Af

Marie Quistgaard

Hej Mit navn er Marie Kjær Quistgaard. Jeg er modtager af Middelfart Sparekasses studielegat til afholdelse af udvekslingsophold i udlandet. Jeg læser til daglig til sygeplejerske på VIA University College i Silkeborg, men er oprindeligt fra Middelfart. Her i sommeren og efteråret 2018 skal jeg tilbringe mit 4 semester i Melbourne, Australien. Hernede skal jeg undervises i blandt andet Community, Maternity og Mental health Nursing. Dette glæder jeg mig helt vildt til! Foruden dette skal jeg også i praktik i 4 uger. Det bliver spændene at få et indblik i sundhedsvæsenet her og få et internationalt perspektiv på mit fag. Derudover glæder jeg mig til at opleve Melbourne og Australien generelt!
Jeg håber at du har lyst til at følge med i mit eventyr hernede fra!
Mange Hilsner
Marie

Hej læser!
Jeg har nu været i Melbourne i præcis en måned. I den tid har jeg nået en hel del!
Først havde jeg en uge hernede til at finde mig til rette. Jeg flyttede ind på et hostel i midtbyen og bor der faktisk stadig. Det er meget hyggeligt, lidt som et bofællesskab med 50 andre, men nu må vi se hvor længe det forbliver sjovt.
Herefter havde jeg “week 0” på universitetet, hvilket var en slags introduktions uge med alle de andre studerende. Heri var en intro tur inkluderet, den gik til Lorne, lidt syd for Melbourne. På turen var det sjovt at lære de andre studerende at kende, desværre gik selve turen ikke helt efter planen. Bussen brød sammen på vej derned og de fleste af aktiviteterne blev aflyst på grund af det dårlige vejr, det er jo vinter hernede og omkring 13 grader. Til trods for dette var det en god oplevelse.

Så startede jeg på selve semesteret, det har været rigtig spændende, og meget forvirrende. Det viser sig, at det er en del anderledes at være studerende her end det jeg er vandt til på min egen lille skole i Silkeborg. En del af min undervisning foregår online og der er et væld af formularer og godkendelser man skal igennem før man rigtigt kan komme i gang. Det kæmpede jeg en del med… Foruden det er universitetet ENORMT! min nye hobby er at fare vild, hvilket kan være en upraktisk beskæftigelse når man skal nå at komme til time.
Mine courses er; Mental health and illness, Community nursing og  Maternity Nursing.
Alle fagene synes jeg er helt vildt spændende og allerede nu kan jeg mærke at jeg bliver udfordret og lærer en hel masse, ikke kun om indholdet, men også om forskelligehederne mellem det skandinaviske sundhedsvæsen og det australske. Jeg havde ikke regnet med, at der var så mange forskelligheder som det har åbenbaret sig indtil videre. Jeg følger med i timer og opgaver så godt jeg kan, på trods af forskelligheder og sprogbarrierer. Gudskelov er australiere de flinkeste mennesker jeg har mødt længe.


Ud over at passe mit skolearbejde, har jeg sammen med nye venner fra studie og hostel været ude og udforske byen. Den er helt vildt stor, med mange skyskrabere rundt omkring. Blandt andet har de Eureka Tower som er den anden højeste bygning i southern hemisphere med hele 91 etager! Jeg har drukket vin på diverse roof top bars, har gået byen tynd og har spist helt fantastisk asiatisk mad på byens mange restauranter. Alt i alt går det rigtig godt hernede!
Det er sjovt at udforske byen som er international, hip og med mange ting som foregår rundt omkring hele tiden.

Jeg glæder mig til at se hvad de næste par uger byder på
Mange hilsner herfra!

Marie

Skriv en kommentar