Af

Henrik Klemmensen

Dansk triatlet der rejser verden rundt for at samle point til OL kvalifikationen mod Tokyo. Henrik er bosat i Odense hvor han træner med Tri Team SDU. Han har studeret til Ingeniør i Global Management and Manufacturing, hvor han blev uddannet i 2017. Nu fokuserer han al energi på triatlon i målet om at opfylde de store ambitioner.

6 pladsen i Madrid var mit bedste resultat i World Cup’en til dato og umiddelbart også min bedste præstation internationalt. 

Jeg arbejder på nuværende tidspunkt med min sportspsykolog om at blive bedst mulig til at præstere i momentet. Som et led i det arbejder jeg på at lægge en detaljeret strategi nogle dage på forhånd og derefter forsøge at fokusere mindst muligt på konkurrencen indtil fem minutter før start.

I Madrid synes jeg at jeg formåede at være afslappet helt indtil jeg stod på pontonen og som et resultat havde jeg den bedste svømning i mit liv. Jeg har aldrig før været i top 5 ved første bøje efter 250m, og det var en syret oplevelse at kunne ligge og se tilbage på 65 af de bedste atleter i verden. Jeg endte i første gruppe på cyklen, som denne gang desværre blev hele 30 mand. Var den endt med kun at indeholde 20 mand, havde det været et helt andet resultat til slut. Men sådan er gamet. 


Jeg måtte grave rigtig dybt et par gange op af den snørklede stigning mod det royale palads i Madrid, men det at køre de 20km med en frontgruppe i en World cup hvor flere røg af bagenden undervejs, var også et selvtillidsboost, og endnu et skridt i den rigtige retning. Tanken var desværre for tømt til at jeg kunne løbe med om topplaceringerne til slut. Men nu ved jeg, at jeg kan være med på højeste plan helt til andet skifte og så må jeg arbejde for at få det sidste step med. 


Jeg tager meget selvtillid med hjem, og ser utrolig meget frem til de kommende stævner. Processen er virkelig god i øjeblikket. Næste konkurrence for mig er World Cup’en i Cagliari, Italien, om 10 dage.

/Henrik

Skriv en kommentar