Julen er begyndt at vise sig i München, og byen er i løbet af de sidste par uger blevet dækket af sne. Det skaber en helt særlig stemning i München og den Engelske have får et ekstra smukt udtryk! og selvom alt er koldt og glat, så har jeg sørget for at mange gode kilometer i benene.
I denne tid er byen fyldt med de fineste og hyggeligste julemarkeder og små boder. Man bliver ramt af en duft at bayersk traditionel mad og glühwein så snart man nærmer sig det store julemarked på Marien Platz i byens centrum. De små boder ligger spredt ud over størstedelen af byen centrum, så der kan man nemt få en eftermiddag til at gå. En af de ting jeg elsker mest ved at rejse ud og opleve nye kulturer, er maduniverset. Det er spændende og lærerigt at høre om og smage anderledes mad end man er vant til hjemmefra. Flere af de retter jeg har stødt på hernede er den meget traditionelle Weisswurste, som man spiser til morgenmad, naturligvis sammen med en stor øl. Käsespätzle, schweinbrachen og meget andet lækkert.
I weekenderne har jeg sørget for at bruge alt min tid i byen, for at opleve så meget som muligt, ikke kun naturen, men også de gamle kirker og bygninger som jo er et must see når man er i stor by.
En anden seværdighed som jeg syntes er meget imponerende, er Eisbach Welle. Her samler surfere sig for at surfe i det iskolde vand i Isar floden, der løber gennem München. Det er fedt at se hvordan de trodser kulden, iført våddragter, og bare springer ud i det kolde vand. Havde jeg haft lidt flere erfaringer med surfing, havde jeg taget en tur, men det må jeg have tilgode til en anden gang.
Vi har haft julearrangement for kolleger og familie på arbejdspladsen. Dresscoden var “ugly Christmas sweater”, så jeg måtte ud og shoppe lidt. Vi trodsede snevejret og tændt op i det store bålsted. Varmede glühwein over bålet, spiste hjemmelavede crepés og käsespätzle. Det var en skønt måde at lære mine midlertidige kolleger lidt bedre at kende, uden for arbejdet og de daglige opgaver.
Vi kunne også samles en lille flok kolleger, da jeg havde besøg fra Danmark. Turen gik ud til det olympiske isstadion, hvor vi så en ishockey kamp med det lokale hold Red Bull München! Det var en super fed oplevelse at mærke stemningen i det tæt pakkede stadion, særligt da München løb afsted med en overlegen sejr!
Jeg er efterhånden ved at være halvvejs igennem mit praktik forløb her i München. Tiden flyver afsted. Til trods for at de fleste dage går med at være på kontoret, går jeg de fleste eftermiddage en længere tur rundt i den store park, for at få lidt luft til hovedet og selvfølgelig se så meget som muligt af byen mens jeg er her.
Det er utrolig dejligt og fredeligt at bo midt i parken og man mærker nærmest ikke at man befinder sig i en by med 1,5 millioner indbyggere.
En af de ting jeg har lært ved at rejse ud alene, for at studere eller arbejde. Er at det er vigtigt at være åben og have sin ja hat på. Det har været fedt at have muligheden for at opleve byen på egen hånd og fokusere lidt på mig selv. Men det har også være lidt en udfordring, når man er vant til altid at have nogen omkring sig.
Nu ser jeg frem til lidt familie tid og jule hygge hjemme i Danmark, inden de sidste uger af praktikforløbet bliver afsluttet i det nye år.
God jul og godt nytår herfra