Det er på ny blevet tid til en melding fra Cape Town. I dag er der præcis fem uger til, at jeg igen har dansk grund under fødderne. Det har jeg det ambivalent med. På en måde glæder jeg mig til at spise rugbrød, drikke mælk, og mest at føle mig tryg, decideret ubekymret, ved at gå ude i gadebilledet. Omvendt er der rigtig mange ting jeg kommer til at savne. Jeg kommer til at savne african time, et overflødighedshorn af kultur og mad, men mest alle de søde og imødekommende mennesker jeg møder hernede.

Siden sidst har der været valg i Sydafrika. ANC, der var Nelson Mandelas parti, har vundet igen. De har dermed siddet på magten i 25 år. Her griner de overrasket når jeg fortæller, at regeringen ikke er ét parti i Danmark, og at den ofte skifter efter valget. ANC har nemlig siddet på over halvdelen af sæderne i parlamentet i 25 år. Så kan man da virkelig få udrettet noget, kan man tænke. Men der er desværre mange, der ikke oplever nogen synderlig forandring. Særligt den håbefulde generation Born-Free er efterladt uden at have set den store ændring i deres liv, sammenlignet med deres forældres liv. For lige at opklare, kan jeg fortælle, at Generation Born-Free er dem, der er født post apartheid, og dermed den generation, der har fået lovet nye, bedre tider gennem hele deres liv.

I sidste uge drak jeg et par øl med min ven Sizwe, der er født og opvokset i Khayelitshe, der er en af de store townships uden for Cape Town. Sizwe er selv en del af generation Born-Free. I Sydafrika er det faktisk lovpligtigt at tage til og med 12. klasse i det, der i Danmark ville svare til at færdiggøre gymnasiet. Dog er dette på ingen måde tilfældet. Mine to roomies, der arbejder på en high school kan fortælle, at hvor der i 8. og 9. klasserne er 40-50 elever, så er der i 11. og 12. klasse 10-20 elever. Sizwe var en af de unge, der aldrig fik færdiggjort skolen. Han droppede ud og arbejdede i stedet.

Sizwe på universitetets egen bar The Barn

Dét, der ændrede Sizwes liv var, at han kom til at arbejde frivilligt i en urban garden i Khayelitsha. Dette fik ham i kontakt med progressive, veluddannede mennesker. Han begyndte at få lyst til at tage en uddanelse. Begyndte at se muligheder for sit eget liv, udover at gentage sine forældres liv, og aldrig forlade townshippen. Dette førte til, at Sizwe søgte legater på alle universiterne i Western Cape. Heldigvis kom han ind, og i dag studerer han political science.

Sizwes historie er selvfølgelig ikke unik. Der er heldigvis andre som ham, der modtager legater og dermed får en uddannelse. Men det er alligevel få. Arbejdsløsheden er som tidligere nævnt 50% i townshipsne. Der er langt mellem rollemodellerne, når man som barn vokser op, og halvdelen af de voksne man ser, er voksne, der ikke tager på arbejde. Hvordan skal man vide, at det er dét man skal stræbe efter? Sizwe er en rollemodel. Et voksent menneske, der hver dag inspirerer ved at tage på universitetet og uddanne sig. “Hvis han kan, så kan jeg også”. Sådan sagde Sizwe, at han håbede, at andre ville se på ham og tænke. Han vil vise andre, at man godt kan bo i en shack (læs: blikskur) og studere på et universitet. Sizwe er en af de mennesker jeg kommer til at savne hernede. For hvor er det sejt at drømme, og så endda have modet og viljen til at gå efter det.

Jeg så af gode grunde ikke Sydafrika under apartheid. Da Nelson Mandela blev præsident lå jeg i min mors mave. Men jeg hører alt for tit hernede, at intet har ændret sig. Jo, non-white mennesker kan nu stemme, men ellers ligner landet, hvad det gjorde for 25 år siden. Sorte mennesker bor stadig i townships, mens hvide mennesker bor i byen, i huse, hvor sorte mennesker udelukkende kommer for at gøre rent. Forandringen er svær at få øje på efter 25 års demokrati. Men Sizwe er en del af forandringen. At Sizwe og jeg er venner er en del af forandringen. Jeg håber bare, at når jeg kommer tilbage om 25 år, at forandringen er meeeget større.

Mig, der kigger ud over smukke Cape Town

Med dette vil jeg gerne udfordre billedet af Sydafrika som værende Rainbow Nation. Jo, der er mange forskellige hudfarver, men uligheden er stadig enorm. Den var enorm under apartheid, men bare fordi, at man kalder det noget andet nu, så følger forandringerne ikke bare med. Denne historie skal frem, så flere bliver bevidste om, hvilken kamp en masse sydafrikanere kæmper hver dag. Jeg håber, at flere vil vise solidaritet med denne kamp!

Kh Nynne

Skriv en kommentar