Af

Ib Jacob Brinch-Jensen

Jeg hedder Ib Brinck-Jensen, 21 år og er modtager af Middelfarts Sparekasses studielegat. Jeg kommer oprindeligt fra Fredericia, og studerer til daglig medicin på Aarhus Universitet.

Jeg bytter her i foråret de hjemlige omgivelser i Århus ud med en tur “down under” til det store Australien. Her vil jeg tage kurser på Griffith University i byen Gold Coast, som ligger nær Brisbane i den østlige del af Australien. Kurserne i mit ophold relaterer til mit studie i Århus. Ved siden af studiet håber jeg, at få tid til at surfe på de lækre strande i nærheden, samt lære en masse nye mennesker at kende!

God læselyst!

/Ib

Så er jeg ankommet til det store land “down under.” Mange måneders forberedelser ligger til grund for de næste 6 måneder, hvor jeg skal læse i Australien. Det har været et sejt træk at komme afsted – rigtig mange ansøgninger er blevet sendt, og har aldrig før skrevet så mange mails på 6 måneder. Har også brugt mange timer med at finde bolig, flybilletter og søge om penge.

Jeg er nu endelig i Australien efter at have fløjet 25 timer og stillet uret 9 timer frem. Her er det jo sommer, så solen skinner det meste af dagen, og her er dejlig varmt. Jeg bor i byen Gold Coast på den Australske østkyst, og her kan man bl.a. gå til stranden eller gå på opdagelse i den tropiske natur. I byen er rigtig mange mennesker fra alle mulige steder i verden. På de dage jeg har vandret rundt i byen, har jeg både mødt folk fra mange europæiske lande, en del brasilianere og argentinere og så virkelig mange turister fra de asiatiske lande. Jeg synes det er mega fedt, og man får virkelig snakket noget engelsk.

Billede af den dejlige australske kyst. Jeg bor i byen Gold Coast, som man kan se i baggrunden.

Igår havde vi det vildeste stormvejr om aftenen. Det havde været rigtig varmt hele dagen, og ved solnedgangen kunne man se skyerne trække op i det fjerne. Skyerne kom flyvende med lynets hast, og pludselig var hele den solfyldte dag omdannet til et mørkt og stormfuldt regnvejr. Kæmpe lyn flakkede på himlen og regnen stod ned i stride strømme. Lynene var så kraftige, at det fik en af de høj bygninger inde i byen til at ryge. Det må ikke have været sjovt, at være inde i den bygning.

Imorgen tager jeg på 5-dages tur til Melbourne, som ligger nede i det sydligste Australien. Det er en meget kulturel by – de har en flot botanisk have og man kan høre de indfødte aborigineres historie. Det bliver spændende! Når jeg kommer tilbage til Gold Coast starter universitetet, og det glæder jeg mig rigtig meget til!

Jeg vil gerne sige tak til Middelfart Sparekasse, for at være med til at gøre denne tur mulig. Det betyder rigtig meget!

 

De har nogle vilde sandskulpturer langs strandpromenaden. Her er det to fisk, der vidst er gode venner.

1 kommentar til “Gold Coast – sol, strand og tordenvejr!”

  1. Middelfart Sparekasse skriver:

    Hej Ib! Dejligt at høre, at du er landet vel i Austrailen. Håber du må få afklimatiseret lidt de næste dage med besøg i Melbourne. Vi glæder os til at følge dig.
    Heidi, Middelfart Sparekasse 🙂

Skriv en kommentar