En 7. plads til Europa Cup’en i Polen i lørdags, var for mig et bevis på en langsigtet plan der så småt begynder at vise sit værd.
Med blot 20 sekunder til podiet i et internationalt senior race med højt niveau, var resultatet uden tvivl den hidtidigt bedste præstation i min karriere. Det var første gang jeg kørte et race med følelsen af at være på forkant gennem hele konkurrencen. Jeg var blandt de første ti oppe af vandet efter de 750 meter svømning, sad med i fronten af cyklingen på de regnvåde Polske veje, og løb med om topplaceringerne hele vejen til enden.
I efteråret 2016 tog jeg en beslutning. Jeg ville være professionel triatlet, og jeg ville til OL. Jeg var netop blevet Dansk U23 mester, og befandt mig i slutfasen af min uddannelse hvor en seks måneders praktik periode og et seks måneders afgangsprojekt skilte mig fra at kunne kalde mig diplom ingeniør i Global Management and Manufacturing. Valget lå mellem at sætte uddannelsen på pause, stable en professionel tilværelse på benene, og gå benhårdt efter målet omgående, velvidende om at uddannelsen måske først ville blive færdiggjort flere år efter, eller at gøre uddannelsen færdig og dermed gå på kompromis med min træning lige nu og her.
Jeg valgte den sidste løsning, i troen på at sikkerheden ved at have en uddannelse i banken, ville skabe ro senere i min karriere. Desuden virkede tanken om at skulle stable en professionel tilværelse på benene uoverskuelig og udfordrende på daværende tidspunkt. Jeg startede hos Rambøll Management Consulting i Ørestaden som Praktikant i Strategy and Operations, og havde nogle utroligt udfordrende, spændende og lærerige måneder og gjorde mit bedste for at balancere lange arbejdsuger med træninger morgen og aften (inden og efter arbejde). Sideløbende fik jeg planlagt mit afgangsprojekt, som jeg var heldig at få lov til at skrive i samarbejde med Rambøll, samt søgt sponsorater så den professionelle karriere reelt kunne blive til noget efter endt studie.
2017 sæsonen begyndte så småt, og i det ene race efter det andet sluttede jeg i den dårlige halvdel af felterne. Frustrationen var total. Jeg arbejdede så hårdt, udnyttede hver en time på at arbejde, studere og træne. Arbejdet gik godt og jeg fik topkarakterer til eksamen, men jeg kom ingen vejende med træningen og jeg kunne mærke hvordan panikken begyndte at trænge ind over mig. Jeg kunne ikke engang glæde mig over at være blevet ingeniør med ug. Endelig var studiet afsluttet, de fleste sponsorater på plads, og der var ro til konkurrencerne men formen var der bare ikke. Triathlon er en sport uden respekt for omdømme.
I efteråret 2017 måtte jeg sande at jeg ikke havde opnået én af mine målsætninger sportsligt. Desuden måtte jeg indse at jeg foreløbigt var blevet fravalgt OL brutto truppen og at trænerne var gået fra at se mig som super dedikeret og med højt potentiale, til at virke som en stagneret og uambitiøs atlet. Set ud fra resultaterne var det også en fair konklusion at nå til, men inde i mit hoved var dette en del af en langsigtet plan. Efter nederlag på nederlag måtte jeg dog sande at tvivlen, på at min beslutning i efteråret 2016 var den rette, begyndte at melde sig.
Nu sidder jeg her og reflekterer over det sidste halve år, og kan se at modgangen var utrolig hård at bearbejde. Dog har jeg fundet et niveau af fokus og en dedikation frem som jeg aldrig har været i nærheden af tidligere. Og det siger lidt. Jeg har arbejdet så hårdt hele vinteren og foråret og drømt om dagen hvor jeg fik muligheden for at gå ud og tage revanche for et år med nederlag som et resultat af middelmådighed i træning og indsats.
Resultatet i lørdags var derfor meget mere end en 7. plads for mig. Personligt var det et bevis på at jeg hører hjemme i denne sport, at jeg nu er bedre end nogensinde før, og at min beslutning faktisk kan gå hen og være den rigtige i sidste ende. Det var en forløsning og en kulmination af så mange måneders frustrationer. Jeg er dog ikke et sekund i tvivl om at valget om at engagere mig totalt i sporten var en nødvendighed, og ligefrem essentiel for at nå det påkrævede niveau. Vejen til OL er fortsat meget lang, og jeg skal videre herfra, men lige nu nyder jeg et kort moments glæde over det jeg har opnået og krydser fingre for at det bare er starten.
/Henrik
