Jeg er på barsel. Min datter er fire måneder gammel og min søvnkonto er efterhånden ildrød.
Alligevel lå jeg en aften for en lille måned siden og vendte og drejede mig i sengen, mens resten af huset sov. Jeg greb ud efter min Iphone og hoppede på Facebook. En artikel om strikkedamer gjorde mig nysgerrig.
I København og Aalborg fandtes en forening, som strikker huer til kemopatienter på Hæmatologisk afdeling, der har mistet deres hår, fortalte artiklen mig.
Men hvad med Odense Universitets Hospital, var min første tanke.
Svaret på min tanke var negativt. Der fandtes ikke noget lignende på OUH.

Ikke før næste dag i hvert fald.
Her er kort fortalt, hvad der skete. Jeg tog min datter under armen og gik op på kræftafdelingen på OUH, fik at vide, at de meget gerne ville tage imod huer og ikke havde hørt om projektet før, gik hjem og oprettede en mailadresse og fandt på et navn, ringede til den hurtigste strikker jeg kender; min farmor, lavede et opslag på Facebook og bum. Kemoknit var født.

Min farmor lærte mig at strikke, da jeg var seks år. Det var mest noget med frem og tilbage og lange smalle halstørklæder. Og tålmodigheden slap hurtigt op. Men da jeg blev gravid med min datter, fik jeg igen lyst til at strikke.
Og her var endeligt noget, jeg kunne bruge mine strikkeevner til.

blog1

Men skal du selv strikke alle huerne, spurgte folk mig. Nej, svarede jeg.
Og det er her, du kommer ind i billedet. Dig bag skærmen. Eller din farmor eller måske din underbo.
For jeg leder efter strikkedamer og hæklefrøkner, der vil være med til at lave huer til kræftpatienterne på OUH. Det kan også være, at din hæklekarriere endte brat og du derfor har en masse garn liggende, som du ikke selv skal bruge. Så vil Kemoknit meget gerne overtage det.

Garnbutikken Garniture i Middelfart har allerede været så søde at fylde to store poser med garn til Kemoknit.

Og det er nemt. Du skal bare strikke eller hækle en hue. Du vælger selv, hvordan den skal se ud og hvilket garn, du vil bruge. Strik en, som du selv ville tage på og tænk på, at når håret ryger, går der omkring to centimeter i omkredsen.
Når du er færdig, så hopper du på cyklen og kører ned i din lokale Middelfart Sparekasse i Strib, Svendborg, Odense eller Middelfart.
Hvis du ikke lige har sådan filial om hjørnet, så finder vi også ud af det!

Hvis du er blevet nysgerrig eller har spørgsmål, kan du læse meget mere på Facebooksiden her: https://www.facebook.com/kemoknit/

Jeg glæder mig til at fortælle jer meget mere om Kemoknit!

 

Kh. Christine

2 kommentarer til “Fødslen af Kemoknit”

  1. Birgit Rathcke skriver:

    Hej Christine!
    Jeg ligger inde med en del garnrester, så jeg vil meget gerne hjælpe med huestrikningen.
    Jeg bor i Nordjylland, så hvis du har en adresse, jeg kan sende huene til, kunne det være fint.

    Mvh. Birgit
    rathckebirgit08@gmail.com

  2. Christina Landry Brandt skriver:

    Hej Birgit

    Dejligt, du vil være med! Jeg har sendt dig en mail med oplysninger 🙂

    kh Christine

Skriv en kommentar