Signe Haugaard
Af

Signe Haugaard

Jeg er en 20 årig pige med mod på at opleve verden på en ny og anderledes måde.
Jeg vil grave mig ned i en fuldstændig anden kultur og efterstræbe at denne kultur får en smagsprøve på danskheden.
Jeg vil videregive de oplevelser og erfaringer jeg gør mig, i håb om at nedbryde fordomme og skabe større grad af solidaritet.
Jeg rejser til Kenya med Global Contact – en organisation under Mellemfolkeligt Samvirke.

Solen titter ind gennem vinduerne. Den varmer. På børnehjemmet er der som altid travlt, 11 babyer der er  mellem 8 dage og 1,5 år gamle. En mama til at tage sig af dem alle. Kun en. Hun vasker deres tøj. Hun laver deres mad. Hun gør rent, hun skifter dem, hun mader dem og hun bader dem. Det er klart, at der ikke er tid til meget andet. Ikke tid til megen omsorg, leg eller godnatkys på panden. Der er ikke tid nok. Eller også er der ikke ansatte nok. Eller også er der for mange børn på børnehjemmene i Kenya. Man får ondt af børnene, der nærmest bor i deres små senge. Man får ondt af mama, der løber rundt fra 08.00-17.00 hver dag for 280kr. Om måneden. Alligevel er man ved at være hærdet. Stakkels børn, men i det mindste har de tag over hovedet. I det mindste får de mad og medicin. Stakkels mama, men i det mindste har hun da et job.

Døren går op, og ind kommer en gammel dame. I armene har hun baby nummer 12. Født dagen forinden. Født af damens barnebarn. Født som resultat af samvær mellem barnebarnet på 15 år, og hendes fætter. Ifølge afrikansk tradition skal babyen dø. Den skal dø fordi, den er resultatet af samleje indenfor familien. Damen har bragt babyen til børnehjemmet, for at undgå, at slå den ihjel. Hun afleverer babyen, vender om og går. Ser sig ikke tilbage, kigger sig ikke over skulderen for at få et sidste glimt af sit oldebarn. Fælder ikke en tåre, hvilket hun havde gjort, hvis hun var skuespiller og det her var en film. Jeg sidder og venter på en tåre, på et farvelkys, men det her er virkeligheden. Den barske virkelighed. Baby nummer 12 bliver nu kaldt Faith. Om det vil være hendes navn resten af lives vides ikke, forhåbentlig når hun at blive adopteret, inden tiden sætter sit præg og gør hende uegnet til adoption. Flere babyer er blevet adopteret mens jeg har været på børnehjemmet, hver gang bliver jeg glad. De babyer får en far og en mor. Resten vokser op på børnehjemmet.

Mange af de børnene har faktisk slægtninge. Af den grund kan de ikke adopteres. Nogle har en far, moderen er død. Men en mand kan jo ikke tage sig af en baby! Så han aflevere sit barn på børnehjemmet, henter det muligvis hjem, når det bliver ældre. Lader muligvis være. Andre børn kommer fra familier, hvor vilkårene er så ringe, at de ikke ville overleve. Som barn på børnehjem får de en tryghed, mange kenyanske børn må undvære: de ved, de ikke vil gå sultne i seng. De ved, de har en seng, et myggenet og tilmed medicin hvis malariamyggen alligevel skulle finde vej gennem nettet. De ved, de kan lære om ABC og 2+2. De ved, hvor de kan gå hen, når regnen står ned i massive mængder. De må undvære godnathistorier, knus og kildeture, noget der nok alligevel ikke er overskud til, i familierne de kommer fra.

Skriv en kommentar