Viktor Gram Thomsen
Af

Viktor Gram Thomsen

Mit navn er Victor Gram Thomsen,  jeg er 22 år, og jeg studerer til dagligt Software Engineering på SDU i Odense. Jeg skal tilbringe efterårs-semestret 2019 på Pohang University of Science and Technology (POSTECH), i Pohang Sydkorea. Middelfart Sparekasse har været så fantastiske at støtte turen med et studielegat, og mit eventyr i den sydkoreanske kystby kan derfor følges her på bloggen.

Et retrospektiv over mit udlandssemester i Pohang, Sydkorea

Det er i skrivende stund 4 måneder og 19 dage siden jeg rejste hjemmefra, og små 15 dage siden jeg kom hjem til Odense igen. Jeg har egentlig skrevet de 5 indlæg jeg blev bedt om, men jeg syntes at en sidste opgørelse ville være på sin plads.

I alt var jeg hjemmefra i 4 måneder og 4 dage, og i det store og hele er det jo faktisk ikke specielt lang tid, grænsende til ingenting. Af samme årsag føltes det også som om det er gået hurtigt, alt for hurtigt, og det er nok først de seneste dages tid jeg for alvor er landet, og er begyndt at vænne mig til at være hjemme igen.

Daegu’s E-World om aftenen

Jeg tror, at de fleste der har været på efterskole, højskole eller længere rejser kender følelsen. En voldsom rastløshed, skabt af at blive hevet ud af et miljø med konstante oplevelser, sjov og udfordringer, og vende tilbage til hverdagen. Jeg har i hvert fald lige skulle finde mig til rette igen, med både rastløsheden, jetlaggen og ikke at bo i DICE mere. Jeg havde i starten af det nye år besøg af en af mine venner fra POSTECH, og han bøvlede også med at omstille sig til livet uden for POSTECH igen.

Den første samtale jeg har med nærmest alle efter jeg er kommet hjem, starter typisk med en variation af spørgsmålet “Hvordan var det?”, og för helvete det har vist sig at være et svært spørgsmål at give et entydigt svar på. Hvor starter man lige? Rejserne, POSTECH, menneskerne, studierne, Sydkorea – det er enormt svært lige at samle under et enkelt koncist svar. Det her indlæg bliver mit forsøg, og så må vi se hvordan det går.

Jeg har valgt lidt tilfældige billeder til indlægget, af dem der ikke nåede med i nogle af de andre, så I slipper for en total væg af tekst.

Så uden yderligere forsinkelser, og med en advarsel om en længere, mere eller mindre struktureret tankestrøm undervejs, får i nu mit retrospektiv over mit eventyr på 4 måneder og 4 dage:

No Country for Engineering Men (Det faglige)

POSTECH bærer efteråret godt

Lad os starte med det faglige.

Jeg har allerede dækket lidt omkring studiekulturen derovre i et tidligere indlæg, hvor jeg gav udtryk for, at den ikke virkede sund – det gør den stadigvæk ikke. De har en forventning til mængden af arbejde der lægges, der kombineret med måden den skal lægges på, har ført til, at 60% af deres studerende udviser tegn på stress. Jeg vil ikke gå super meget i dybden med det, da jeg har skrevet en del om det i et tidligere indlæg, men opsummeret vil jeg til enhver tid foretrække den danske model.

Det var svært ikke at føle sig lidt malplaceret i mange undervisnings-situationer, for som udvekslingsstuderende, var jeg på POSTECH under helt andre vilkår end de lokale. Hvor de havde kæmpet nærmest siden folkeskolen for at være hvor de var, havde jeg indleveret en ansøgning 9 måneders tid før jeg ankom. Hvor de var tvunget til at opretholde et snit for at fortsætte med at få deres uddannelse betalt via legater, var jeg nogenlunde beskyttet af den uskrevne regel om, at udvekslingsstuderende næsten aldrig dumpede fag.

Milkis – en fænomenal, mælkebaseret sodavand, der virkelig delte vandende blandt os udlændinge – jeg elskede den, mange hadede den.
En af mange brands af kaffe på dåse, til rådighed som både kold og varm. Det her var mit foretrukne brand, til lige at få noget hurtig energi.

Jeg rendte ind i en del udfordringer grundet, at jeg ikke studerede 100% indenfor mit rigtige felt. Uddannelsen til Software Engineer eksisterer nemlig ikke super mange steder uden for Danmark, og jeg var derfor det der bedst kan beskrives som datalogi-studerende under min tid på POSTECH. Selvom der selvfølgelig er nogle overlap imellem de to felter, fik jeg sat en stor streg under, at jeg valgte rigtig dengang jeg søgte ind på Software Engineering, for det ekstremt matematisk betonede datalogi, kombineret med den Sydkoreanske studiekultur, viste sig at være en virkelig strid kombination.

Jeg klarede mig heldigvis igennem alle mine kurser, endda med en god karakter i det mest ingeniør-betonede af dem, men den barske virkelighed er nok, at havde jeg været en lokal studerende, ville situationen have været meget anderledes.

