Af

Viktor Gram Thomsen

Mit navn er Victor Gram Thomsen,  jeg er 22 år, og jeg studerer til dagligt Software Engineering på SDU i Odense. Jeg skal tilbringe efterårs-semestret 2019 på Pohang University of Science and Technology (POSTECH), i Pohang Sydkorea. Middelfart Sparekasse har været så fantastiske at støtte turen med et studielegat, og mit eventyr i den sydkoreanske kystby kan derfor følges her på bloggen.

En introduktion til min destination, mit felt, og mig.

En introduktion til min destination, mit felt og mig.


Annyeonghaseyo! Jeoneun Victor-imnida. Jeoneun haksaeng-imnida!
– cirka her stopper mit ordforråd på koreansk, så der er et stykke vej igen.

Hvad jeg håber jeg har skrevet ovenfor, er en meget kort, meget formel introduktion af mig selv, nemlig: Hej! Mit navn er Victor. Jeg er studerende!

– og dette bliver det første indlæg, i en lille serie af blog-indlæg. Disse vil blive skrevet i løbet af mit udlandssemester, der kommer til at bringe mig hele vejen til den sydkoreanske kystby Pohang. Her skal jeg studere på Pohang University of Science and Technology (I et kortere format; POSTECH). Indlæggene kommer op her på Middelfart Sparekasses blog, da de har været så skønne, at støtte min rejse med et studielegat – endnu engang tusind, tusind tak til dem!

Dette første indlæg er skrevet før afrejsen mod Sydkorea, og er tiltænkt som en lille introduktion til mig, mit studie, og min lokation.

Lidt om mig

Jeg er 22 år gammel, hedder som sagt Victor (med C, uanset hvad mit brugernavn på bloggen så vil påstå), og kommer oprindeligt fra en landsby ca. 25 km fra Vejle. Jeg er pt. bosat i Odense, hvor jeg flyttede til for at studere.

I korte træk er jeg en meget stille og rolig fyr, der efter 2 år på Fyn, stadigvæk ikke helt har mistet sin indre jyde. Jeg holder af at spille guitar, og hele processen bag en god kop kaffe, helt fra bønne til kop. For en mere fagligt præget profil af mig, anbefaler jeg et besøg på min hjemmeside; https://victorgram.io/ , eller min LinkedIn; https://www.linkedin.com/in/victor-gram/.

Da jeg regner med at bloggen i sig selv vil være med til at introducere hvem jeg er, vil jeg slutte det her lille introduktions-afsnit af med, at besvare et helt klassisk spørgsmål: Hvilke 3 ting ville jeg tage med på en øde ø?

  1. Min kæreste
  2. Min computer
  3. Min guitar

Software

I mangel på billeder der repræsenterer software, får I et meme i stedet

Jeg studerer til dagligt til en civilingeniør-grad indenfor software engineering, hvor jeg lige har færdiggjort det 4. semester på bacheloren.

Personligt regner jeg det at arbejde med software, som den helt perfekte kombination af kreativitet, teknologi, og muligheden for at skabe. Som software ingeniør, har man nærmest ubegrænsede muligheder for at skabe værdi, og løse problemer, indenfor adskillige felter og domæner, alt sammen kun udstyret med en computer.

Vi bevæger os i højere og højere grad imod en verden hvor der er software i alting, og langt størstedelen af de største udfordringer den moderne verden står overfor, kommer software til at være en hjørnesten i at løse.

Jeg holder meget af af alle facetter af software-udvikling, og finder en særligt stor glæde i at planlægge og designe system- og softwarearkitekturer. Hele processen med at udvælge det rette design, og de rette teknologier til bedst at løse en problemstilling er virkelig en fantastisk måde at blive udfordret på. Og så vil det selvfølgelig også altid være fedt når man går igang med at programmere, og ser tingene tage form.

Jeg vil så vidt muligt holde tech-snakken på et minimum, da jeg har erfaret, at selv med en verden hvor software omringer os på alle givne tidspunkter, er der faktisk ikke vanvittigt mange der har et forhold til begrebet. Helt fra når vi indstiller vores vaskemaskine til at vaske ved 40 grader i stedet for 60, til når vi uploader billeder til sociale medier, og til når vi med telefonen betaler for en handel på diverse webshops, er software det der gør det hele muligt. Jeg tror, at netop det at alle disse ting er så integreret og selvfølgelig en del af vores hverdag, er det der gør, at mange måske ikke forholder sig super meget til hvad der egentlig får disse ting til at ske.

