Her kommer det første blog indlæg fra mit 2 måneders praktikophold på Filippinerne. Mit navn er Karen, og jeg er en 24 årig arkitektstuderende, som brænder for at afprøve mine faglige kompetencer et sted i verden, hvor behovet for hjælp er langt større, end vi kender det hjemmefra. Praktikken er et samarbejde mellem den danske NGO DIB, og den filippinske NGO ALTERPLAN, hvor jeg sammen med min studieveninde Mette, i længere tid har arbejdet som frivillig.
Efter 2 ugers tid på Filippinerne er vi allerede godt i gang med arbejdet og er faldet godt til. Efter ankomsten var der et stramt program, da vi allerede på 2. dagen skulle flyve ud til projektområdet og starte vores research. Vores projekt omfatter undersøgelse af, hvordan bambus kan bruges mere stabiliserende i huskonstruktionerne, så de kan modstå de mange naturkatastrofer, som Filippinerne årligt rammes af. Derudover undersøger vi, hvordan vi ved hjælp af vegetation kan gøre terrænet mere sikkert imod jordskred, som også forudsagdes af de mange naturkatastrofer. Her undersøger vi bl.a. ting som kaffe, som både er en vare, de kan tjene penge på, samtidig med at det beskytter landsbyerne nedenfor skråningerne.
Samme dag som vi ankom til Ubay på Bohol, hvor vores projekt finder sted, skulle vi mødes med borgmesteren og præsentere os selv og projektet. De er meget samarbejdsvillige og har bl.a. givet os en masse relevant data, vi kan bruge til vores research. Vi blev indlogeret på byens eneste hotel, hvor et værelse koster 35 kr. pr person. Vandet virkede ikke, så vi havde en spand med koldt vand til at gå i bad. Lyset på toilettet virkede heller ikke, så når det var mørkt, måtte vi have døren åben for at få lidt lys ind fra værelset – godt vi er så gode venner! Næste dag tog vi ud til de 3 barangays (landsbyer), som skal være grundlag for vores arbejde. Her snakkede vi med en masse lokale og blev vist rundt og lærte en masse om deres måde at bo og leve på. Vi havde en gps med til at indsamle koordinater, så vi efterfølgende kunne få lavet nogle mere præcise kort over området.Til frokost serverede de friskfangede krabber og en kæmpe stor hummer, som tak for at vi samarbejder med dem. Resten af ugen brugte vi i Ubay på research, data indsamling og møder med diverse organisationer og kommunale afdelinger indenfor bl.a. planlægning og udvikling.
Weekenden skulle tilbringes på den hyggelige lille ø Pamilacan, syd for Bohol, hvor vi skulle fejre min fødselsdag. Det var fantastisk smukt, og vi boede i en lille bambus hytte på stranden, så vi fik rigtig slappet af efter en hård første uge med lange arbejdsdage og mange nye indtryk. Desværre kunne vi ikke komme fra øen igen pga. for meget blæsevejr i forbindelse med tyfonen i den nordlige del af Filippinerne. Der var kun et enkelt hus på hele øen med strøm i dagstimerne, så vi fik lov til at oplade computere, så vi kunne arbejde lidt, mens vi ventede på at vejret stilnede af. Tirsdag var det muligt at sejle igen, og vi ankom til Tagbilaran, som er hovedbyen på Bohol. Selvom det var skønt på Pamilacan, var det dejligt at komme til en stor by, og vi fik vores første bad i rindende vand i over en uge!
I Tagbilaran kom vi rigtigt i gang med at undersøge Bambus. Vi mødtes medorganisationen Habitat For Hummanity, som lærte os en masse om materialet og viste os hvordan de bl.a. kombinerer bambus med beton i deres huskonstruktioner. De tog os med rundt på en tur, hvor vi så bambus huse fra forskellige stadier i byggefasen, så vi har fået set hele processen. Resten af ugen blev brugt på mere research og flere møder. I weekenden var det blevet tid til lidt sightseeing, så vi lejede en knallert og fræsede rundt på Bohol, hvor vi både fik se The Chocolate Hills, de små søde tarsiaer og nogle fantastisk smukke strande. Efter weekenden sejlede vi til Cebu, hvor vores samarbejdspartner organisation A2D har kontor. Vi er ved at være færdige med research og starter snart på at analysere alt det materiale, vi har fået indsamlet.
Der er lang vej endnu, men projektet er utroligt spændende, og vi lærer en helt masse. Vi har det godt, og det filippinske folk er virkelig hjælpsomme, gæstfrie og glade mennesker, som har taget rigtig godt i mod os.
Hej Karen!
Fedt at høre fra dig. Hold op hvor lyder det spændende. Og dejligt at læse, at i bliver så godt taget imod. Ja, i får så også syn for sagen i forhold til, hvad det vil sige at bo på Filippinerne på godt og ondt. Er spændt på at læse mere om, hvad i finder ud af i forhold til materialet bambus. Hvad er jeres mål?
Hilsen Heidi
Kære Karen.
Tak for en fin indblik i hvad I har oplevet. Jeg er helt enig med Heidi i at det bliver spændende at høre om, hvad I finder ud af med bambus husene. Jeg sender indlæget til mormor. Farmor har fået linget til bloggen. De bliver begge to meget glade for at læse og følge lidt med i dine oplevelser og hvad du laver.
Kærligst mor
Kære Karen.
Spændende at læse om dine oplevelser, og spændende, om der kommer noget brugbart ud af jeres arbejde.
Her er det meget smukt efterårsvejr. Får besøg af Rasmus og fam.fra Kbh. i morgen.
Tak for din hilsen. Og pas godt på dig selv og pas på hinanden.
Kærlig hilsen. Farmor