Start områdetEn uforglemmelig oplevelse….

Til trods for en regn af ulykker i forbindelse med flyveturene til og fra USA, (forklaring følger) var det at deltage ved verdensmesterskaberne i “Obstacle Course Racing” en oplevelse jeg aldrig vil glemme.

Kl. var 7 om morgenen lørdag den 17 oktober og der var frost på bilens vinduer da vi kom ud på hotellets parkeringsplads! Vi kiggede på hinanden og var taknemmelige for at vi havde valgt og pakke tøjet med de lange ærmer og ben ligeså. Kulden skulle vise sig at få fatale konsekvenser for mange af deltagerne ved dette års VM.

Omtrent 2600 deltagere fra 26 forskellige lande havde bevæget sig til staten Ohio, nærmere bestemt et område kaldet Fort Ancient i Oregonia. Rammerne der mødte os var overvældende… Terrænet var mere kuperet end jeg i min vildeste fantasi havde kunnet forestille mig og pladsen sitrede af liv og spænding, nervøsitet og et sammenhold der ikke kan beskrives.

RutenEn ukendt deltager har formået at illustrere oplevelsen på bedste vis. Tegningen til højre giver et lille indblik i nogle af de strabadser vi blev udsat for.

Ligeledes kan man i videoen nedenfor se en gennemgang af næsten hele banen og alle de forhindringer der var.

 

 

Min start gik kl 09:00 i aldersgruppen 30-34. Her stod jeg så med 133 voksne mænd, der alle, ligesom jeg, havde kvalificeret sig ved at være blandt de 20 bedste i et adgangsgivende løb i deres respektive land. Niveauet var mildest talt overvældende. Eliten (de professionelle) var startet kl 8 og da banen var lavet som loops, der førte tilbage til startområdet og således var publikumsvenligt, havde vi lige set de første komme forbi. De var kun 1/4 del inde i løbet og så allerede helt færdige, kolde og forslåede ud. Hvad har jeg dog rodet mig ud i” tænkte jeg.

Startlinjen

I vanlig amerikaner stil stod der på startlinjen en “motivator” af en kaliber jeg aldrig har stødt på. Han peppede os op før starten skulle gå og han var dygtig. Vi knælede og modtog den bedste motivational speach jeg har hørt og blev så sendt afsted med et brag fra en opstillet kanon i baggrunden.

Vi skulle igennem 52 forhindringer fordelt på 16km. Vi krydsede 3 floder og blev sendt op og ned af flere bakker end man kan holde styr på. kombinationen af 10xHindsgavlskovens bakker, kulden og de mange forhindringer tærede hårdt på kræfterne og der skulle graves dybt efter overskud. Til trods for min bekymring inden start og mit overordnede mål, at beholde det armbånd, gik det overraskende godt. Frygtede flere af forhindringerne men klarede alle sammen i første forsøg og med tilstrækkeligt overskud til at have et smil på læben.

platinimumrigBilledet til højre er fra den frygtede Platinimum rig, den kostede mange deltageres armbånd sidste år og var således en af de forhindringer der havde fået mest omtale inden løbet. Arrangørerne havde derfor valgt at der skulle være 2 af dem i år! Vi havde heldigvis øvet den godt hjemme i DK og begge blev forceret let og elegant.

Den sidste kilometer ind mod målområdet indledtes med en “waterslide” hvor man kom op på små 50kmt inden man blev sendt ned i et mudderhul. Det var en konstant fysisk rutsjetur at man efter hårdt løb i skoven og forhindringer med jævne mellemrum blev udsat for en dukkert i det kolde vand. Det stressede benene og krampestadiet lå på lur konstant. Den sidste dukkert skubbede min tilstand de sidste 5 %. underarmene var helt færdige og lårene sitrede.

Lige inden mål lå der det der skulle vise sig at være dette års “armbåndsklipper” for størstedelen af deltagerne. Med kolde arme og intet tilbage i “banken” så den uoverkommelig ud! Den hed skullvalley og kan vel bedst beskrives som et monster af en legepladsanordning hvor man så på intet tidspunkt måtte røre jorden. Reb, klatregreb og net i et væk.

Og der skete det så. På de sidste 2 meter gav mine fingre efter og jeg kunne se mit greb glide og min trætte krop røg i jorden. L… tænkte jeg, og råbte jeg måske endda også 🙂

Forfra eller af med armbåndet. Da det sidste ikke var en mulighed i mit hoved måtte jeg tilbage til forhindringens begyndelse og prøve igen. Der var allerede flere der stod og prøvede at få varmen inden de, efter også deres forfald, skulle prøve igen. Jeg vidste at der ikke var meget at komme efter i armene så jeg tog 5 min hvor fingre og arme blev strukket, rystet og gnedet mod hinanden. Nu er det nu. da jeg igen stod der hvor jeg var faldet ned før var jeg presset. Jeg vidste at der ikke ville være til et 3. forsøg og således betød det et klippet armbånd såfremt jeg ikke formåede at svinge mig og kravle under nettet uden at skvatte ned. jeg tog 3 store indåndinger og ….. YES

Der stod jeg på den anden siden og havde klaret forhindringen. Nu ventede der kun en rampe og så lå målstregen lige omme på den anden side. Jeg havde gjort det og endda i en tid (2 timer 21min)der gav mig en 14. plads ud af de 133 jeg stod til start med.

Medaljen blev hængt om min hals og jeg smed mig på græsset, glad men mest af alt udmattet. Og så alligevel, nok endnu mere glad.

Efterhånden som de har analyseret resultaterne skulle det vise sig at over 50% af deltagerne igen ikke lykkedes med at gennemfører alle forhindringer på banen og den tid jeg havde præsteret det i placerede mig blandt de øverste 20-25 %
målfoto 2

Målfoto

Danskere

 

 

 

 

 

Flyveturen:

Jeg lovede jo i begyndelsen at uddybe den regn af ulykker der ramte os rejsemæssigt. Vi havde planlagt at flyve derover med ankomst tirsdag aften så vi havde et par dage dels til at shoppe men også til at komme os over et eventuelt jetlag. Flyet derover var forsinket 3 timer fra KBH. Det kan ske så tog vi med et smil, men da vi ramte Newark og vores connecting flight ikke kunne nås blev vi lidt mere bekymrede. Vi havde nu angiveligt 30min til at nå et nyt fly der skulle flyve os til washington hvor et nyt fly så skulle fanges i tide der så ville tage os til Dayton, vores destination og hvor vi havde en lejebil stående der senest skulle hentes kl 01. klokken 21 sad vi i Washington og fik af vide at vi kun var på standbyliste og at de ingenting vidste, måske dagen efter kl 13 hvis alt gik galt. Vores rejse havde stået på i godt 18 timer og vi var trætte. Vi kom med på et afbud og kunne hente vores bil 30 min før udlejningsstedet lukkede og vi havde været nødsaget til at vente til morgenen efter. Puha tænkte vi, hårdt og tæt på men det lykkedes. Som om det ikke var nok viste det sig så at vores hjemrejse skulle blive en helt anden kaliber. Vi endte i det SAS fly der måtte nødlande den 20 oktober. Ud af flyver, på hotel og så først hjemover aftenen efter i et fly der, informeret om 20 min. før boarding, ikke havde et fungerende underholdningssystem, så vi kunne købe et par magasiner. Vi kunne ikke andet end grine af forløbet og vi endte med at sove hele turen alligevel.

 

Skriv en kommentar