med henblik på at sende mig så relevant information som muligt.
