Efter ni måneder på det australske kontinent har jeg lagt alle danske vaner og traditioner bag mig, så omvæltningen kan forventes at blive stor, når jeg om kort tid rejser tilbage til Danmark. Dog fik jeg muligheden for igen at vende et par danske sætninger, da mine forældre og min bror kom på et to ugers visit downunder.

Af Pernille Christiansen

Livet under havoverfladen
dykning m. pernilleSom båden cruiser gennem vandet og trækker et hvidt kølvandsspor efter sig, leder to delfiner an foran vandfartøjet. I rullende bevægelser lufter de elegante dyr deres rygfinner for at forsvinde under vandoverfladen og sekunder senere komme til syne igen. Solens stråler reflekteres i det azurblå vand, der i sin klare form gør det muligt at se havbundens varierende struktur: som et sort og hvidt broget koskind rejser de mørke koralrev sig i massevis fra det klare sand.
Pludselig sænkes farten, og alle kommanderes til den bagerste del af båden. “Go!” råber vores våddragtsbeklædte guide og lader sig lydløst glide i vandet. Som beordret følger vi trop og chokeres alle over havets kølige temperatur, men fokuserer dog straks på vigtigere ting: En delfinmoder og hendes kalv er netop blevet opdaget, og i håb om at komme dem på tæt hold, spejder jeg ivrigt gennem mine dykkerbriller.

Legesyge delfiner
dykning m. PernilleVed Rockingham Bugten syd for Perth i Vestaustralien udviser en gruppe på 180 delfiner stor interesse i menneskeslægten og har hver dag i 20 år mænget sig med besøgende. De frygtløse dyr optager os på fascinerende vis i deres leg, og ikke én svømmer bevæger en muskel, hvad enten det skyldes respektfuld opførsel eller lamslåethed i forbløffelse over at være på så tæt hold af disse fantastiske dyr. Som vi flyder i vandoverfladen, nærmer delfinerne sig fra alle sider, og mens mødrene med deres kalve holder en vis afstand, svømmer de unge hanner helt indenfor vores rækkevidde. Som roterende torpedoer skyder de af sted og registrerer afstande ved hjælp af sonar, som sender skingre toner gennem vandet, og al kommunikation foregår via tydelige sange.
En svømmetur med disse eksotiske dyr giver et fascinerende indblik i en ukendt verden under havets overflade, og Australien er i længere tid blevet markedsført som det ultimative sted at få oplevelsen, så det er en høj prioritet, da jeg får besøg hjemmefra og ønsker at introducere min familie for landets mest særprægede vinkler.

Særpræget fauna
Australiens enorme areal kan udforskes i uendelighed, så med en tidsbegrænsning på to uger udvælger min familie og jeg de mest karakteristiske seværdigheder, kontinentet har at byde på. Bortset fra delfiner, er kænguruer og koalaer også højt placeret på den faunaorienterede del af vores liste, så for at opleve landets mangfoldige dyreliv lægger vi vejen forbi et naturreservat i udkanten af Perth.
Den australske fauna er unik og finder ingen mage andetsteds. Det er i stor grad pungdyr, der udfolder sig på kontinentet, og kun et minimalt antal af disse er med succes ført i fangenskab i andre lande. Koalaernes strenge diæt indskrænker deres leveområder markant, og der er endda områder i Australien, hvor de dovne dyr ikke kan overleve grundet en mangel på de ganske specielle eukalyptusblade, som udgør koalaernes kost. Kænguruer og en række andre skabninger er ligeså sjældne på den anden side af de australske grænser, så et ønske om at træffe disse dyr kan kun opfyldes med en tur til det sydlige kontinent. Øjeblikket er derfor stort og uforglemmeligt, da muligheden for at fodre og berøre de australske pungdyr byder sig.

