Hej

November måned er nu gået, og der er mindre end 3 uger, til jeg vender hjem til Danmark igen. Det har været en travl måned, og tiden er fløjet afsted. Jeg forsøger at nå at færdiggøre mine projekter på arbejdet, hvilket giver en travl og intens – men også meget sjov og lærerig afslutning på forløbet.

I starten af november havde jeg besøg af min mor og hendes kæreste. Vi var på tourist-udflugt rundt i Newcastle samt i den nærtliggende by Durham. Det var smadder hyggeligt og dejligt at se min familie igen.

Ditte, Mark og jeg tog på udflugt vest for Newcastle for at se Hadrians mur. Muren er bygget af romerne for godt 2000 år siden og strækker sig fra Carlisle i vest til Newcastle i øst – godt 120 km. Muren blev oprindeligt bygget for at forsvare romerne mod de vilde skotter fra nord. Et imponerende bygningsværk som desværre er blevet nedbrudt gennem tiden, efterhånden som de lokale har taget stenene fra muren til at bygge deres huse.

Billedet viser ruinerne af et romersk fort, der lå placeret langs Hadrians mur.

Ditte og Mark foran Hadrians mur.

Julen er også kommet til Newcastle i form af lys på gaderne og små boder som sælger alverdens jule-godter. Det er utrolig hyggeligt, og man kan jo altid bruge en pandekage eller en kop varm kakao 🙂 Midtbyen er fuld af mennesker, der er ude og købe julegaver eller nyde julemarkedet.

Julemarkedet i Newcastle centrum. På Middelfarts Sparekasses instagram profil kan man se flere billeder af julen i Newcastle.

Min kæreste Klara og jeg tilbragte en forlænget weekend i London, hvilket var helt fantastisk. Det er svært, når man er vant til at se hinanden hver dag, at vænne sig til at være så langt fra hinanden og små weekend ture som denne er helt fantastiske. Vi gik meget rundt i midtbyen og så julepynten, men var også ude i nogle yderområder og på et marked. Vi så også Aladdin musicalen, som fremføres på Prince Edward Theatre, hvilket var en stor oplevelse.

Jylepynten på Oxford Street i London. Gaden var proppet af mennesker, og der var julelys, hvorend man kiggede.

Forrige weekend gik med firma julefrokost samt en tur ud til Metrocentre, som er et enormt shoppingcenter uden for Newcastle, hvor der blev handlet julegaver. Shoppingcentret er kæmpe stort og har tidligere været Europas største. Den resterende tid herovre kommer til at gå vanvittigt hurtigt med masser af begivenheder som f.eks. julefrokoster, biografture og en fodboldkamp, når Newcastle tager imod Everton 🙂

Skriv en kommentar