I hele sidste uge, uge 34, var der WOC, senior VM oppe i en af Sveriges hyggelige små byer helt tæt på grænsen til Norge, nemlig Strömstad. Der var i alt 5 forskellige distancer hvor der var mulighed for at præstere og få lidt metal med hjem til sig selv og sit hjemland. Sprint – o-løb inde i byen, sprintstafet, mellemdistance, langdistance og til sidst stafetten ude i skoven. Danmark har været rigtig godt med, både i 2014 og 2015, så selvfølgelig var de også med i kampen i år. Alt i alt endte Danmark med at tage 2 guldmedaljer, 1 sølv medalje og en 5. plads med hjem fra VM. Og en af de fantastisk flotte resultater var jeg en del af publikum til. Nemlig stafetten lørdag d. 27 august.

I april havde dansk orienterings forbund valgt at planlægge en U16 tur til Strömstad, og der var jeg en af de syv heldige, som fik en plads på holdet. Vi skulle op og se Danmark stille op med to stærke hold i både herre- og damestafetten. Men vi skulle også selv få noget træning ud af turen derop. Dermed blev det til tre super gode træningsløb oppe i noget af det lækreste terræn i Sverige. Men det vigtigste af alt, var at heppe så meget på det danske landshold, så de kunne vinde lidt metal med hjem! Herrerne startede ud, og der blev løbet stærkt. Og hos Danmark løber herreholdet sig akkurat i top ti med en flot 10’ende plads. Det bedste resultat danske herre har leveret siden 2012.

Efter herrerne havde løbet blev det så damernes tur. I løbet af det sidste år er Emma Klingenberg hoppet af landsholdet, blev det en del sværere at leve op til guldmedaljen fra sidste år. Førsteturen, Signe Klinting løb super godt, og skiftede som nummer 7. Stille og roligt løb andenturen, Ida Bobach Danmark frem til en 4. plads. Og til sidst på tredjeturen var det den dobbelte verdensmester Maja Alm, som skulle ud og jage Finland, Rusland og Norge. Maja henter stille og roligt ind på de andre og ligger lige bagved Finland og Rusland. Tre-fire poster før mål overhaler Maja Finland, og dermed løber hun en virkelig flot sølvmedalje hjem til Danmark.

Så ja, jeg vil sige at vi syv U16 o-løbere gjorde vores arbejde godt. Vi fik heppet på det danske landshold, som præsterede utrolig flot på stafetten. Det var en kæmpe oplevelse at stå der og kunne heppe, noget jeg helt sikker gerne vil prøve igen. Både som publikum, men måske også en dag ude i fremtiden som landsholds løber.

Weekenden efter VM skulle jeg så selv ud og præstere. Det var til DM mellem oppe i Mols bjerge. Noget som jeg havde glædet mig til, ikke som favorit, men som en der kunne blande sig oppe i toppen på en god dag. Og det gjorde jeg i hvert fald. Jeg havde et rigtig fint løb både fysisk men også teknisk. Det blev kun til et par enkelte småfejl, så troen på en medalje var der stadig. Det var en meget tæt kamp, tættere kunne det ikke blive. Fire poster før mål var jeg 29 sekunder efter storfavoritten Annika, men også min gode veninde. I mål var der vendt op og ned på placeringen. Forskellen lå kun på et sekund. Denne weekend var jeg så den heldige, den som trak det længste strå, og kunne kalde sig danmarksmester. Hvilket jeg for det første er rigtig glad for, og ikke mindst utrolig stolt af.

Skriv en kommentar