Hej

Det er et stykke tid siden jeg sidst skrev herinde, men nu er opsendelseskampagne 2011 overstået og jeg har fundet lidt tid igen.

Jeg vil gerne fortælle jer lidt om opsendelsesperiode i dette blogindlæg.

Fra 1. til 14. juni havde vi får tilladelse af Søværnet Operative Kommando til at affyre vores raket HEAT1X og rumskib Tycho Brahe ude på Østersøen nær Nexø, Bornholm. Perioden blev forkorte til blot 5 dage på grund af en NATO-øvelse i Østersøen. Dette var på daværende tidspunkt ikke særlig godt, da vi havde behov for så mange dage som muligt. Vi skulle dog kun bruge en dag, men det skulle være en dag med ingen vind og skyfri himmel og det er danmark altså bare ikke hovedleverandør af desværre. Men det skulle vise sig anderledes da dagene nærmede sig opsendelsen.

Inden opsendelsesperioden manglede vi at transportere vores affyringsplatform Sputnik til Nexø fra København. Sputnik var blevet motoriseret i mit praktikforløb af undertegnet, Peter Madsen stifteren af Copenhagen Suborbital og Claus Nørregård, ven af Peter Madsen og aktiv medlem.

Søsætningsdagen for affyringsplatformen Sputnik

Sidst i maj blev det således besluttet at sejle Sputnik til Bornholm. Besætningen blev fire personer samt undertegnet. Turen startede fra Refshaleøen, hvor Copenhagen Suborbitals har værksted og kajplads. Turen ud af havnebassinet gik smertefrit, men da vi kom længere ud fik vi høj sø. Vi søgte derfor ly i Dragør havn et par dage før vejret skiftede til vores fordel (troede vi). Vi sejle igen ud og fik igen bank af høje bølger og hård vindstyrke. Vi sejlede derfor mod Falsterbokanalen ved Skåne, Sverige og fik lidt roligere vejr og sø. Vi havde efterfølgende godt vejr i mange timer og det skiftede først til det værre da vi var nær Rønne, Bornholm. Det lynede og tordnede i disse timer. Det var et smukt men vådt syn. Da vejret klarede op fik vi mere modgang. Vi løb tør for diesel og fik ingen radiokommunikation igennem. Efter en halv time lykkes det os at få kontrakt til marinehjemmeværnet og de kom os til undsætning med 60 liter diesel.

Da vi ankom til Nexø havn blev vi mødt af pressen og nogle medlemmer af Copenhagen Suborbitals. Det havde været en sejlads på ialt 30 timer og næsten ingen søvn.

Fredag den 3. juni var dagen hvor vejret og besætningen var klar til opsendelsen. Affyringsplatformen Sputnik sejlede først ud til området og missionskontrolskibet Hjortø fulgte trop. Jeg var udstationeret på Hjortø og var tildelt opgave at pejle med et pejletårn med antenner mod raketten og rumskibet i opsendelsesøjeblikket og frem til nedslag.

Pejletårnet der bliver opereret af mig

Da vi ankom til området gik forberedelserne i gang. Raketten skulle gøres klar bl.a. ved at fylde den med brændstof. I denne periode var TV-News helikopteren ankommet og filmede så seerne hjemme i stuerne kunne følge med. Marinehjemmeværnet assisterede med et andet skib Rosenfeldt der skulle holde området fri for andre skibe. Dette var der brug for idet at fiskere og andre nysgerrige både hele tiden sejlede ind i området.

Efter klargøringen nærmede nedtællingen. Der var lige et sidst skib der følges ud fra området og dette skib købte TV-News helikopteren akkurat tid nok til at komme tilbage efter en tankning i Rønne. Det store øjeblik kom og nedtællingen startede. 3….2…..1….. og intet.
Jeg forestillede mig i disse sekunder, at vi måtte tage hjem uden en opsendelse igen i år.
Efter et stykke tid kom der en melding om at raketten ikke havde modtaget nogle ordre og vi derfor var klar til endnu en nedtælling.

3….2….1……

Video af opsendelsen

Da nedtællingen havde passeret kom der et umiskendelig larm og et hav af røg kom til syne. I samme øjeblik lettede HEAT1X sammen Tycho Brahe og jeg pejlede efter bedste kunnen. Efter 16 sekunder blev raketten slukket idet at dens bane var ude af kurs. Jeg havde i disse sekunder svært ved at se raketten og pejlede derfor efter en faldskærm der var røget af. Faldskærmene var tidindstillet, efter motorstop, til at sprænge ud af raketten og rumskibet. Men faldskærmene var ikke dimensioneret til hastighederne der var på daværende tidspunkt. De blev derfor ødelagte og en enkel røg helt af. Rumskibet separererede fra raketten og landede efter planen først. Den havde dog ingen faldskærme til at tag farten af og den blev knust ved nedslaget. Det gav en sky af røg og vand ved nedslaget. Raketten sank i dybet til vores store ærgelse.

Rumskibet overlevede derimod dens nedslag og blev bjærget af RIB-båd med recoveryfolk ombord. Rumskibet havde forskellige vigtige data omkring opsendelsen ombord og det var derfor en stor succes at den blev bjærget. Et af kameraerne ombord overlevede således og den giver oplevelsen af at være pilot ombord Tycho Brahe.

Oplev turen her

Da vi kom tilbage til Nexø havn blev vi hyldet af lokalbefolkning med flag og klapsalver. Det var en stor dag for Copenhagen Suborbitals. På trods af at raketten fik en forkert bane, må det sige at opsendelsen var en stor succes. Vi fik en opsendelse, som der nu skal reflekteres over. Vi fik en masse data der nu skal bearbejdes. Alt dette er med til at forbedre næste generation af raketter og rumskibe og skal i sidste ende bane vej til dansk bemandet rumfart.

Ad Astra

Jakob Hansen

2 kommentarer til “Dansk rumfart skudt igang!”

  1. Kristian skriver:

    Hej Jakob,

    Det er en helt enestående historie – vildt at tænke at det kan lade sig gøre som et “privat” projekt!

    Stort tillykke og fedt at du kunne tage del i det!

  2. Jeppe skriver:

    Det er for cool – det i har gang. Fedt og inspirerende : )

    Jeppe

Skriv en kommentar