Vandretur i Busan

Det faglige blev aldrig den store overskrift for mig i Pohang, men jeg syntes stadigvæk at jeg fik noget med derfra på den front. Jeg havde nogle kurser jeg hyggede mig gevaldigt med, og et af kurserne gav et virkelig interessant overblik over hvad forskerne indenfor mit felt fokuserer på, på Asiens mest innovative forsknings-universitet (som POSTECH blev officielt kåret imens vi var derovre).

Så jeg fik et overblik over nogle af de retninger vores felt er på vej i, mulighed for at lære om en masse teknologier, og jeg fik prøvet en helt anden måde at studere på. Hvis jeg fik muligheden, ville jeg måske skifte et enkelt af fagene ud, men ellers ville jeg uden tøven gøre det igen.

Oplevelserne

POKA Science War 2019

Okay, “Oplevelserne” er den værst tænkelige overskrift. Den er alt, alt, alt for abstrakt og bred, men indlægget skal jo have sin længde kontrolleret på en eller anden måde, ellers kommer vi aldrig herfra.

For hvad var oplevelserne? Det var jo nærmest det hele.

Rejserne? Ja, helt afgjort. Mit seneste indlæg dækkede i grove træk mine rejser, og muligheden for at se så meget af den del af verden, har været en af de største gaver ved mit udlandssemester. Virkelig, hvornår i mit liv kommer jeg nogensinde til at se så meget, og så meget i dybden, som jeg har i de 4 måneder i Pohang?

Kajak i Halong Bay

Men at opsummere “oplevelserne” som værende lig med rejserne, ville være en grov uretfærdighed.

For hvert eneste måltid derovre var en oplevelse: Hvide ris og kød 2 gange om dagen, karameliseret alting, riskager, blæksprutter hvor de ikke hører til, all you can eat Korean BBQ for 72 kr., selv deres søde chips (for Guds skyld Korea, hvem skal man bestikke for at få en salt snack i jeres fantastiske land?) – det hele var en oplevelse.

Kinesisk hotpot hjemme i DICE køkkenet

Hver eneste tur i byen var en oplevelse: Fra techno-klubberne hvor der spilles for højt til at du kan kommunikere verbalt, og det er egentlig også helt ligegyldigt, for det er ikke derfor du er der, til barerne hvor samtlige af samtalerne med de lokale er “Where are you from?”, til de private karaokerum, hvor man kan skrige sine lunger ud sammen med sine venner, og kun genere de stakkels receptionister, der arbejder hele natten igennem, og holder alle rummene forsynet med snacks og tynd koreansk øl, blandet op med Soju (ris-baseret alkohol).

Gyeongju i efteråret

Hver eneste aften på vores campus-bar, hvor man kan købe 2,7 liter øl for 60 kr., og så ellers spille kortspil og snakke om vores liv som udlændinge i Sydkorea, både med de andre udvesklingsstuderende og de lokale studerende. Når de så smed os ud engang imellem 2 og 3, gik turen næsten altid videre til den lokale 24-timers kiosk, for at hente snacks og flere øl, og så fortsætte hvor vi slap i vores fælles lounge på anden sal af DICE.
De her aftener var noget af det bedste, og jeg bliver stadig nostalgisk af vores foretrukne K-pop numre, som vi sang med på, uden egentlig at kende teksten.

Gruppe-middag med indisk mad, lavet af en af de indiske studerende

Hver eneste eftermiddags-kaffe ved dammen, hvor vi hentede kaffe på Monet, den ene af vores campus kaffebarer, og udskød alle vores andre bekymringer, for at diskutere verdens-situationen, og kigge efter skildpadderne der beboede dammen.

Aftenerne, der blev til nætter, hvor vi bare sad en stor flok i vores lounge, nogen studerede, nogen så live E-Sport, nogen gamede, nogen fik øl, nogen kaffe – bare os alle sammen der var samlede, og havde det sjovt.

Selv det at snige sig alene ud i natten, lige før campus-kioskens lukketid, for at købe sig en snack, med en alt for sød dåse-kaffe at skylle ned med, for at få lidt hurtig energi at fortsætte nattens studier på.

Daegu udflugt

Rejserne derovre, både i og udenfor Sydkorea, er nogle af de kæreste minder jeg har, men hele min hverdag derovre er faktisk den der stadig hænger i mig, og den jeg savner allermest. Der skete konstant noget omkring mig, der var konstant gang i den, og altid nogen der var med på et eventyr, hvad en det var en tur til et andet land, en tur ud og spise, eller en tur i kiosken efter forsyninger.

Alle de her ting var selvfølgelig ikke det samme uden…

Menneskerne

Jeg ved ikke hvor jeg skal starte med den her. Jeg har mødt og boet op og ned ad så mange fantastiske mennesker, fra så mange forskellige lande og baggrunde.

Den fantastiske gruppe af mennesker vi var i DICE (og de få der blev bosat uden for kollegiet), er grunden til at semestret var så fantastisk som det var, og hvis de fjernes fra ligningen, ville det hele bare ikke have været tilnærmelsesvis det samme.

