Team Fit4Run
Af

Team Fit4Run

Team Fit4Run – et multisporthold for kvinder. Vi dyrker adventurerace, MTB, crossløb, openwater svømning og alt muligt andet udfordrende sport.
Vi har egen hjemmeside – www.teamfit4run.dk

Verdensmesterskabet i Xterra -crosstriathlon blev en fantastisk oplevelse, men også et stævne med en del bump på vejen.
Anne-Mette fik kvalifikationen i hus allerede i juni ved Xterra Sweden. Og så gik planlægning og målrettet træning ellers igang. Men det skulle desværre ikke gå så nemt. Først kom en skadet lysken i vejen, og da formen så igen var opbygget, stod knæet af. Med et knæ ramt af slidgigt er træningsmængden altid en balancering på en knivsæg. Det var tæt på stævnet, så eneste løsning var en blokade. Det blev nu muligt at træne igen, og så kunne turen gå mod Hawaii og VM i skønne omgivelser.
Efter 24 timers rejse og 2 flyskift stod Anne-Mette i Maui’s lufthavn. Her fik hun udleveret en smadret cykelkuffert, som næppe ville komme på flere rejser. Heldigvis havde cyklen ingen skader.

Indlogeringen var tæt på stævnestedet og en drøm.
Vi var 5 danskere, der delte en stor lejlighed, der lå lige i vandkanten, hvor skildpadder indtog strandbredden for at sole sig. De første dage på Hawaii gik med at få set på ruterne til VM. Først en tur på cykelruten, som gik gennem en gammel ananasplantage og en tidligere golfbane, så der lå golfbolde i store mængder på sporet. Vi kom videre gennem områder med sukkerrør og elefantgræs – og så selvfølgelig de smukkeste udsigter, som vi tog os tid til at nyde. Der var 2 lange stigninger og en kortere på den 32 km lange MTB rute. Ruten var hurtig og sjov, men også rigtig hård. Masser af singletrack, hårde stigninger og lange nedkørsler.

OLYMPUS DIGITAL CAMERAPå Flemming Beach, hvor svømningen skulle foregå, blæste det rimelig meget og bølgerne var gigantiske. 3-4 meter høje, hvor de brækkede og så masser af strøm. Stranden var egentlig lukket for svømning på grund af de farlige forhold, men Xterra atleterne fik lov at prøve kræfter med det vilde vand. Der var nu ikke mange, der havde lyst til at forsøge sig.
Vi ville øve at komme igennem brændingen ved at dykke under bølgerne. Vi var klar over, at der skulle rigtig dårligt vejr til, før svømningen ville blive aflyst. Det var mildest talt en rystende oplevelse. Voldsomme kræfter var på spil, og vi havde ingen kontrol over hvad vi lavede i vandet. Mine svømmebriller blev flået af og gik tabt. Carol og jeg blev slynget ind i hinanden i en bølge, hvor vi ikke vidste hvad der var op og ned. Vi opgav det håbløse forehavende og krydsede fingre for, at stævnedagen bød på stille vejr med mindre bølger.

OLYMPUS DIGITAL CAMERAOgså løberuten blev inspiceret. Det var en masse højdemeter. Halvdelen af ruten gik stejlt op, halvdelen gik så ned igen. Det ville blive anstrengende ovenpå de 32 km på MTB.
Vi var et par gange mere på stranden og blev mødt af mindre bølger, der gav os selvtilliden tilbage. En af løbets store stjerner gav undervisning i bølgesurf, og vi fik øvet den rigtige teknik, som vi dog kun mestrede få gange. Når det lykkedes red vi i høj fart på bølgen helt ind på stranden. Wow hvor fedt.
Der blev også arrangeret ture på løbe- og MTB ruterne med Pro-atleter, som gerne delte ud af deres erfaringer. Dejlig afslappet stemning blandt alle atleterne. 2 dage før stævnet var der velkomstmiddag for de 1000 deltagere, deres medrejsende og frivillige hjælpere. Vi var 13 danske atleter, der fik Xterra-stemningen ind under huden, og vi var ved at føle os klar.
Aftenen før stævnet, lavede vi body-tatoveringer på hinanden, og alt udstyret blev gjort klart. Sommerfuglene var begyndt at røre på sig i maven, så alt var som det skulle være.

