Så blev det april i Berlin, og med april er foråret også kommet. Og med forår snakker vi ikke bare det forkølede danske forår med lidt sol og 13 grader. I dag har vi oplevet fastlandsklimaet fra dets bedste side – det har været 20 grader og høj solskin, og det i starten af april. Det har været rigtig lækkert.

Det meste af dagen har jeg dog tilbragt indenfor på ambassaden sammen med mine kolleger. Vi har travlt med at koordinere kronprinsparrets besøg i Tyskland her i maj. Rigtig travlt. Der er mange ting, der skal klappe, når man har besøg af kongehuset, og ambassadøren og en hel masse danske og tyske firmaer skal med. Men det er også en rigtig spændende proces at få lov til at se indefra. Det er noget, man ikke ser hver dag. I det hele taget har vi haft nogle travle uger på ambassaden i den sidste tid. Ugen op til påske var der ikke mindre end tre ministerbesøg hos os, hvilket også kræver en del forarbejde og tid. Der er således mange opgaver for tiden, hvor vi praktikanter virkelig kommer i brug, og det er rigtig fedt at få være med til at lave så meget af det “rigtige” arbejde.

Pga. travlheden var der også rigtig mange på ambassaden, der nød påsken. Deriblandt mig. Jeg havde besøg af min lillebror i første del af påsken, hvilket var rigtig dejligt, men glæden blev dog alligevel holdt lidt tilbage af vejret, der ikke ligefrem var med os. Det regnede det meste af tiden, og derudover var der storm i Berlin, sådan at politiet en af aftenerne frarådede, at man gik ud. Den sidste halvdel tilbragte jeg i Bayern, hvor vejret kun var minimalt bedre. Det sneede sågar. Derfor nyder jeg også ekstra, at vi ser ud til at få en hel weekend med sol og lige over 20 graders varme.

Weekenden står derfor også på så meget ude-tid som overhovedet muligt. I morgen skal jeg mødes med de andre praktikanter i Hasenheide (en park her i Neukölln), hvor vi skal nyde vejret og slappe af , formentlig sammen med hele Neukölln. Det bliver godt med lidt afslapning, så vi kan lade op til de næste ugers strabadser på ambassaden.

Jeg håber, at vejret også arter sig i DK, og at I alle kan se frem til en dejlig solskinsweekend.

Bis zum nächsten Mal

/Nanna

Skriv en kommentar