Af

Gunnar

Så er det lige før det sker…

Næste tirsdag indleder vi – min kone, Anne, og jeg – vores rejse til Uganda. Vi skal være der i to uger, og de første fire dage er sat af til at besøge nogle af vores MyC4-lånere i Kampala og MyC4s samarbejdspartner CMC/FED.
Vi har gennem foråret og sommeren fået stor hjælp af både Middelfart Sparekasse og MyC4, så nu er rejseplanerne ved at være parate. Vi har fået de nødvendige vaccinationer, har købt malariamedicin for en forfærdelig bunke penge og regnet som gale på et budget, som kan holde.

Det bliver vildt spændende. Selvfølgelig først og fremmest at møde en kultur, som ligger så langt fra, hvad vi kender til, at vi slet ikke kan forestille os, hvad det er for et liv, der udspiller sig i denne hovedstad.
Og så bliver det fantastisk at komme til at stå ansigt til ansigt med nogle af de afrikanske iværksættere, som vi gennem det seneste år har støttet med microlån.
Jeg håber, vi kan få et lille indblik i, hvilken betydning MyC4 har haft for udviklingen af deres virksomhed.

Mads Kjær har gennem sit firma, Motorcare, med hovedkvarter i Kampala, sørget for, at vi bliver hentet sikkert ved lufthavnen i Entebbe kl. halv fire onsdag morgen, og Yehaya, som chaufføren hedder, vil så sørge for at fragte os sikkert rundt til de forskellige besøg. Det er en stor tryghed at vide, at det er en lokalkendt, som skal hjælpe os rundt i byen, og så kan vi sikkert få ham til at tolke for os, hvis der skulle blive problemer med at tale engelsk med butiksejerne.
Vi er også blevet inviteret til et besøg hos Motorcare. Det bliver spændende at få lidt indblik i deres arbejde med at forsyne nødhjælps- og udviklingsorganisationer i Afrika med køretøjer.

Besøget i Kampala skal danne grundlag for et planlagt præsentationsforedrag, som gerne skulle få danske virksomheder til at indtænke MyC4 i deres gratialepolitik, så der kan komme rigtig mange MyC4-gavekort under medarbejdernes juletræer fremover.

Fra Kampala tager vi bussen til Fort Portal. Byen ligger i centrum af de store nationalparker, og her har vi overladt planlægningen af vores oplevelser til en lokal turarrangør og glæder os ubeskriveligt til at møde landets fantastiske natur med et dyre- og planteliv, som vi nok heller ikke kan forestille os.
Ud over at vi vil suge til os af oplevelser, vil vi samle billeder og indtryk til et rejseforedrag.
Hidtil har mine foredrag i rejseberetning.dk handlet om nogle af de spændende cykelture, jeg har gennemført de seneste fem år. Så det bliver noget ganske andet, jeg den kommende vintersæson kan tilbyde klubber og foreninger.

Skriv en kommentar