Der har været ret stille på bloggen den seneste måned. Egentlig har jeg oplevet en masse gode ting siden sidste indlæg, men jeg har samtidig følt jeg har gået rundt i en tåge. Følt at en sort sky har hængt over mit hoved og hvilet tungt på mine skuldre, uden at jeg kendte årsagen.
Jeg er jo i paradis, så hvorfor nyder jeg ikke mit liv fuldt ud lige nu?
I mandags gik årsagen endelig op for mig. Alt gav pludselig mening. Jeg blev vred og skuffet. Hvorfor behandler en autoritet mig sådan? En autoritet der burde være meget længere end mig på sin (spirituelle) udviklingsvej. Først prøvede jeg at bilde mig selv ind at det jo blot var en kullturforskel, men jeg blev klogere.
Mit foretrukne sprog er mit kropssprog. Jeg er selv meget hurtig til at opfatte andres signaler uden at de behøver forklare sig og jeg retter ind efter det.
Den seneste måned er mine grænser blevet udfordret. Jeg har sagt fra. Først med mit kropssprog. Senere ved klart at sige verbalt at sige at jeg ikke ville have det. Da det forsatte satte jeg ord på mine følelser om hvad personens handlinger gjorde ved mig – jeg har altid lært at følelser ikke kan diskuteres, så dette måtte da få personen til at stoppe. Men nej, personen respondere da blot med at sådan kunne jeg under ingen omstændigheder føle og at jeg skulle se på intentionen bag handlingen. Under normale omstændigheder ville en sådan udmelding pirre min nysgerrighed og jeg ville tage ordene op til overvejelse.
Men min grænse var nået. Og netop fordi jeg befinder mig et sted, hvor vi beskæftiger os med selvudvikling døgnet rundt, så skal man virkelig mærke efter hvornår ens grænse er nået og hvornår det at bliver udfordret på sine grænser, er en positiv udvikling. I dette tilfælde var personens metode dog af negativ karakter for mig.
Da jeg sidste mandag aften fandt ud af at sætte ord på hvad personen handlinger præcis kaldes, besluttede jeg mig for at tage konfrontationen. Jeg var klar til at pakke mine ting, hvis det her blev enden på mit ophold, men jeg var nødt til at konfrontere personen, hvis jeg skulle kunne se mig selv i øjnene i fremtiden.
Næste morgen tog jeg konfrontationen. Jeg kom ud med mine pointer. Endte med at råbe af mine lungers fulde kraft at personens handlinger overfor mig skulle stoppe nu. Jeg var fattet, mens jeg råbte, om end at jeg faktisk selv var ekstrem overrasket over, hvor meget lyd der egentlig kom ud.
Derefter forlod jeg lokalet og tågen var nu lettet.
Den sorte sky over mit hoved forsvandt som dug for solen og vi omgås nu hinanden med den respekt, jeg mener og forventer der skal være på enhver arbejdsplads. Dog er det sørgeligt, at det var mig som praktikant, der var nødt til at træde så meget i karakter og sige så tydeligt fra før handlingerne stoppede.
Jeg får mange oplevelser med i min rygsæk under dette praktikophold – og denne her havde jeg ikke i min vildeste fantasi orestillet mig skulle være en del af dem, men det blev den og jeg ved nu, hvordan jeg reagere, når jeg står 110% op for mig selv.
Der ligger en gave i en hver oplevelse, det er bare lige med at opdage den.
Jeg har opdaget den i denne situation og jeg har taget et kæmpe skridt fremad på min personlige udviklingsvej.
