For små tre uger siden indledte jeg mit studie på institut for fotografi ved FAMU i Prag. FAMU er en del af Academy of Performing Arts i Prag. Egentlig er det en filmskole, men et enkelt indtitut på skolen beskæftiger sig med fotografi og det er her jeg boltrer mig i øjeblikket.
Det er allerede tydeligt, at der på FAMU er en anden tilgang til fotografiet end på Fotojournalistuddannelsen, hvor jeg kommer fra. På DJH er udgangspunktet fotojournalistik og de fleste opgaver løses digitalt. På FAMU er udgangspunktet fotografi på et bredere plan. Der undervises i alt det grundlæggende omkring lys, film og mørkekammerteknikker. Udover de tekniske fag er der undervisning i dokumentarfotografi, studiefotografi og kreativt fotografi.
Inden jeg startede på skolen tog jeg timer i tjekkisk. Det er noget af det sværeste jeg har sat mig for. Når man i tysk kæmper med tre køn og fire kasus, så har de her fire køn og syv kasus. Og så er der ikke den smule af logik, som man måske kunne fornemme i den tyske grammatik. Til gengæld er det interessant at lære sproget imens jeg er i landet og en sejr hver gang det lykkes mig at skabe mening hos dem jeg forsøger at kommunikere med.
Nu ser jeg frem til at skulle vise mine ting og få en masse billedkritik. Jeg poster noget her på siden, når der er noget spændende. Først får I lige nogle billeder fra da vejret stadig var fantastisk.
Hej, en hilsen fra Smichov ved floden. Jeg syntes rigtig godt om billederne af jernbanebroen ved Vyton. Hvis du får lyst til at vise billeder i artikler på vores blog eller lign., vil vi gerne samarbejde. Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du vil trække på vores skandinaviske netværk i Prag. Bh Helge + 420 608 08 1111