Dejligt at du vil læse med her! Jeg hedder Lisa, og jeg vil det næste halve år blogge her om mit praktikophold ved den kongelige danske ambassade i Tokyo. Middelfart Sparekasse har været så søde at bevilge mig et legat til mit ophold, hvilket jeg er dybt taknemmelig for!

Det er nu 11 dage siden at jeg satte fødderne på Japansk jord. Min plan var at komme her 2 uger før min praktik startede, for at have tid til at finde en lejlighed, komme på plads og besøge familie og venner i Japan. Efter en del research hjemmefra, fandt jeg frem til dette værelse, som jeg nu bor i.

2013-08-06 10.57.30

Værelset er sølle 8 m2, med køkken, bad og toilet som man skal dele med 16 andre unge. Tokyo er eftersigende den 2. dyreste by i verden hvad angår beboelse, (næst efter London) hvilket jeg klart har fået bekræftet her. Jeg skal af med 4700 kr. pr. måned for mit lille bitte kollegieværelse! Dog ligger lejligheden blot 1 km fra ambassaden og 5 minutters gang fra den berømte Shibuya-crossing – så placeringen kunne ikke have været bedre.

2013-08-02 21.47.02

 

Til min store fordel er Japan ikke fremmede for mig, da jeg er halv japaner og har tilbragt 7 år af min barndom i Japan. Det er en kæmpe fordel at kunne tale sproget og have familie og venner i nærheden, der kan kan hjælpe en med at finde sig til rette i verdens største by. Efter en lille uge i Tokyo pakkede jeg rygsækken for at besøge mine bedsteforældre i Kyoto. Det har været dejligt at have mulighed for at bruge tid med mine bedsteforældre – bl.a. har min mormor lært mig at lave nogle nemme traditionelle japanske retter og min morfar har lært mig en masse om japansk kultur, økonomi og religion.

2013-08-10 18.29.06

Nu er jeg vendt tilbage til Tokyo igen og nyder den sidste stilhed inden “stormen” på onsdag. Jeg glæder mig rigtig meget til at starte praktikken på ambassaden og til at fortælle jer mere om mine oplevelser i Tokyo!

Skriv en kommentar