Af

Emil Deleuran Hansen

Mit navn er Emil Deleuran Hansen. Jeg er 21 år og er professionel triatlet med hovedsæde i Odense. Udover sporten læser jeg medicin på SDU og netop denne kombination af studie og kampen for at komme til OL, vil jeg prøve, at give et indblik i her på bloggen.

 

Det var den sæson; min sidste sæson som junior. Og wow det gik stærkt.

Jeg er netop vendt hjem fra junior-VM på øen Cozumel i Mexico. Det var langt fra den afslutning på sæsonen og min tid som junior, som jeg havde håbet på. Jeg endte på en meget skuffende 30. plads, som desværre langt fra afspejlede den form jeg var i op til stævnet, men jeg kunne simpelthen ikke præstere i den ekstreme varme og luftfugtighed, som løbet blev kørt under. Det skal ikke lyde som en undskyldning, men blot en erkendelse af at et løb i så ekstreme forhold, kræver maksimal forberedelse. Og jeg gjorde da også mit for at forberede min krop på forholdende i Mexico, blandt andet på bedste Georg Gearløs-vis at cykle i min families drivhus med regnjakke på, for at min krop ikke skulle kunne komme af med varmen, men at cykle et par timer der, er bare ikke det samme som at være i varmen 24 timer i døgnet og præstere maksimalt i det. Men jeg er en masse erfaringer rigere.

Varmetræning i drivhuset

Junior-VM blev ikke nogen succes for mig, men 2016 sæsonen har stadig være min bedste sæson hidtil. Til senior Nordiske Mesterskaber på hjemmebane her i Fredericia kørte jeg nok et af mit bedste race nogensinde, hvor jeg blev nummer 2 efter Andreas Schilling, som netop var kommet hjem fra OL i Rio. Det var virkelig en stor oplevelse, at kører på podiet i mit kun andet senior race og så på hjemmebane. Det var også specielt at dele podiet med Andreas, da vi begge to køre for Fredericia Triathlon Team og er opvokset i Fredericia. Fredericia Tri Team FTW!

NM Frederica

NM i Fredericia var også en del af den samlede DM-serie, hvor finalen skulle køres weekenden efter i Værløse ved Furesøen. Inden finalen førte jeg serien, men kun fordi Andreas Schilling kun havde kørt to race (Serien køres som bedst ud af 3 og består i alt af 5 stævner). Jeg endte med at vinde final stævnet i Furesøen (!!!). Og efter at Andreas desværre havde været styrtet og blev nummer 4, vandt jeg også det samlede Danmarksmesterskab!!!
Det var et resultat jeg overhovedet ikke havde regnet med, jeg havde slet ikke set det som et muligt udfald og der gik da også lidt tid, før at det gik op for mig. Jeg blev hermed den yngste mandlige vinder af Senior DM i Triathlon nogensinde og det er jeg sgu meget stolt af.

Så ja, det har været en rigtig god sæson, hvor jeg har fået samlet masser af erfaring til det nye kapitel jeg går i møde nu som u23/senior. Her skal jeg til at konkurrere på den olympiske distance, som består af 1500 meter svømning, 40 km cykling og 10 km løb. Det er noget, som jeg glæder mig rigtig meget til at prøve kræfter med, selvom det bliver rigtig svært og der nok kommer til at gå lang tid imellem de gode resultater.

Bring it on!!!

Min sæson i placeringer:

Nr. 12 Europa cup Quarteira
Nr. 3 DM-serie Ikast
Nr. 3 Junior EM Lisabon
Nr. 3 Dm-serie Århus
Nr. 43 Grandprix Valence
Nr. 35 Grandprix Val de Gray
Nr. 2 NM Fredericia
Nr. 1 DM-finalen Furesøen
Nr. 1 samlede sejr i DM-serien
Nr. 30 Junior VM Cozumel

1 kommentar til “Et kapitel er slut”

  1. Kristian skriver:

    Hej Emil

    Du kan godt være stolt af alle dine bedrifter i 2016 – det har været spændende at følge dig her på bloggen.

Skriv en kommentar