Derudover er det her jo mere tiltænkt som en rejse-blog, og en mulighed for at nedskrive og dele nogle af mine tanker, observationer og oplevelser på turen.

Så det her var en lille introduktion til mit felt, nogle få tanker omkring det, og hvorfor jeg holder så meget af det som jeg gør. Jeg har siden 7. klasse vidst at det var det her jeg ville, og selv på de dage på studiet hvor det hele bare går op i analyser og diagram-tegning, er jeg aldrig i tvivl om at jeg har ramt helt rigtigt med mit valg af studie.

POSTECH og Sydkorea

Fra Pohangs Fire & Lights festival, 2019. Credit: 10Mag ( https://10mag.com/directory/event/pohang-international-fire-light-festival-2019-nam-gu-pohang/ )

Som nævnt tidligere, er min destination POSTECH, lokaliseret i kystbyen Pohang, i Sydkorea.

Da jeg sammensatte min prioritetsliste over universiteter til mit udlandssemester, der blandt andet også indeholdte universiteter i Taiwan og Filippinerne, var det med POSTECH øverst på listen. POSTECH hører til blandt de bedste universiteter i verden, og har i perioder været #1 i verden på “Top 50 universities under 50”. Universitetet er derfor en fantastisk mulighed for at modtage undervisning på et virkelig højt fagligt niveau, og så endda på et universitet der meget specifikt specialiserer sig i teknologiens verden.

Da jeg tilbage i sommeren sidste år begyndte at arbejde på at få et udlandssemester til at ske, forsøgte jeg meget ihærdigt at komme til Japan. Japan er efter min mening et af de fedeste lande i verden, og jeg har villet tilbage dertil lige siden jeg vendte hjem fra 1 måneds backpacking der, i mit sabbatår. Jeg går også rundt med en lille drøm om at bosætte mig i landet på et tidspunkt, men det er en snak til en anden dag, og en anden blog.

Japan var desværre ikke en mulighed, grundet udfordringer med SDUs partneruniversiteter i landet, og jeg måtte derfor på jagt efter en ny destination. Her søgte jeg ikke særligt længe, da Sydkorea virkede som et helt oplagt valg. Ligesom da jeg rejste til Japan første gang, er Sydkorea et land jeg ikke kender særlig meget til, men som interesserer mig virkelig meget, og som har en kultur og en historie der markant anderledes fra hvad jeg kender herhjemme.

Rent fagligt er Sydkorea også en fantastisk interessant destination, da landet hører til blandt spydspidserne i teknologiens verden. Her glæder jeg mig meget til at se hvor fokussen i software-feltet er i Sydkorea, kontra for eksempel herhjemme i Danmark.

Songdo, Sydkorea – en af verdens første Smart Cities. Credit: https://blogs.solidworks.com

Så destinationen blev altså Sydkorea, hvor jeg virkelig glæder mig til at studere, møde nye mennesker, tage på eventyr, og til at opleve den sydkoreanske kultur helt tæt på, i kystbyen Pohang.


Det var alt for dette første indlæg. I skrivende stund er der 7 dage til jeg rejser imod først Japan, hvor jeg lige snupper 8 dage før semester-start, og så rejser imod Pohang d. 27/08.

Næste indlæg bliver sandsynligvis engang efter intro-perioden på POSTECH, og kommer forhåbentligt til at have lidt mere kød på i forhold til selve turen. Hvis der er noget som de få læsere jeg nu kan få skrabet sammen har lyst til at høre mere om, så efterlad endelig en kommentar.

Nedtællingen er igang, og jeg glæder mig, som jeg aldrig har glædet mig til noget før!

Annyeong!

2 kommentarer til “Sydkorea, Software og Mig”

  1. Anonym skriver:

    Super godt skrevet ?vi glæder os til at høre mere , håber du får en fantastisk tur.

  2. Christina skriver:

    Her fra Egtved, vil vi alle ønske dig en helt fantastisk tur! Du vil helt sikkert få alt det med hjem, som du drømmer om, både personligt og fagligt!
    Glæder os til at følge med på sidelinjen.

Skriv en kommentar