Der skal trækkes i flere lag cykeltøj for at holde varmen, når vinteren melder sin ankomst og træningen står på MTB. Så er det, at man let drømmer sig til varmere himmelstrøg og surfer på internettets rejsesider.
I vintermånederne valfarter cykelryttere til destinationer som Tenerife, Gran Canaria og Mallorca. Det var da også inde i overvejelserne, da der skulle findes et rejsemål med lidt behageligere temperaturer til mig og cyklen.
Vi fik lyst til at prøve noget nyt, og valget faldt på Cypern. I de koldeste måneder er temperaturen omkring 12-20 grader, som jo er ganske behageligt til cykeltræning. Dertil kommer, at Cypern er bjergrig med gode muligheder for mange højdemeter på kontoen, hvad enten man foretrækker MTB eller racer. At prisniveauet så er yderst attraktivt er jo blot bonus.
Om sommeren er Cypern et ferieparadis med størsteparten af gæsterne indlogeret på de store hoteller ved kysterne. Men man har også mulighed for at finde mere ydmyge og charmerende overnatningssteder i bjergene – så er man tæt på skønne træningsområder og langt væk fra larm og trafik.
Vi boede i Skarinou ved foden af bjergene og i området, hvor der hvert år køres Cyprus MTB Sunshine Cup. Så måtte der jo være noget godt terræn at komme efter. Og det var ingen skuffelse.
Da vi havde slået øjnene op den første morgen, blev de lejede cykler leveret ved døren – nemt og bekvemt. Så var det jo bare at tage ud på opdagelse og få boostet træningen. Det var tiltrængt efter et par rolige vintermåneder.
Udenfor døren var bjergene fyldt med spændende singletracks og grusveje, der førte os gennem olivenlunde og citrusplantager.
Ved hjælp at GPS fandt vi nye afvekslende ruter hver dag, hvor det kuperede terræn sikrede mange højdemeter i benene. Masser af lækker MTB langt væk fra befærdede veje.
De store højdeforskelle betyder, at Cypern nogle vintre kan byde på sne og skiløb højst oppe i Troodosbjergene og samtidig badevenlige temperaturer ved kysterne ud til Middelhavet.
Vi kan kun anbefale Cypern som træningsdestination. Der er rig mulighed for flere forskellige træningsformer. Det cypriotiske folk er yderst hjælpsomme, imødekommende og venlige. Øen er smuk og indtagende, når man bevæger sig væk fra de største byer og turistboulevarderne.
Skarinou ligger ca. 30 km fra lufthavnen i Larnaca, så det er let at komme dertil. I den lille by finder man et charmerende og enkelt logi: ”Traditional Village Houses”, som er godt udgangspunkt for cykelture i bjergene. Vil man ikke medbringe egen cykel, kan velfungerende cykler lejes hos bikincyprusadventures.com.
Cypern viste sig at være en rigtig god destination til vores træning.
Efter en uge med god træning på cyklen og i løbeskoene, er der taget hul på en ny sæson, hvor masser af spændende udfordringer venter holdet.