Te-ceremoni i Kyoto

Alle udfordringer der har været gennem semestret, har man konstant haft en hel bygning af andre der også gennemgik, og vi har på den måde været et fantastisk støttenetværk for hinanden. De lokale studerende der boede i DICE, og de internationale studerende der tog hele deres grad på POSTECH, har også hele vejen hjulpet os med alle vores bekymringer og problemer, og gjort alt hvad de kunne for at vi skulle føle os velkomne.

Vandretur ved Pohang’s 12 vandfald

De sidste dage på POSTECH var hårde af mange årsager: 4 eksamener og 2 semesterprojekter der skulle afleveres, samtidig med at man skulle til at planlægge at flytte ud fra sit værelse. Det blev dog alt sammen nedprioriteret for at få de sidste aftener med, i takt med at flere og flere tog hjem. Den sidste torsdag havde nærmest alle os der var tilbage eksamener kl. 10 morgenen efter – vi gik i seng kl. 4, efter vores sidste store fest, og mange hårde afskeder (eksamenerne gik fint dagen efter, bare rolig). Den sidste aften sad vi en 8 stykker tilbage i vores lounge, og udskød at gå i seng, og de sidste afskeder morgenen efter, gik alt for hurtigt i forhold til hvor meget, man egentlig havde at sige til hinanden.

Sidste aften på Log Cabin (vores campus bar)

Jeg har som nævnt i starten allerede haft besøg af en af dem, og det er mit håb, at vi står ved vores planer om en DICE 2019 reunion engang – meget gerne snart.


That’s all folks!

Det var slutningen på indlæggene om min rejse til Pohang. I alt 6 indlæg, der blev længere end de burde, og alligevel ikke er i nærheden af, at dække mit fulde udbytte og min fulde oplevelse. Tusind tak til dem af jer der har gidet læse med, både dem der har kommenteret og dem der ikke har! At der er nogen andre end mig selv der har villet følge med, sætter jeg virkelig pris på, så tak til jer.

Busan om natten

Hvis der skulle sidde en læser derude der er på vippen i forhold til om de skal tage afsted på et udlandssemester: Gør det. De udfordringer, og det arbejde det kræver at komme afsted, kommer uendeligt mange gange igen, og jeg ville ikke tøve med at gøre det igen. De venskaber, de oplevelser og de erfaringer der kommer med et eventyr som det her, er uvurderlige. Så hvis muligheden er der, så grib den.

Til slut vil jeg gerne rette en kæmpe tak til Middelfart Sparekasse. Deres legat gjorde en verden til forskel for den tur jeg endte med at have, og at skrive indlæg for dem har vist sig at være en virkelig sjov udfordring, der har tvunget mig til på en anden måde at forholde mig til alt hvad jeg har oplevet. Af hjertet tak for den økonomiske støtte, og tak for at have givet mig en platform at dele mine tanker med dem der nu gad læse dem!

Jeg kan varmt anbefale blogging til folk der står overfor en form for store eventyr, både som en måde for dem derhjemme at følge med, men også som en måde at reflektere over alt det der sker omkring en, imens man stadig er i det. Det syntes jeg i hvert fald har været virkelig sjovt.

Samurai-træning i Kyoto
Gamcheon Culture Village i Busan

4 måneders eventyr er slut, jeg har en bachelor jeg skal til at i krig med, og store planer for hvad mit næste eventyr skal være.

Igen: Tak fordi I har fulgt med, tak til Middelfart Sparekasse for at der var noget at følge med i!

Mit koreansk er kun blevet marginalt bedre siden jeg tog afsted, så vi slutter som vi plejer:

Annyeong!

5 kommentarer til “Annyeong Pohang!”

  1. Jim skriver:

    Fantastisk følgeton V.
    Har virkelig nydt at følge med.
    Stor anerkendelse for din evne til at opleve og formidle:)

  2. Mormor skriver:

    Uha Victor det må simpelthen være svært at rumme så mange nye oplevelser, men du har oplevelser og minder for livet. Jeg kan næsten sidde og blive helt misundelig når jeg ser alle de smukke billeder, men jeg er vist blevet for gammel til sådan en tur. Men tusind tak for at jeg måtte følge med i dine oplevelser.

  3. Anonym skriver:

    Også en stor tak for at du har delt så gavmildt ud af dine oplevelser, Fætter V! Det har været så skønt at kunne følge lidt med, og du får tingene fortalt, så det er en fornøjelse at læse!

  4. Christina skriver:

    Endnu engang mange tak for at du deler, så gavmildt, ud af dine tanker og oplevelser! Det har været en stor fornøjelse at kunne følge med, og jeg må sige, at du i høj grad kan få tingene formuleret, så det er en sand fryd at læse!

  5. Mor skriver:

    Jeg må være i mit sentimentale hjørne for jeg sidder her og fælder en tåre , sikke mange gode oplevelser , og venskaber du har fået , som du kan ta med dig ud i livet .. Det har været fantastisk at følge med , hverken mere eller mindre .. verden venter på dig ..

Skriv en kommentar