KoalaKænguru

Især er koalaerne og kænguruerne populære, og begge dyrearter udviser en stor tillid til os, når vi forsigtigt rækker ud for at stryge deres bløde pels. Koalaerne ligner tøjbamser til forveksling og har alle fundet sig godt til rette i eukalyptustræerne, hvis blade de æder, mens kænguruerne er mere livlige og springer adræt omkring. Som vi tilbyder en håndfuld foder, nærmer de hoppende dyr sig ved hjælp af deres kraftige springben og lange tykke haler, og med deres muskuløse bygning, er det ikke til nogen undren, at en fuldvoksen kænguru kan hoppe op til ti meter. Disse to karakteristiske dyrearter er uden tvivl indbegrebet af Australien, så befinder man sig i landet, er et møde med dem uundgåeligt.

Vinsmagning ved flodbredden
Næste punkt på dagsordenen sætter et større fokus på egnen omkring Perth, hvor vinproduktion er en stor industri i byens sydlige og nordlige regioner. Her ligger vingårdene på stribe i naturskønne omgivelser, og især foregår en del af produktionen langs den brede Swan River, der snor sig et godt stykke ind i landet, og grundet gårdenes beliggenhed kan de besøges via båd. En solbeskinnet dag stiger vi derfor ombord på et mindre fartøj, der snart bevæger sig roligt op ad floden, og mens vi ser højhusene i Perth blive mindre i horisonten, anrettes en flot buffet blandt elegant opdækkede borde.

VinkælderVinekælder 2

Vi lægger senere til bredden og ledes gennem et frodigt haveareal til den ældste vinkælder i Vestaustralien, hvor en kender indfører os i vinens verden og herefter uddeler smagsprøver af saften fra forskellige druer.
Som vi igen stiger ombord på båden for at vende tilbage til byen, underholdes vi med livemusik og kan endnu engang forsøde vores ganer, denne gang med en række lækre kager. Vinsmagning er ikke særskilt australsk, men vi er alle enige om, at oplevelsen har tilføjet et ekstra livsnydende præg til ferien.

Unikt varetegn
Opera 2Med sin store deltagelse i al kulturel og sportslig aktivitet er Sydney en fremtrædende by på Australiens landkort, så efter en travl uge i Perth er et ophold i den østlige metropol naturligvis påkrævet. Vi afsætter derfor tre dage til at opleve den kosmopolitiske storby, som i 1788 var den første koloni, der blev anlagt under den engelske kolonisering af Australien. Ligesom de fleste af landets delstatshovedstæder er Sydney opbygget omkring et vådområde, og fra Stillehavet trænger fragtskibe ind i den travle havn, hvor en imponerende skyline kaster sit flotte spejlbillede i vandet, og netop her dominerer byens to varetegn i form af det berømte Operahus og Harbour Bridge.
Opera

Kort efter vores ankomst søtter vi ud for at opleve det ene og mest kendte af de to bygningsværker og kan hurtigt konkludere, at der er god grund til Operahusets rosende omtale. Ved havnefronten byder den karakteristiske bygning hver dag de mange skibe, der ankommer til Sydney velkommen, og den specielle konstruktion er særdeles iøjefaldende. Ved hjælp af en bådeskåret appelsinskræl blev Operahusets miniaturemodel i 1957 udarbejdet, og de sejllignende skaller blev senere opført i en 67 meter høj udgave. På en rundtur introduceres vi for et utal af gennemarbejdede finesser, der alle giver deres bidrag til bygningens særpræg, og det står ganske klart, hvorfor Operahuset er Australiens største turistattraktion.

7.686.850 km2 på to uger
De to uger er hurtigt gået, og øjeblikket, hvor min familie må rejse tilbage til Danmark, indtræffer snart. Grundet lidt research og planlægning er tiden dog blevet anvendt på bedste vis, og vi har alle fået et større indblik i det sydlige kontinent. Landet har meget et tilbyde, og det kan være svært at få alle oplevelser med, men vi føler bestemt, at vores ønsker og forventninger er blevet mere end tilfredsstillet.

Skriv en kommentar