Bogotá havde mange ting at byde på. Det store World Cup setup var som det plejede, men det var selvfølgelig tingene udenom som var anderledes. Bl.a. klima, højden og maden.
De første 4-5 dage vi var Colombia, regnede det om eftermiddagen, og resten af tiden kom der et regnskyl næsten hver dag. Vi var heldige at kun 1 træning blev kørt i regnvejr, i de to uger vi var der. Man kunne ikke rigtig stole på vejrudsigten så godt som man kan herhjemme. Vi fik at vide, at hvis de sorte skyer kom fra bjergene, ville der være stor sandsynlighed for regnvejr, og det passede som regel meget godt. Vi var oppe på en af bjergene mandagen efter første løbsweekend. På vej kom vi igennem et mere fattigt område, hvor folk lå og sov imellem vejene. Bjerget var 3200 meter højt, og så var der udsigt over hele Bogotá. Så super fedt at få set flere sider af Colombia!
Vi boede på et stort hotel midt i Bogotá, som er Colombias hovedstad. Hotellet var formet som en hestesko, og på stueplanet var der restauranter, kaffebar og andre madsteder. Tingene var rigtig billige derovre. 1 kop kaffe kostede 8000 pesos, som altså kun svare til 12,5 kr. Sikkerheden bliver der brugt meget tid på ift. Danmark. Der var nok omkring 5 vagter der var knyttet til hotellet, som gik rundt alt den tid vi var der. Derudover havde den ene vagt en hund, som skulle gå en runde om de biler der skulle ned i parkeringskælderen. Vi cyklede et par gange ud til BMX banen, og her var der altså næsten politi på hvert gadehjørne.
Det var sådan, at vi havde en privat chauffør der kørte os til banen, til styrketræning osv, da det var billigere end at leje en bil derovre. Derudover var der simpelthen så meget trafik, så det var hurtigere at cykle de 5 km ud til banen end at køre i bil.
Og så til BMX’en. Det var de sidste fire worldcup afdelinger der blev holdt i Bogotá. 2 afd. den ene weekend og 2 afdelinger weekenden efter. Det var en sjov bane, med et par svære tekniske udfordringer. Vi havde 2 åbne træninger i løbet af ugen, og så en officiel træning fredag inden løb lørdag og søndag. Første weekend gik det egentlig meget godt. Lørdag blev det til en ¼ finale og søndag en 1/8 finale. Jeg lærte rigtig meget den weekend og jeg er også ok tilfreds med resultatet, da det jo er min første World Cup i elite i år, og niveauet i elite er rigtig højt!
Frem mod 2. weekend var jeg dvs lidt syg. Det kan man næsten ikke undgå når man kommer så langt væk hjemme fra. Da vi nåede til weekend nr. 2 havde vi været i Colombia i 12 dage. Efter næsten to uger bliver man også træt, og især når man har 2 løbsweekender i træk. Mine resultater blev dermed ikke for gode, men det var en rigtig lærerig tur! Lørdag røg jeg ud af de indledende løb, og søndag blev det til en 1/8 finale.
Det gav lidt point til OL-ranglisten, men vigtigt lige nu er erfaring! Jagten på flere OL point fortsatte weekenden efter. Jeg var hjemme fra Colombia tirsdag aften, og så nåede jeg at være hjemme i et par dage. Fredag morgen i samme uge sad vi i en flyver på vej mod Ljubljana i Slovenien. Her var der nemlig point at kører om. Jeg vandt løbet, og fik derfor fuldt udbytte at turen!
Jeg er nu to uger efter lige kommet hjem fra to løb i Schweiz. Jeg havde en dårlig dag lørdag, men søndag fik jeg kørt en 4. plads hjem. Jeg havde håbet på mere, men er fint tilfreds da det også gav lidt point.
Nu ser jeg frem mod en offseason oven på en rigtig god sæson, hvor jeg starter med et par uger uden meget træning. Derefter starter opbygningen frem mod sæsonstart til næste år.
På gensyn!