Hverdagen tog mig med storm, og nu hvor jeg kigger på datoen og kan erkende, at jeg har været her omtrent halvdelen af den tid, jeg skal, kan jeg også mærke at hjemrejsedatoen er lige i hælene på mig. Men jeg har stadig ikke købt min billet hjem, så jeg lukker øjnene, og illusionen bevares for en stund.
Jeg har oplevet meget den seneste måned. På skolen er vi for alvor kommet i gang med vores projekter. På mit studio ”Liminal Achitecture” har vi haft besøg af et hold franskmænd fra Paris, som vi blandt andet var i Bethlehem og Ramallah med. Derudover har vi haft vores første mellemkritikker, hvor jeg bidrog med en kæmpe uro, der skulle beskrive den flimrende fornemmelse af at være ny i en by som Jerusalem, og hvordan man langsomt udvider sine komfortzoner. Hvordan man danner sig sit eget billede af forskellige nabolag, og hvad det betyder, at der pludselig bugter sig en otte meter høj mur foran en. Eller at ens klassekammerat ikke kan tage med på tur, fordi han har et forkert pas. Man bliver hurtigt del af den politiske virkelighed hernede, og man bliver hver dag skubbet til at tage stilling. Det er utroligt interessant, især det her med pludselig at føle på tætteste hold, hvad arkitektur, byplanlægning og boligbyggeri kan betyde for fred og fordragelighed.
Eller mangel på samme.
Nuvel, derudover har jeg skiftet min antropologitime ud med en filosofitime – jeg ville gerne have haft begge, men tiden er for knap. Timen hedder ”On the Contemporary” og er en slags kunsthistorisk gennemgang af de vigtigste perioder siden år 1900 med et ordentligt skvæt filosofisk teori, som jeg virkelig har følt, at jeg manglede. Det er altid meget interessant, og så gør det heller ikke noget, at timen bliver holdt i et gammelt hospital fra 1885.
Derudover går tiden med læsning, digtanalyse, loddeundervisning hos en guldsmed, kaffedrikning på Jerusalems hyggelige små caféer, bogshopperi, løben over pladsen foran Grædemuren for at nå til byvandringstime, projektbyggeri til langt ud på natten, ture til Hebron og Jericho og en evig undren over, hvorfor alting er beige.
Dagene omkring min fødselsdag var meget regnfulde. Vi hørte nok, at det kunne regne i Jerusalem, forventningen var et kort skyl, men der tog vi godt nok fejl. Det stod ned i stænger i 4-5 dage, paraplyer blæste væk og sko blev gennemblødte – men jeg blev fejret flot og festligt med tortilla, lavet af den spanske dreng fra klosteret, kage med stjernekastere i, besøg fra Danmark og en bette dram.
For nu vil jeg sige Shabbat Shalom og hav en god weekend!

Et forsøg på at lave den klassiske israelske ret Shashuka, som er en slags tomatsovs hvori man klækker æg.

Snuppet direkte fra min medstuderende Trinas køleskabslåge. Lidt palæstinensisk, nybagt pita og lidt Danmarksnostalgi (fundet i en second hand bogbutik).

Et eksempel på, hvad vi laver til fotografi. Ifølge vores lærer Yosaif er lidt rystet godt, dvs. meget rystet er meget godt. Jeg er lidt skeptisk.