Af

Team Fit4Run

Team Fit4Run – et multisporthold for kvinder. Vi dyrker adventurerace, MTB, crossløb, openwater svømning og alt muligt andet udfordrende sport.
Vi har egen hjemmeside – www.teamfit4run.dk

Søndag d. 8.4.2018 afviklede Team Fit4Run igen deres trailløb i det kuperede terræn på Stige Ø. Der var gode muligheder for at få en fysisk udfordring og sved på panden i bakkerne i det naturskønne område i udkanten af Odense. Tidligere har der været losseplads på stedet, men nu valfarter mange til området for at motionere på de mange stier.
Rigtig mange motionsløb finder sted på flade veje og stier, men et stigende antal løbere har mod på lidt større og anderledes udfordringer. Derfor har Team Fit4Run endnu engang taget initiativ til et anderledes og sjovt motionsløb.

Vi deltager selv i mange orienteringsløb, motionsløb og adventureraces og er ikke bange for at blive beskidte på løbeturen. Vi sætter pris på, at blive udfordret undervejs. Sådan var det også ved dette års Trailløb Stige Ø, hvor vi havde lagt os i selen for at lave et løb af den slags, vi selv sætter pris på.
Omkring 150 løbere mødte op i det skønneste forårsvejr, og fik en oplevelse ud over det sædvanlige. Deltagerne fik en anderledes og udfordrende rute, der fik pulsen op i det røde felt, da alle de store bakker skulle forceres —uanset om de havde valgt 6 eller 12 km ruten.
Nogle valgte at gøre løbet til et fælles mål for familien, klubben eller kollegaerne og deltog på stafethold, hvor man kunne være 4 om at dele de 12 km.

Som altid ved vores løb er det målet, at alle skal have en sjov og hyggelig dag, som skaber større opmærksomhed og interesse for løbekonkurrencer i naturen med de forhindringer, der naturligt findes der. Det kan foregå i et tempo, der passer den enkelte—der er plads til både eliteløberen og motionsløberen, som har brug for at gå nogle gange undervejs.
Blandt de deltagerne er både dem der er vant til komme først, og dem der klarer turen i mere moderat tempo.

Som Team Fit4Runs sponsor støtter Middelfart Sparekasse op om løbet. Bankens kunder fik mulighed for at løbe til nedsat pris, og igen i år var der et hav af gode præmier at løbe efter.

 

Skriv en kommentar