Hej med jer!

Nu har jeg efterhånden boet i Libanon i en håndfuld måneder, og jeg føler, at jeg er ved at have fundet ud af, hvad der er op og ned her i det lille Mellemøstlige land, politisk såvel som sociologisk (i hvert fald en lille smule – jeg har på fornemmelsen, at der endda er nogle indfødte libanesere, som stadig ikke heeeelt ved, hvad dælen der foregår her sommetider. Og med god grund).

Libanon er på mange måder et særegent land, som er svært at sætte på formel – det er et land, der bærer præg af så mange forskelligheder og kontraster, og det er det, der gør Libanon fuldkommen pragtfuld og fuldkommen kaotisk på samme tid. Her kommer nogle af de kontraster, som jeg har lagt mest mærke til.

Den store shia-moské i Baalbek – det forlyder, at Imam Husseins 2-årige datter er begravet her for mange hundrede år siden, og at moskeen senere er bygget på hendes grav. Det træ, som, man mener, blev plantet på barnets grav, står der stadig.

Religion

De allerstørste kontraster i Libanon, skal findes i de mange forskellige religioner, som hersker i landet. Her er ikke mindre end 18 (!) forskellige grene af religioner – eller “sekter” som det kaldes – og det er den religiøse diversitet, der blandt andet er med til at gøre Libanon til noget ganske særligt.

Der lever nogenlunde lige mange muslimer og kristne her (dog med en overvægt af muslimer), men inden for de to store religioner findes der adskillige undergrupperinger, og derfor siger libanesere ikke bare sige “jeg er kristen”, eller “jeg er muslim”, men eksempelvis “jeg er shia-muslim”, “jeg er sunni-muslim”, “jeg er kristen maronit” eller den mere sjældne “jeg er druser”.

Der er så meget historie og så mange stridigheder forbundet med de forskellige sekter, og selv om borgerkrigen sluttede i 1990, efter at have præget landet i 15 år, betyder det ikke, at de stridigheder nu er forsvundet som dug for solen, tværtimod. Alligevel kan jeg ikke lade være med være imponeret over, hvordan libanesere trods alt lever med hinanden på trods af forskelligheder og religiøse tilhørsforhold.

I det meste af landet står moskeer side om side med kirker, og selv om jeg ved, at problematikken slet ikke er så simpel endda, så kan jeg ikke lade være med at smile, når jeg ser sådan et syn. (Det kunne vi godt lære noget af i Europa, har jeg lyst til at indskyde.)

På vandretur i Qadisha Valley. Et af mine absolutte yndlingssteder i Libanon!

Land og by

Den næste store kontrast, som jeg virkelig mærker tydeligt, når jeg bevæger mig rundt i landet, er forskellen mellem land og by. I hovedstaden Beirut, hvor jeg bor, er der storbystemning, smarte cafeer, natklubber på åbne tagterrasser og dyre restauranter. Men der er også en masse virvar, totalt trafikkaos, skrald og plastik i gaderne, strømsvigt, og flygtningebørn der tigger på gaden. Det er (desværre) også en stor del af hverdagen i Libanon, og man møder alle aspekter af byen, når man går fra det ene kvarter til det andet.

Når man kommer ud af Beirut, er det igen en helt anden snak! Selv om Libanon størrelsesmæssigt ikke engang kan måle sig med Jylland, så er forskellen på landets geografiske områder utrolig. Dette punkt har også til dels rod i religion, for det er ret tydeligt både at se og mærke forskel på, om du befinder dig i et sunni- eller shiamuslimsk område, om du er i en druserby eller om du er i en kristen landsby.

Det allerbedste ved at komme ud af byen er, at man kan trække vejret helt ned i lungerne uden at føle smocken kradse i halsen. To gange har jeg været nordpå og vandre i en dal, der hedder Qadisha Valley, og det er et fantastisk område; helt klart noget af det smukkeste, jeg har set i Libanon. Vandringen endte i bjergbyen Bsharre. Det er et af mine favoritsteder i landet! (Selv om Libanons store Bekaa-dal nu også kan noget, den må jeg fortælle om en anden gang)

Indgangen til den palæstinensiske flygtningelejr Mar Elias, som ligger ti minutters kørsel fra mit hjem i Beirut.

