Eller næsten da. Coronaen har også ramt Oman og på tre dage blev alt lukket ned – grænserne, universiteterne, markederne, fitness, restauranterne, busserne, turistattraktionerne, moskeerne osv.
Det betyder også at det er ret omstændigt (og dyrt) at tage tilbage til Danmark og Københavns Universitet har sagt det er op til os selv, hvorvidt vi bliver eller tager tilbage. Derfor bliver jeg pt. som planlagt og fra i næste uge begynder universitet hernede på online undervisning.
Derfor fortsætter hverdagen også med lidt små justeringer. Vi bor fem studerende i et dejligt hus i den lille landsby, Hay al Turath. Med i huslejen følger en Toyota Corolla, hvilket er virkelig rart, da offentlig transport ikke rigtig eksisterer i Oman.
Da det blev meldt ud sent tirsdag aften at alt lukkede ned med øjeblikkelig virkning, besluttede vi os for at tage en overnatning i ørkenen. Det er lidt svært ikke at blive påvirket, når man læser om situationen hjemme i Danmark, så at komme ud i den smukke natur hvor der ikke er internetforbindelse, var rigtig rart.
Vi boede på en “desert camp” og stod op med solen 5.30. En lokal mand inviterede på kaffe blandt hans kameler og ellers stod den bare på kortspil og afslapning.
Tilbage i huset er projekt “bag-et-rugbrød” gået i gang og ellers tager vi bare en dag ad gangen.
Pas godt på hinanden i Danmark!
/Thilde