Laerke Fabricius
Af

Laerke Fabricius

Jeg er riffelskytte og er 17 år. Jeg bor i Middelfart, men til dagligt er jeg på den anden side af broen på en skydebane nær Fredericia. Her har jeg hjemmebane, og det her mit andet hjem er.

Jeg skyder for det danske juniorlandshold og repræsenterer ligeledes Danmark, når jeg er ude i verden for at skyde. Riflen er min bedste ven, og derfor nyder jeg at tilbringe timevis med den for at kunne være med helt fremme, når det gælder EM, VM og måske engang et OL. Vær med på min vej frem mod mit helt store mål om at blive en del af verdenseliten.

Hej på bloggen!

Så er jeg tilbage i Middelfart igen efter mit efterskoleophold, og jeg har så småt fundet ind i min vante hverdag, hvor det handler om at kunne få træning og skole til at hænge sammen.

Jeg er startet op på Middelfart Gymnasium og HF på første år, hvor jeg har fået en Team Danmark godkendelse med mig, så jeg er berettiget til stadigvæk at kunne tage afsted med min sport, uden at skolen bliver en stopklods for det. Denne mulighed fik jeg ret hurtigt brug for at kunne gøre brug af, da jeg blot 5 dage inde i gymnasiet blev udtaget til NM i Norge.

Sammen med resten af truppen, tre piger og 2 drenge, sejlede vi mod Norge tidligt onsdag den. 22 august for at tilbringe fire dage sammen i værtslandet med det formål at kæmpe både individuelt og sammen for de rød-hvide farver.

Onsdag var rejsedag og den dag, vi brugte på at få styr på de omgivelser, vi var i, og til at orientere os, så der var styr på det hele inden forberedelserne til konkurrencerne. Vi var hermed klar til træningerne torsdag, hvor vi havde mulighed for et møde banen, så vi kunne vende os til den og foretage finjusteringer, så vi kunne blive helt klar og skarpe til konkurrencedagen. Også på denne torsdag gennemgik vi kontrol af alt udstyr, så vi var helt sikre på, at der ingen unødvendige uoverensstemmelser ville opstå, og at vi overholdt de regler, der nu engang er.

Fredag var for mit vedkommende konkurrencedag, og man starter altid med en indledende runde, hvoraf de otte bedste senere går videre til en finale, hvor det så først er her, en konkurrence er afgjort. Det var en skydning med nerverne siddende helt uden på tøjet, for jeg ønsker altid at kunne gøre det ekstra godt, når jeg er af sted, for jeg vil gerne vise det frem, jeg har gået og arbejdet med hjemme i klubben.

Trods nervøsiteten og spændingen gik det godt. Jeg var helt klar på min opgave, hvordan jeg skulle arbejde inde på banen, og de småproblemer, der nu engang altid viser sig at dukke op undervejs, var jeg forholdsvis hurtig til at handle på, så de ikke fik den helt store betydning.

Jeg gik videre til finalen med det 3. bedste resultat, og finalen fandt sted samme dag. Finaler er en fed oplevelse, for der er altid stor opbakning, livlig gejst, atmosfære og en utrolig spænding til stede. Det er nemlig både spændende at se og stå i, for alt kan ske under en finale, eftersom man som skytte bliver sat under et maksimalt pres, som gør, at man ikke er et eneste sekund i tvivl om, at man er i live, da hjertet galoperer derud af og sætter pulsen helt i vejret, så det bliver sværere for finalisterne at ramme plet. Desuden er det helt andre forhold, man er under, end man er vant til, hvis man har en enetræning hjemme i klubben.

Finaler kan være rigtig drilske for kommentatorerne kan ikke lade være med at stjæle fokus fra koncentrationen med alt deres snak, men en god oplevelse endte det nu alligevel med, selvom jeg måtte se mig slået og løb af med den lidt utaknemmelige 4. plads ved NM, som blev afholdt i Oslo.

Ikke mange tanker og refleksioner kunne jeg nå at gøre mig, da jeg blev mødt med den fede overraskelse, at min holdkammerat og jeg havde skudt os videre i mixed-team finalen. Jeg kunne altså lige nå en hurtig servering mad, og så var det ellers ind på finalebanen igen. Konkurrencen omkring mixed-team foregår ligeledes med en indledende runde, hvor begge skytter på holdet, pigen og drengen, bidrager med 30 skud  hver til et samlet resultat, hvorefter placeringer igen gives ud efter endt finale, som udspiller sig blandt de bedste hold.

Som om man ikke troede, der kunne være en federe oplevelse end at stå i en finale, så har man ikke prøvet at stå der som et hold, og det var tilfældet for både jeg og min holdkammerat, det er nemlig en ny konkurrence på OL-programmet, og den har derfor ikke set særlig meget af dagens lys endnu. Man skyder stadigvæk som én enhed under finalen, skyder altså til et samlet resultat, men det gøres på skift, hvilket kan give udfordringer, da alle har forskellige måder at skyde på, og derfor skal finde en god balancegang mellem makkers rytme og rutine og éns egen.

Vi endte med en 5. plads, og vi gik derfra med en god oplevelse af vores første mixed-team konkurrence, som berigede os med brugbar erfaring, vi forhåbentlig får muligheden for at gøre brug af en anden gang. Herpå kunne vi nu pakke sammen efter en lang dag og for mit vedkommende for denne gang, da alle mine konkurrencer lå om fredagen.

De sidste dage var min vigtigste opgave at smitte med god holdånd og stå klar med opbakning overfor de danske skytter. Det var spændende at følge med i alle de andre skydninger, mens jeg naturligvis også måtte opfylde min pligt som skoleelev og derfor få ordnet lektier. Søndag efter afslutningsceremonien kunne vi så vende snuden hjemad og gå en køretur ned gennem Sverige i møde, så vi ramte Danmark igen om mandagen.

Hverdagen skal findes igen og balanceres, så der er tid til at bearbejde de skydemæssige oplevelser og observationer, man har bragt med sig hjem i bagagen, med ikke mindst sig selv men også en træner, for i mange tilfælde kan det være godt at have et ekstra sæt øjne på og en god bunke erfaring indover, når man skal til at udarbejde den plan for, hvad der kan gøres bedre og udvikles på, inden næste stævne finder sted. Selvfølgelig med målet om altid at blive bedre og bedre, så tilbage er bare at sige på med de arbejdshandsker og så ses vi, for nu skal jeg til træning!

Skriv en kommentar