Rig og fattig

Noget af det sværeste ved Libanons kontraster er, at man hver dag bliver konfronteret med den store ulighed, der hersker i landet. Det er meget tydeligt, at der er en gruppe af folk, som sidder på magten og pengene (penge og magt hænger tæt sammen her; de rigeste familier er også ofte dem, der har politisk magt, ligesom korruptionsraten i landet er høj).

I den modsatte ende af skalaen står der en stor gruppe mennesker, som nærmest ingenting ejer, og nogle af dem tigger på gaden. De mange tiggere skyldes især, at der i Libanon bor over en million syrere (hvilket udgør omtrent en femtedel af landets befolkning), som er flygtet hertil som følge af krigen i Syrien.

Selv om Syrien og Libanon er nabolande, så er forholdet mellem de to anspændt, og deres historie gør, at mange libanesere har svært ved at byde de syriske flygtninge velkommen. At Libanons økonomi befinder sig i en mægtig krise, gør det heller ikke just nemmere for libaneserne at udvise storsind over for flygtninge, og det hele bliver derfor totalt mudret og svært at se sig ud af – jeg er igen klar over, at det ikke er så simpelt, og at der er mange nuancer til den debat, men uanset hvad gør det smadderondt i hjertet at se små børn tigge på gaden, og jeg har endnu ikke vænnet mig til det (heldigvis). 

Foruden de syriske flygtninge er Libanon også hjem for over 800.000 palæstinensere, som flygtede hertil for snart mange år siden efter Israels oprettelse. Der er så uendeligt mange ting at sige om Palæstina-sagen, men jeg vil alligevel holde mig kortfattet og blot fortælle, at jeg i min tid her har besøgt fire af de i alt 12 palæstinensiske flygtningelejre, som er her i Libanon, og de menneskers livsvilkår er noget af det mest voldsomme og hjerteskærende, jeg har set. Mange tusind mennesker bor på meget lidt plads og under mere eller mindre elendige forhold. (Elforsyningen er for eksempel helt håbløs og bærer præg af hjemmelavede løsninger, hvor strømkablerne løber langs med vandkablerne i ét stort livsfarlig virvar, som koster menneskeliv i ny og næ.) Selv om jeg altid har kendt til disse lejre, var det alligevel voldsomt at se dem i virkeligheden. 

Den store kontrast mellem rig og fattig har især været tydelig for mig, som går på et af Libanons dyreste og mest “prestigefyldte” universiteter. Mange af mine medstuderende kommer fra meget velhavende familier, og det er ret surrealistisk at gå de 750 meter fra min lejlighed og op til uni – for på vejen går jeg både forbi hjemløse på gaden og forældre i kæmpestore Porscher, som lige har sat deres børn af på universitetet. 

Solnedgang på en skyet og regnfuld dag. Smukt ser det ud, men vinden raser som en gal her!

…Og til sidst – vejret! 

Ovenpå den lidt tunge gennemgang af livet i Libanon er der en sidste ting, som i høj grad også er kontrastfyldt – vejret. Der er et kendt mundheld, der siger noget i stil med “I Libanon kan du stå på ski om formiddagen og bade i havet om eftermiddagen”, og selv om det er lidt af en kliché, så er det faktisk ikke meget galt. Fordi landet er i så en beskeden størrelse, kan man på en dag faktisk godt tage op i bjergene og stå på ski, hvorefter man kan køre mod kysten og hoppe i Atlanterhavet, mens man nyder vejret og steger i solen. 

Lige nu er det heldigvis (endelig!) blevet ægte sommer her – solen skinner fra en skyfri himmel hver dag, sneen er ved at smelte på bjergtoppene og temperaturen siger over 25 grader langt de fleste dage, men jeg tør ikke vide mig for sikker, for jeg har før oplevet, hvordan det kan regne, blæse og tordne i Libanon, og det er ikke for sarte sjæle! 

Kryds fingre for, at sommeren varer ved, lige indtil jeg desværre skal hjem igen om kun en lille måned. 

Det her billede er kun et par dage gammelt, og det illustrerer meget godt, hvordan vejret er for tiden. Fuld knald på solen, der skinner fra en skyfri himmel! Det her billede er taget nordpå ved en badeby, der hedder Anfeh, som har det klareste, smukkeste middelhav.

1 kommentar til “Folk siger, at Libanon er kontrastfyldt – og de har ganske ret!”

  1. Waed skriver:

    Du er den beste på at beskrive mit lande med ord, ??????????????????????????

Skriv en kommentar