Af

Team Fit4Run

Team Fit4Run – et multisporthold for kvinder. Vi dyrker adventurerace, MTB, crossløb, openwater svømning og alt muligt andet udfordrende sport.
Vi har egen hjemmeside – www.teamfit4run.dk

am.rejse2013 har været EN lang rejse for Team Fit4Run på flere fronter. Aldrig har vi været så meget ude i den store verden for at dyrke vores passion for løb og cykling.
Anni, Tine og Anne-Mette har som beskrevet i tidligere blog besejret ekstremt vejr og store bjerge i Østrig på MTB. Camilla har som ultraløber været i Perus jungle samt i Vietnams og Colorados Bjerge. Nu venter Namibias ørken som næste store udfordring, mens Anne-Mette har pakket kufferten  for at køre Crocodile Trophy i Australien. Det går for at være verdens hårdeste, længste, varmeste og mest eventyrlige MTB løb.
Som hold kører vi de danske adventureraces på den længste distance – master, hvor vi mest har mænd at konkurrere imod.
Det er nogle barske aktiviteter, som nogle gange mest handler om at overleve – at gennemføre. Andre gange stiler vi højere – vi går også efter gode og tilfredsstillende resultater.
Forberedelse til store og krævende løb er en lang rejse – også over tid. Det kræver prioritering i hverdagen, passion, vilje, målrettethed og ikke mindst opbakning fra omgivelserne. De ting er kun til stede, når man både brænder for processen og det endelige mål.
På Team Fit4Run er vores træningsfællesskab det, der bærer holdet og skaber vores præstationer. Sammen træner vi mod fælles og individuelle mål – vi gør hinanden og holdet stærkere.
Vi er glade for at dele vores oplevelser med jer og håber det kan være til inspiration.

Skriv en kommentar