Tiden løber, og hvor er der sket meget siden sidst! Her er et lynhurtigt rundown af, hvad der er sket: Jeg er nået halvvejs i mit semester, og har derfor været igennem midterm eksaminer i alle kurser, jeg har fejret min fødselsdag med en masse søde venner, og så har jeg haft Pesach ferie i to uger, hvor jeg blandt andet har været til Seder middag og været på roadtrip rundt i landet. Jeg advarer med det samme, at der her indlæg bliver billedtungt.
Jeg havde fødselsdag i starten af april lige midt i vores midterms. Så, som en pause fra al forberedelsen, inviterede jeg nogle venner på stranden til sammenskudsgilde. Jeg havde bagt en brunsviger, og den var et stort hit blandt alle nationaliteter – så meget, at jeg er blevet spurgt om ikke jeg vil bage den igen snart. Derudover bestod dagen af solbadning, badning i havet og fødselsdagssang på mange mange sprog.
Kort efter min fødselsdag startede Pesach. Det er højtiden, hvor man mindes de jødiske slavers 40 år lange flugt fra Egypten og de 10 plager for at nå til Israel – det er nogenlunde det, som filmen Prinsen af Egypten handler om. Den første dag i Pesach, holder man Seder middag, hvor man læser højt fra Haggadah’en og udfører nogle små ritualer (næsten) alle centreret omkring mad med en symbolsk betydning. Jeg og to af mine venner var så heldige, at vi kunne komme til en Seder middag hos en skøn familie.
Vi brugte aftenen på at drikke vin, spise god mad og lære en masse om den jødiske højtid. Vi snakkede om, hvad det ville sige at slippe fri fra slaveri; hvad vores egne personlige slaverier var; hvad vi var taknemmelige for. Men vores yndlingsdel var nok, da vi fik lov til at slå hinanden med bambuspinde og forårsløg:
Som en del af Pesach, må man ikke spise noget med gær i. Der var altså ingen brød eller øl at finde i supermarkederne hele ugen – det var alt sammen tildækket med noget stof. Det gav os lidt udfordringer på vores roadtrip rundt i landet, men vi fandt ud af det.
På vores 7 dage-lange-roadtrip var vi mellem 5-9 personer på de forskellige dage. Vi kørte landet tyndt i et par lejede biler, hvor vi besøgte Haifa, Caeserea, Akko, Rosh HaNikra, Geneseraths sø, Nazareth, Gan HaShlosha, Masada, Ein Gedi og det Døde Hav. Jeg har samlet min top-9 af billeder og oplevelser fra ugen:
Jeg var fuldstændig bombet, da vi kom hjem på den sidste dag, men det var det hele værd. Nu er jeg ved at være ovenpå igen og skal til at tænke på afsluttende eksaminer, idet mit semester slutter om små tre uger – vildt! Men når de er overstået, får jeg besøg af min familie og senere min kæreste. Så skal jeg bare hygge mig med dem og vise både Tel Aviv og Israel frem, og det glæder jeg mig til!
Glæder mig til meget snart at komme på besøg og se de steder, som betyder noget for dig.