Af

Jeppe Thode

– 22-årig mand

– Studerer kommunikation ved købmandsskolen (CBS) i Kjøbenhavn

– Diskuterer for at blive klogere – ikke for at vinde

– Hvis nogen siger sort, så kan jeg være fræk og sige hvid. Ikke fordi jeg bedre kan lide hvid, men jeg vil gerne udfordre tankerne omkring sort.

Ja, jeg erkender det. Jeg tilhører en generation, der svigter de trykte medier. Selvom en søndag morgen med en frisk avis, et rundstykke og et blødkogt æg er fantastisk, så læser jeg de fleste nyheder på nettet. Det er billigt og nemt. Jeg faldt imidlertid over noget interessant forleden…

En kronik med titlen: Enhedslisten svigter de svage (Berlingske, 14. juli). Sikke en overskrift! Tag dig lige fem sekunder til at tænke over, hvilke associationer det skaber i dit hoved. Noget med blå vs. rød politik? Et billede af en ‘blødkogt’ Johanne Schmidt Nielsen? En skummeltsmilende Brian Mikkelsen? Mulighederne er mange.

Jeg tænkte imidlertid over de sidste to ord i den titel: de svage. Medierne og politikerne har enormt travlt med at tale om svage mennesker. Vælgerne, eller forbrugerne, hvis man skal være lidt kæk, tænker ikke over diskursen. Sådan er det bare. Men hov! Hvorfor er der ingen, der undrer sig over den måde at tale om mennesker på?

De svage mennesker“. Ét yderligere spørgsmål presser sig på: Skabes svage mennesker, når nogen andre har bestemt, at de er svage, eller eksisterer der svage mennesker fra starten? Og hold nu fast, for nu siger jeg noget, der måske lyder underligt: Jeg tror ikke på, der findes svage mennesker. Jeg synes ærlig talt, det er problematisk at omtale mennesker på den måde. Vi er med til at gøre en gruppe af mennesker mere hjælpeløse, end de er. Hvad med mennesker med svagheder i stedet?

Vi taler meget om de svage mennesker. Lad os derfor vise dem, at vi tror på dem. Mennesker med svagheder kan og vil mange ting – de behøver ikke at ligge og gemme sig i samfundets sikkerhedsnet. Men hvis de ikke får lov til andet, så er det præcis der, de havner.

PS. Billetten til Barcelona er bestilt, afrejse d. 26. august fra Kastrup – wuhuu!

3 kommentarer til “Findes de?”

  1. Carsten Juul Dahlhus skriver:

    Det er vel Enhedslisten og deres (tidligere) partnere S og SF, der holder gang i “barnepige staten” og fortæller borgerne hvad de skal gøre og ikke altid hvorfor. Det er selvsamme “barnepige stat”, der fortæller det enkelte individ at det har nogle svagheder og derfor bliver det taget under det offentliges beskyttende vinger.

    Når så individet finder ud af hvor godt det er at være under det offentliges beskyttende vinger, så finder det selv ud af at gøre sig svag, så de kan bibeholde deres sorgløse liv, hvor der er andre der tænker og sørger for dem. Når først de selv har overbevist sig om at de er et svagt menneske, så bliver det også endnu lettere at overbevise andre, inklusiv sagsbehandleren, om at de ER svage.

    Men ellers køb eller lån bogen “Taberfabrikken”, hvori du kan læse om mange af disse problemstillinger som du åbner op for i din blog.

    /Carsten

  2. Kristian Gren skriver:

    Selvsamme problemstillinger debatterer Henrik Dahl og Ole Thyssen i bogen: “Krigeren, borgeren og taberen”. Udgangspunktet er en debat om velfærdsstaten og vores tendens til at sætte fokus på den sociologiske arketype de betegner “taberen”.
    Må indrømme at det var en drøj omgang at komme igennem og jeg vist aldrig fik læst bogen færdig 🙂

  3. Freddy Frandsen skriver:

    Som Poul Nyrup engang sagde; “der skal være et sikkerhedsnet, men IKKE en hængekøje!” Desværre er der for få der vil indse at; velfærd er et gode vi er fælles om at skabe og holde kørende. Og for mange har fået en opfattelse af, at det er en ret til den enkelte. Og netop mennesker der har en opfattelse af at de er svage, skaber grobund for større og flere krav til samfundet, “jeg er svag, jeg bør have hjælp, det siger politikkerne selv” istedet for det modsatte, at flere ønsker og forsøger at klare sig selv og måske endda vil og kan bidrage med noget til samfundet. (måske er det bare det den nye regering, på en lidt uheldig måde, forsøger at få sat igang?) Tak for dit indlæg Jeppe

Skriv en kommentar