12065681_10154303182533572_3102170941726041367_nRACEDAG
Jeg lagde i bedste stil ud med at glemme cykelskoene om morgenen, da vi kørte til stævnepladsen. Godt der alligevel skulle køres 2 gange. 
Da alt var lagt til rette i skiftezonen gik jeg mod stranden og kom i min nye speedsuit. Med den på, føler man sig super hurtig. En vaske ægte hawaiianer velsignede os alle og ønskede os godt løb. Helikopterne kom i luften, klar til at filme svømmestarten. I dag var der ikke en vind der rørte sig, så ingen bølger. Til gengæld var det ualmindelig varmt. Vi fik ønsket hinanden godt ræs. Pludselig blev kanonen skudt af, og vi var i gang. Først Pro-feltet, så herrer agegroup og til sidst dame agegroup. Jeg kom godt fra start og fik en fin svømning. Vandet var helt klart, og man kunne se svømmerne omkring sig og helt ned til bunden. Jeg fandt en at ligge på ben af og vi fik indhentet flere herrer. Efter 750m skulle vi op på stranden og løbe kort, inden de sidste 750m svømning. Jeg kom op af vandet som nr. 2. Skiftet til MTB gik fejlfrit, dog tog det lidt tid at få sandet af fødderne.
Nu gik det så ellers op af bjerget. Ruten på 32 km og masser af gode hm lå foran mig. På en opkørsel 3 km inde på ruten kører jeg udenom en herre, som mister balancen idet jeg passerer ham.
OLYMPUS DIGITAL CAMERAUheldigvis vælter han og tager mig med i faldet. Min fod får et voldsomt vrid og kommer ikke ud af pedalen. Av for den, hvor gjorde det ondt. Jeg trak haltende op af bakken. Tænkte at det nok kunne gå at cykle og satte mig i sadlen. Det var ikke lykken, men ikke umuligt, så længe det gik op. Men det gjorde vildt ondt i foden at køre over selv de mindste ujævnheder. Jeg måtte blive i sadlen og holde den ømme fod øverst. Det minimerede smerterne. Tankerne fløj igennem hovedet på mig. Ville jeg overhovedet være i stand til at løbe bagefter? Ville dette dumme uheld ødelægge mine muligheder for at gennemføre et løb, jeg har drømt om i flere måneder? Men der var ikke andet at gøre end at kæmpe videre. Da jeg kom ind fra cyklingen, lå jeg stadig nr. 2 trods min alt andet end optimale cykling. Jeg var blevet overhalet af en – havde også selv overhalet en.  Men da jeg “løb” med cyklen ind i skiftezonen gjorde det så ondt i foden, at jeg var ved at tude. Pis, jeg var ikke taget helt til Hawaii for at udgå.

Jeg var nød til at prøve. Blev enig med mig selv om at lægge ud med at gå. Så kunne jeg måske løbe indimellem på de lige stykker. Starten af løberuten gik lige op i himlen, så mange andre måtte også gå. Jeg kunne godt mærke, at det ville blive umuligt at gennemføre hele ruten i løb. Jeg var bange for at vride i foden og igen få voldsomme smerter, så jeg passede hele tiden på, hvor jeg trådte. Foden begyndte at hæve i skoen, så ved alle væskedepoterne måtte jeg udover at drikke også afkøle foden. Det kostede tid, men jeg havde ikke noget valg. Efter 5 km gik det nedad. Jeg løb en del, men prøvede at styre farten, så jeg ikke mistede kontrollen med foden. Der kom et par damer fra min aldersgruppeforbi mig ved et depot. Gad vide hvilken placering, jeg nu dumpede ned på? Mine forventninger hjemmefra var top 5, men jeg havde jo ligget til medalje hele vejen og nu var det ved at smuldre p.g.a. den dumme fod. Øv øv øv.
Jeg fik kæmpet mig hele vejen ned af løberuten og ud på stranden, hvor vi sluttede med 500m i sandet. Jeg ville sgu ikke gå i mål. 2 andre fra min klasse er kun få sekunder foran mig, men jeg kan ikke presse løbet mere med anklen, der har det hårdt i sandet. Jeg løber i mål som nr. 5. Det er jo egentlig en flot placering, men jeg er MEGA ærgerlig. Det gjorde godt med masser af kolde drikke og en kold klud om nakken. 12074868_10154303181618572_573219319035684323_nDa jeg væltede om på græsset, var jeg helt færdig. Fik skoene af og så en gigantisk fod. Jeg kunne ikke længere støtte på den. 2 af de andre danskere insisterede på at bære mig ned til sameritter teltet. Jeg kunne ikke overskue at komme derover selv. Der lå folk på række – de fleste dehydrerede og med drop. En læge tilså mig og mente den var gal med ledbåndene, men han ville have den røntgenfotograferet.
Det viste sig, at der udover skadede ledbånd var et lille knoglebrud, så jeg blev udstyret med bandage, ankelskinne og krykker. Ikke lige den måde jeg havde drømt om at slutte Xterra VM på. Uforståeligt at jeg overhovedet kunne cykle de sidste 29 km og løbe 10 km med den fod. Adrenalin kan tilsyneladende snyde hjernen og give uanede kræfter.

2 af de danske piger løb sig til et verdensmesterskab, så der var en fantastisk stemning ved det danske bord om aftenen. Jeg fik foden behandlet af en atlet, der er fysioterapeut, og så håber jeg på hurtig heling.De efterfølgende dage brugte jeg på at opleve noget mere af Maui. Blev helt forelsket i dette paradis, der er et overflødighedshorn af smukke strande, spændende dyreliv, fantastisk natur og dejlige mennesker.
Mit knæ stod distancen og jeg fik en helt enestående oplevelse af både Xterra VM og Maui. Det overskygges ikke af mine udfordringer under vejs. Jeg afsluttede på en ganske flot 5. plads og opfyldte egentlig mit mål. Men jeg må se at kvalificere mig igen og gøre jagten på en medalje om, for jeg vil gerne have et perfekt løb. Det rækker til mere end 5. pladsen.

Fotograf Stine Sophie Winckel, der altid fanger den rigtige løbsstemning har taget de bedste skud.

Skriv en kommentar