Kalenderen skriver primo april. Det har på papiret været forår i over en måned: en årstid, som jeg normalt forbinder med erantis i haverne og lysegrønne skud på træerne i skoven. Men her i Tromsø har årstiderne sin helt egen gang.

Siden jeg ankom i begyndelsen af januar, har der været store mængder sne. Det er der stadig. Og det kommer der stadig. Men sne er ikke bare sne, og den har en kæmpe betydning for livet i det nordnorske.

Her kommer fem erfaringer, jeg har gjort mig efter tre måneder i sneen.

1. Der kan komme så store mængder sne, at det kan være svært at finde ud af, hvor man skal gøre af det

Kommunen smider meget af “overskudssneen” i havet. Privatpersoner må være lidt mere kreative. Heldigvis er det hus, jeg bor til leje i, udstyret med en snefræser – som tilsyneladende er noget, alle husstande i byen eje. Men selv sådan et vidunder-apparat har sine begrænsninger. På et tidspunkt har man dannet så høj en bunke sne (som på billedet ovenfor), at der ikke er plads til mere, og fræseren ikke længere kan ramme toppen. Så må man jo ty til andre metoder. F.eks. kan man skubbe sneen ud over skrænten i baghaven, hvis man er så heldig at have sådan en. Så har man også til sidst en kælkebakke.

2. Sneen skaber et socialt mødested for naboer

Det er altid, når man går ud og “måker” (skovler) sne, at man falder i snak med naboen. “Sikke meget sne, der er kommet i nat!”, kan man f.eks. indlede med. Og så kan naboen få lov at fortælle sine anekdoter om dengang i 1997, hvor der var meget mere sne – så meget, at det nåede op til taget af garagen.

3. Kun fantasien sætter grænser for, hvad man kan bruge sneen til

Som nabo til en folkeskole kan jeg skrive under på, at sneen byder på uendelige muligheder for leg. Hvorfor ikke bruge et helt frikvarter på at kravle op i et træ for at kaste sig ned i snedriven nedenunder?

Og så er der de utroligt mange motions-, fritids- og transportmuligheder, sneen lægger op til. Jeg nævner i flæng: alpinski, snesko, sparkstøtting, langrend, topture, snehuler, hundeslæde … tilmed rensdyrløb: hvorfor ikke spænde et par ski under fødderne og holde fast i linen til et rensdyr, der løber op til 60 km/t? Det lyder da meget sjovt?

De norske mesterskaber i rensdyrkapløb blev afholdt i februar i Tromsøs gågade

4. Nordmændene er tilpasningsdygtige

Det er klart, at sneen giver anledning til kødannelser og uheld i trafikken. Men udover det fortsætter hverdagen, som den plejer. Når jeg tænker tilbage på de to dage i 2011, hvor jeg gik i 2.g og vi fik “snefri” fra gymnasiet, tænker jeg, at ingen heroppe ville få sig en uddannelse, hvis det skulle foregå på samme måde. Men systemet er naturligvis gearet til at håndtere de mere ekstreme årstider.

Så folk tilpasser sig. Det prøver jeg også. Aldrig har jeg tjekket vejrudsigterne så meget, som jeg gør nu: flere gange dagligt. Og jeg går helst ikke ned i byen uden pigge under skoene – det er simpelthen for glat. Og skal man køre noget sted hen, må man bare lige beregne en ekstra halv time på at grave bilen fri.

5. Sneen kommer i utroligt mange former

Det er ikke bare et spørgsmål om, hvorvidt termometeret siger plus eller minus. Det handler også om, hvor hurtigt temperaturerne skifter, hvor meget nedbør der kommer og med hvor stort mellemrum, hvor meget det blæser osv… I de værste tilfælde er det brunt sjap eller fin nysne med dødsensfarlig is lige nedenunder. I de bedste tilfælde er det ren pudder eller hårdtpressede, nyopkørte løjper. I de smukkeste tilfælde er det kunstneriske vindformationer.

Skriv en kommentar