Af

Nina

Jeg er 23 år og bor i Aarhus hvor jeg har læst medicin i 4 år. Jeg har altid elsket at rejse og gør det så tit jeg kan, så dette forår er jeg på den ultimative oplevelsestur når jeg bytter bøgerne ud med et ophold på et lille junglehospital i Bwindi, Uganda, på grænsen til DR Congo.

Så fik vi endelig begyndt vores rejse til Afrika. Efter at have vidst det i 10 måneder med planlægning, lister, køb af billetter, legatskrivning, pakning, flere lister og en voksende spænding, kom vi endelig afsted mandag den 31. jan omkring kl 04.15 om morgenen…

Turen gik først til Flensborg hvorfra vi skulle videre med tog til Hamborg. Herfra med fly til først Istanbul og siden Entebbe, Uganda. Alt i alt en overkommelig rejse selvom vi var trætte da vi kl 02.00 stod af flyveren. Vi blev selvfølgelig som det første ramt af strømsvigt i lufthavnen og måtte glemme alt om at se det mindste anstændige ud efter et lille døgns rejse. Efter en god times tid havde vi endelig fået vores visa og kunne møde hospitalets direktør, Charles, som var i byen og derfor havde tilbudt at hente os. Virkelig luksus:)

Ligesom vi når bilen begynder det der skal vise sig at være en flere timer lang tropisk regn (“surprising rain” ifølge Charles da en så kraftig regn ikke er typisk for sæsonen). Vi bad en stille bøn om ikke at blive skyllet væk af de voldsomme regnmængder og vi kom da også ind til Kampala (hovedstaden i Uganda) i nogenlunde stand.

Omkring kl 05.00 om morgenen blev vi sat på bussen som skulle tage os helt ud til den vestligste del af landet, nærmere bestemt byen Butogota, som ligger ca 17 km fra den by hospitalet ligger i, men hvor til der ikke går offentlig transport. Som det så ofte er i Afrika kørte bussen dog først ca kl 07.30, men vi var glade for vi var endelig på vej.

Vi blev godt underholdt af de smukke naturlandskaber og de mange folk der var med bussen og synes det var spændende at der var Wuzunga (ordet for hvide men betydningen er ikke så flatterende) med bussen, samt en lur i ny og næ. Selve busturen kom til at vare næsten 13timer og det skal her nævnes at der ikke som sådan er indlagt stop på turen, så alt hvad vi fik den dag var kiks, småkager, lidt chokolade og et par bananer (det eneste vi turde købe af sælgerne ved bussen) samt rationeret vand, da der heller ikke ligefrem findes toiletter…

Andre må vige når vores bus skal forbi

Frem kom vi og vi blev da også hentet ved bussen og bragt til døren ved detder skal være vores hjem de næste tre måneder. Før vi kunne få et tiltrængt bad, mad og finde vores seng, måtte vi dog lige hilse på den hær af mennesker der havde ventet os med spænding. Endelig kunne vi trække os tilbage og tænke lidt over turen. Vi var begge glade for at den var gået så godt, med tanke på hvor mange ting der kunne være gået galt, og vi kunne gå forventningsfulde i seng, spændte på hvad morgendagen ville bringe og på at se det hele i dagslys:)  Alt i alt en dejlig tur som der dog nok skal gå noget tid før vi gentager…

Skriv en kommentar