Matilda Elkjær Mattsson
Af

Matilda Elkjær Mattsson

Jeg hedder Matilda Elkjær Mattsson, er 26 år og bor i København, hvor jeg læser en kandidat i Humanistisk- Samfundsvidenskabelig Idrætsvidenskab på Københavns Universitet. Jeg har været så heldig at få tildelt en plads på University of South-Eastern Norway i Bø, Norge, hvor jeg skal læse et semester fra januar til juni 2021. Middelfart Sparekasse har i den forbindelse været fantastiske og støttet mit eventyr i det norske med et studielegat, hvilket jeg er meget taknemmelig og stolt over at have modtaget.

Efter lang tids forventningsfuld venten blev det min tur til at komme afsted på udveksling til Bø i Norge. I en corona-tid hvor man ikke helt tør glæde sig til noget, var det en befrielse da udvekslingsopholdet blev bekræftet i start december. Det var en endelig realitet. Jeg skulle afsted. Aldrig har jeg følt mig mere heldig.

Jeg startede mit ophold med 10 dage på karantænehotel, som er et krav fra den Norske regering, når man rejser ind i Norge. Her fik jeg serveret mad udenfor min dør tre gange dagligt og måtte kun gå ud for at få lidt frisk luft.

Efter 10 dages overstået karantæne tog jeg toget fra Sandefjord til Bø, for at indlogere mig på mit værelse, der mest af alt ligner en lille skihytte med træ på alle vægge. Her er virkelig hyggeligt, især når det sner udenfor mit vindue. I min første uge i Bø var der -14 grader og det sneede hele tiden. Den fantastiske snedækkede skov, bagved hvor jeg bor, skulle udforskes, så jeg fik hurtigt købt både kælk og ski.

Jeg følger kurset “Nordic Backcountry Skiing and Outdoor Leadership”, som er en international friluftslivslinje. I Midt-telemark kommune, som er den kommune jeg bor i, er der et meget lavt smittetryk, som gør at Universitetet er åbent. Vi har fysisk undervisning og forelæsninger, men altid med en meters afstand.

Vi er 20 studerende på holdet fra både Tjekkiet, Østrig, Slovakiet, Tyskland, Winsconstin, Spanien og Danmark. Det meste af vores undervisning foregår ude på fjeldet, hvor vi skal lære at stå på fjeldski, vurdere risikofaktorer som sneskred, forstå hvordan ski kan bruges som pædagogisk værktøj og lære det unikke norske friluftsliv at kende. Fjeldski er løse i hælen og har stålkanter, og er derfor perfekte til både at gå lange stræk ligeud, ned og op ad bakke.

I fredags kom jeg hjem fra min første vinter skovtur på fjeldski. Vi tog forventningsfulde afsted med hver 25 kg på ryggen, blev hentet af en minibus og kørt til Rauland, hvorfra turen skulle starte. Derfra gik det kun en vej og det var op. Op op op, indtil vi trætte nåede op over trægrænsen og ud på vinterfjeldet. Her satte vi telt op, og fik vand ved at koge sne på vores små stormkøkkener. Den første nat var rigtig kold, vi havde -30 grader og alle frøs i de små telte.

Heldigvis kom vi igennem natten og var klar til endnu en udfordrende dag i de norske natur. Vi bevægede os ned ad fjeldet og ind i vinterskoven. De næste tre nætter sov vi under tarp, som kan sidestilles med en form for presenning. Vi fældede træer, lavede bål i sneen, fandt overfladevand på de frosne søer, lærte at bruge kort og kompas, så tusindvis af stjerner på nattehimlen og forstod vigtigheden i altid at holde sig selv varm.

Det var en fantastisk oplevelse, og jeg ser allerede frem til at skulle afsted igen. Det skal vi heldigvis snart, for ugen vi går ind i, står på planlægning og forberedelse til næste tur, hvor vi skal afsted ud på vinterfjeldet og sove i snehuler.

Tak fordi I følger med

Bedste hilsner
Matilda

Skriv en kommentar