Af

Marie Quistgaard

Hej Mit navn er Marie Kjær Quistgaard. Jeg er modtager af Middelfart Sparekasses studielegat til afholdelse af udvekslingsophold i udlandet. Jeg læser til daglig til sygeplejerske på VIA University College i Silkeborg, men er oprindeligt fra Middelfart. Her i sommeren og efteråret 2018 skal jeg tilbringe mit 4 semester i Melbourne, Australien. Hernede skal jeg undervises i blandt andet Community, Maternity og Mental health Nursing. Dette glæder jeg mig helt vildt til! Foruden dette skal jeg også i praktik i 4 uger. Det bliver spændene at få et indblik i sundhedsvæsenet her og få et internationalt perspektiv på mit fag. Derudover glæder jeg mig til at opleve Melbourne og Australien generelt!
Jeg håber at du har lyst til at følge med i mit eventyr hernede fra!
Mange Hilsner
Marie

Den sidste måneds tid har jeg simpelthen haft så travlt med studiet. Jeg har lært en hel masse!

I de sidste 4 uger har jeg været i praktik. Jeg har været 2 steder, In-patient psychiatric ward på Alfred Hospital i 3 uger i forbindelse med min Mental Health Class og 1 uge på Berwick Medical centre i forbindelse med min Community nursing class. På forhånd havde jeg virkelig gjort mig mange tanker om hvordan dagligdagen, specielt på en psykiatrisk afdeling mon foregår, og jeg var ret nervøs op til min første dag.

De første 3 uger var på en psykiatrisk afdeling på Alfred Hospital. Afdelingen er til tvangsindlagte patienter, så mange af de indlagte har store udfordringer. Alfred hospital er desuden det største hospital i Melbourne midtby. Det var derfor ikke uden grund at jeg følte mig meget grøn da jeg første gang kom ind på afdelingen.
På afdelingen var patienter indlagt med forskellige psykiske lidelser, heraf var skizofreni, bipolar lidelse, border line personlighedsforstyrrelse og psykose de mest almindelige imens jeg var der. Jeg blev chokeret over at bevidne, hvor dårlig man faktisk kan blive af psykiske lidelser. Tidligere har jeg væreti praktik på ASA (akut senge afsnit) i Herning. Her så vi også en del patienter med psykiske lidelser, men at komme på en afdeling kun rettet mod dette segment, var meget anderledes.

Patienterne på afdelingen var meget dårlige, en del var indlagt efter selvmordsforsøg eller efter overfald på andre. Flere hørte stemmer eller havde hallucinationer og vrangforestillinger af forskellig art. For at give et eksempel havde vi en dame der blev indlagt efter at have sat ild til sit ansigt fordi stemmerne sagde at hun skulle. Vi havde desuden en ekstra sikret afdeling til de patienter som blev vurderet akut farlige for andre, eller sig selv. Det var meget beundringsværdigt at se den kæmpe indsats lægerne, sygeplejerskerne, socialmedarbejderne, terapeuterne osv. udførte. Der blev vist stor omsorg for patienterne hele behandlingsforløbet igennem, og flere af patienterne fik det bedre i den periode jeg var der. En anden ting der overraskede mig var hvor forskellige alle patienterne var. Der var patienter i alle aldre og fra alle sociale lag. Man siger at 20% af befolkningen har (eller har haft) en psykisk lidelse, til trods for dette er det stadig et stort tabu. Denne praktik har lært mig meget om hvordan man genkender symptomer og adresserer problemer på en måde som fremmer heling for patienter. Jeg har virkelig været glad for min psykiatri praktik og føler mig på en eller anden måde beæret over, at få lov til at være med til at se hvordan man hjælper mennesker der i den grad er i en kriseperiode af deres liv.

Min anden praktik var noget mere stille… Berwick Medical centre er et almindeligt lægehus. Jeg var her i forbindelse med min Community class. Det er et fint sted, sygeplejersken kender alle patienterne og deres familier. det var hyggeligt. Jeg fik lov til at gå med jordemoderen én af dagene, det var klart et højdepunkt. Det var dog lidt for stille efter min smag, men det er jo det gode ved sygeplejerske faget, – der er noget til enhver.

Her for 3 dage siden havde jeg min sidste skrift eksamen. Jeg tror nok det gik godt, nu må vi se.
Jeg have en afskedsmiddag med nogle gode venner jeg har fået hernede og fik sagt godt farvel. Jeg har virkelig lært meget på mit semester i Australien og er så glad for at jeg fik muligheden for at komme afsted.
Planen er at jeg skal rejse rundt i Asien indtil jul; 2 uger i Thailand, 1 måned i Myanmar, 2 uger i Cambodja og 2 uger på Sri Lanka. Jeg er lige ankommet til Chiang Mai i går og glæder mig til resten af turen!

 

Skriv en kommentar